Arbejde og indtægters betydning - fratrædelsesgodtgørelse (* 1)

Arbejde og indtægters betydning - fratrædelsesgodtgørelse (* 1)

Den 6. november 1986 meddelte virksomheden, at medlemmet skulle fratræde sit ansættelsesforhold som afdelingschef med øjeblikkelig virkning i henhold til fælles overenskomst, og at han til fuld og endelig betaling i forbindelse med fratrædelsen ville modtage en økonomisk godtgørelse svarende til 12 måneders løn. Godtgørelsen skulle udbetales i 12 portioner a 27.500 kr.

Den første udbetaling fandt sted den 1. december 1986.

Ved skrivelse af 23. september 1987 begrundede virksomheden på medlemmets anmodning efterfølgende medlemmets afskedigelse med, at han som selvstændig resultatansvarlig chef uden tilladelse havde købt køkkenelementer til eget brug via leverandør til virksomheden og derved uberettiget opnået rabatter m.v., at han lod beløbet fakturere gennem virksomheden uden angivelse af, at der var tale om et privat køb, samt uden tilladelse lod virksomheden finansiere købet, at han undlod at afregne beløbet over for virksomheden, hvorved denne dels led et rentetab, dels havde risiko for aldrig at få pengene refunderet, at han i vidt omfang og uden tilladelse benyttede firmabil til privat formål, og at samarbejdet efter virksomhedens opfattelse under alle omstændigheder burde bringes til ophør på grund af samarbejdsvanskeligheder. Det var i skrivelsen endvidere anført, at ansættelsesforholdet efter virksomhedens mening kunne være bragt til ophør med øjeblikkelig varsel, men at medlemmet og virksomheden opnåede enighed om vilkårene for fratrædelsen.

Den 1. juni 1987 udbetaltes restbeløbet af godtgørelsen med 165.000 kr., og det fremhævedes, at ansættelsesforholdet var bragt til ophør. Der blev ikke ydet feriegodtgørelse m.v. af godtgørelsen.

Ifølge medlemmets ansættelsesbrev var hans månedlige løn på 27.500 kr. Derudover kunne han opnå en årlig bonus på 48.000 kr.

Med hensyn til opsigelse henviste ansættelsesbekræftelsen af 28. marts 1984 til funktionærloven.

Kassen fandt, at de 12 måneders godtgørelse måtte betragtes som løn i opsigelsesperioden, og at medlemmet således først kunne anses for dagpengeberettiget fra den 1. december 1987.

Medlemmet anførte, at den udbetalte godtgørelse ikke skulle betragtes som løn i opsigelsesperioden.

Medlemmet ledigmeldte sig den 15. juni 1987.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse, hvorefter medlemmet ikke var dagpengeberettiget i perioden 1. december 1986 til 1. december 1987, da han efter direktoratets opfattelse ikke kunne anses at have haft noget indtægtstab i den pågældende periode.

Direktoratet bemærkede, at dagpenge kun udbetales til medlemmer i situationer, som falder inden for arbejdsløshedsforsikringslovens rammer, hvilket vil sige i situationer, hvor dagpenge kan udbetales som erstatning for en mistet arbejdsindtægt.

Da det ifølge virksomhedens skrivelse til medlemmet af 6. november 1986 fremgik, at han i forbindelse med fratrædelsen skulle have udbetalt en godtgørelse svarende til 12 måneders løn, ansås medlemmet for ikke at have lidt et økonomisk tab (i forhold til lønvilkåret i ansættelsesbekræftelsen af 28. marts 1984), og hans situation faldt således ifølge direktoratets opfattelse uden for lovens rammer.

I klagen anførte medlemmet bl.a., at virksomhedens påstande for afskedigelsen blev imødegået i brev af 4. november 1987, og at der var tale om erstatning/godtgørelse for uretmæssig afskedigelse.

Skattevæsenet anså den del af godtgørelsen, der lå ud over opsigelsesvarslet som særlig indkomst.

Ankenævnet fandt, at der ikke var tilstrækkelig hjemmel til at nægte medlemmet dagpenge efter hans tilmelding som ledig den 15. juni 1987.

Ankenævnet lagde herved vægt på, at medlemmet fratrådte den 6. november 1986, og at det opsigelsesvarsel, han måtte have krav på efter funktionærloven i hvert fald var udløbet, da han den 15. juni 1987 tilmeldte sig som ledig efter at have fået den resterende del af godtgørelsen, som beskattedes som særlig indkomst, udbetalt kontant.

Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at Arbejdsdirektoratet i bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 har fastsat regler om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 58, stk. 1, nr. 3, og at det af bekendtgørelsens § 6 fremgår, at der ikke skal ske fradrag for arbejdsfri indtægter, f.eks. de i § 6 i) nævnte fratrædelsesgodtgørelser.

Ankenævnet fandt, at den del af godtgørelsen, der er udbetalt efter den 1. juni 1987 måtte betragtes som en arbejdsfri indtægt, som er omfattet af § 6, og at godtgørelsen derfor ikke var til hinder for, at der kunne udbetales pågældende dagpenge.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Et medlem fik i forbindelse med sin fratræden udbetalt 12 måneders løn. Den del af godtgørelsen, som blev udbetalt efter udløbet af det i funktionærloven garanterede opsigelsesvarsel, måtte anses for en arbejdsfri indtægt og skulle derfor ikke medføre fradrag i dagpengene.