Betingelser for ret til dagpenge - konflikt (* 1)

Betingelser for ret til dagpenge - konflikt (* 1)

Kassen klagede over direktoratets afgørelse, hvorefter direktoratet meddelte, at det fremgår af arbejdsløshedsforsikringslovens § 61, stk. 1 og 2, at dagpenge ikke må udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldtes, at hun er omfattet af strejke eller lockout/konflikt.

Som omfattet af konflikt anses et medlem af en arbejdsløshedskasse eller afdeling inden for hvis faglige område, konflikt er iværksat, når medlemmet ved konfliktens iværksættelse er beskæftiget på den konfliktberørte virksomhed.

Direktoratet fandt herefter, at der ikke kan udbetales supplerende dagpenge til medlemmet, selv om hun stadig er beskæftiget på den konfliktramte virksomhed, idet hun må anses for omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens § 61, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1.

Direktoratet fandt endvidere, at kassen er eneansvarlig for tilbagebetalingen af dagpenge udbetalt i perioden 7. september 1983 til 19. december 1983, jf. den dagældende bestemmelse i arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 2.

Kassen meddelte den 21. september 1983 Arbejdsdirektoratet, at Arbejdsformidlingen i X-by ikke fulgte den gældende lovgivning i forbindelse med blokade imod restaurant »RR« i X-by, som forbundet indirekte var part i, samt 2 andre restauranter »SS« og »TT«. Kassen henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 23, hvoraf det fremgår, at kontoret ikke må anvise arbejdskraft.

Arbejdsformidlingskontoret i X-by havde tilkendegivet, at virksomhederne - uanset blokaden - ville få anvist medlemmer af andre forbund, såfremt de rettede henvendelse til arbejdsformidlingskontoret.

Den 20. oktober 1983 indberettede Arbejdsformidlingskontoret i X-by til kassen og Arbejdsdirektoratet, at medlemmet havde fået udbetalt dagpenge under blokade.

Medlemmet havde modtaget supplerende dagpenge i ugerne 36, 37 og 38, hvorfor kontoret var af den formening, at medlemmet med urette havde fået udbetalt dagpenge.

Medlemmet var fortsat beskæftiget på restaurant »SS«.

Den 26. oktober 1983 meddelte kassen, at da det var godtgjort, at medlemmets ledighed ikke skyldtes, at hun var omfattet af konflikten, idet medlemmet var ansat på nedsat tid med frigørelsesattest, mente kassen ikke, at dagpengeudbetalingen skulle standses i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 61, hvorfor der ikke kunne blive tale om tilbagebetaling.

Den 3. november 1983 beskrev Arbejdsdirektoratet over for kassen den praksis, der var retningsgivende for arbejdsformidlingens forhold under konflikt

»Anmeldelse af konflikt fra en faglig organisation omfatter på den pågældende virksomhed det faglige område, som den faglige organisation sædvanligvis overenskomstdækker. Afgrænsningen af det konfliktramte område sker således i forhold til arbejdspladserne på den pågældende virksomhed efter en vurdering af arbejdets art. Det er herefter op til arbejdsformidlingen at vurdere, om de anmodninger, der måtte komme fra den konfliktramte virksomhed, er omfattet eller ligger uden for det konfliktramte faglige område.

I den pågældende sag, som vedrører tre virksomheder i X-by, har arbejdsformidlingskontoret ophørt med formidling, da det ligger klart oplyst, at anmodning om arbejdskraft ligger inden for jobfunktioner, som de konfliktanmeldende organisationer ville overenskomstdække, hvis der var overenskomst. Formidling af arbejdskraft vil blive genoptaget, når konflikten ophører eller ved, at konflikten kendes retsstridig.«

Den 5. januar 1984 anmodede Arbejdsdirektoratet kassen om nærmere at begrunde den opfattelse, at der kan udbetales supplerende dagpenge til medlemmer, ansat på konfliktramt virksomhed.

Den 12. januar 1984 beskrev kassen over for Arbejdsdirektoratet den administration, der fra arbejdsløshedskassens side havde fundet sted i den konkrete sag vedrørende de tre restauranter i X-by.

Arbejdsløshedskassen fandt ikke anledning til at stoppe for udbetaling af supplerende dagpenge til medlemmet, da hun ikke var omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens § 61, stk. 1.

Arbejdsløshedskassen anførte videre, at da man erfarede, at medlemmet den 19. december 1983 var blevet trukket ud af arbejdspladsen som led i konflikten, blev dagpengeudbetalingen indstillet fra denne dato, indtil konflikten var afsluttet, eller medlemmet havde haft 5 ugers arbejde i en anden virksomhed.

Direktoratet anførte over for ankenævnet, at medlemmet ved konfliktens iværksættelse var beskæftiget på den konfliktramte virksomhed, hvorfor det, efter direktoratets opfattelse, er uden betydning, på hvilken måde medlemmets ledighed er opstået, idet hun må anses for omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens § 61.

Ankenævnet udtalte, at uanset at blokade iøvrigt må anses for omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens § 61, fandt ankenævnet, at der ved sagens vurdering må henses til blokadens særlige karakter i forhold til de øvrige konfliktformer.

Det var ankenævnets opfattelse, at den foreliggende blokade, der efter det oplyste ikke medførte begrænsninger i medlemmets adgang til at udvide sin beskæftigelse i virksomheden, ikke havde indflydelse på medlemmets ledighedssituation.

Ankenævnet fandt herefter, at medlemmet var dagpengeberettiget indtil den 19. december 1983, hvor medlemmet på grund af konflikten blev truffet væk fra arbejdspladsen.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Uanset at der var indledt blokade mod medlemmets arbejdsplads, fandt ankenævnet, at medlemmet kunne modtage supplerende dagpenge, indtil hun som led i konflikten blev trukket væk fra arbejdspladsen. Nævnet lagde vægt på, at blokaden - uanset at denne måtte anses for omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens § 61 - ikke medførte begrænsninger i medlemmets adgang til at udvide sin beskæftigelse i virksomheden og således ikke havde haft indflydelse på medlemmets ledighedssituation.