Dagpenge - § 12-aftale - aftale indgået i ikke afsluttet sygeperiode (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Dagpenge - § 12-aftale - aftale indgået i ikke afsluttet sygeperiode (* 1) (* 2)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En sikret havde været ansat hos arbejdsgiveren A i perioderne 11. april 1983 - 4. januar 1985, 14. januar - 20. marts 1985 og igen fra den 1. april 1985.
Den 29. januar 1986 modtog socialforvaltningen dagpengeskema DP 211, underskrevet den 27. januar 1986 af A og sikrede, med anmodning om godkendelse af den indgåede aftale efter dagpengelovens § 12. Det fremgik af skemaet, at sikrede var sygemeldt fra den 27. januar 1986 og forventedes indlagt en af de nærmeste dage på grund af en arvelig lidelse i form af åreknuder i hånden, for hvilken han tidligere var blevet opereret 5-6 gange.
Socialforvaltningen indhentede en lægeerklæring af 3. februar 1986, hvoraf det fremgik, at sikrede var sygemeldt på grund af hæmangioma (svulst opbygget af blodkar) på højre 2. og 3. finger og måtte antages at være sygemeldt indtil lidelsen, for hvilken han tidligere var opereret i 1961 og 1973, påny var kirurgisk behandlet. Sikrede blev den 28. januar 1986 henvist til indlæggelse på en kirurgisk afdeling, men tidspunktet for forventet indlæggelse kunne endnu ikke oplyses. Lægen fandt, at en § 12-aftale ikke var rimelig på indeværende tidspunkt.
Den 10. februar 1986 meddelte socialforvaltningen afslag på anmodningen om godkendelse af § 12-aftalen. Forvaltningen begrundede sin afgørelse med, at A ikke under det bestående arbejdsforhold havde udbetalt dagpenge i 5 uger for samme lidelse inden for de sidste 12 måneder, og henviste til de indhentede lægelige oplysninger.
Over for amtsankenævnte anførte A, at da det drejede sig om en arvelig sygdom, som recidiverede, burde en § 12-aftale kunne godkendes. Uanset at der kunne gå flere år mellem sygdomsudbruddene, ville denne sygdom, når den optrådte, være så langvarig og så belastende for den arbejdsgiver, som det gik ud over, at den måtte berettige til godkendelse af en § 12-aftale.
I slutningen af marts 1986 oplyste A over for amtsankenævnet, at sikrede stadig ikke var modtaget til behandling på grund af meget lang ventetid på sygehuset. A fandt det urimeligt, at arbejdsgiveren skulle belastes så hårdt økonomisk på grund af ventetid på hospitalsbehandling. A fandt det derfor rimeligt, at socialforvaltningen refunderede A dagpengene i ventetiden indtil operationen, eller at forvaltningen godkendte en midlertidig eller permanent § 12-aftale, fordi sikredes sygdom på grund af ventetid var blevet gjort ualmindelig langvarig.
Sikrede var indlagt til operation i tiden 21. april - 23. april 1986.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet fandt, at den aftale, der var indgået den 27. januar 1986 i henhold til dagpengelovens § 12, kunne godkendes fra den 3. marts 1986, hvor arbejdsgiveren havde udbetalt dagpenge til sikrede i det bestående arbejdsforhold i 5 uger inden for de sidste 12 måneder før indlæggelsen, jfr. § 1, stk. 2, nr. 2 b, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 21 af 19. januar 1978.
Over for Ankestyrelsen anførte nævnet endvidere, at nævnet havde anlagt den betragtning, at der uanset ordlyden af § 1, stk. 4, 3. punktum, i Socialministeriets ovennævnte bekendtgørelse ikke er noget til hinder for at godkende en aftale indgået i henhold til dagpengelovens § 12 fra et senere tidspunkt end tidspunktet for aftalens indgåelse.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Socialforvaltningen anførte, at konsekvensen af amtsankenævnets afgørelse måtte være, at enhver arbejdsgiver, der i en lønmodtagers sygeperiode havde udbetalt dagpenge i 5 uger forud for en indlæggelse eller behandling for samme lidelse, kan indgå en § 12-aftale, hvorefter det offentlige overtager dagpengeudbetalingen.
LOVGRUNDLAG
Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, § 12. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 21 af 19. januar 1978 om aftaler mellem lønmodtagere og arbejdsgivere om arbejdsgiverens fritagelse for at betale dagpenge, § 1, stk. 2, nr. 2 b, og § 1, stk. 4, 3. punktum.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen finder, at der efter § 1, stk. 2, nr. 2 b, i Socialministeriets ovennævnte bekendtgørelse ikke har været hjemmel til at indgå en midlertidig § 12-aftale efter bekendtgørelsen, da arbejdsgiveren forud for aftalens indgåelse ikke havde udbetalt dagpenge i 5 uger for samme lidelse inden for de sidste 12 måneder.
Ankestyrelsen finder endvidere, at der ikke er hjemmel i bekendtgørelsen til at indgå en sådan § 12-aftale midt i en afsluttet sygeperiode.
Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.
Den ændrede afgørelse medfører ikke, at socialforvaltningen kan kræve tilbagebetaling fra arbejdsgiveren af dagpenge, der er udbetalt efter amtsankenævnets godkendelse af den midlertidige § 12-aftale.
I en sag om godkendelse af en aftale indgået i henhold til dagpengelovens § 12 umiddelbart efter lønmodtagerens sygemelding med henblik på indlæggelse til operation for en håndlidelse fandt Ankestyrelsen, at der ikke var hjemmel til at indgå en midlertidig § 12-aftale, da arbejdsgiveren forud for aftalens indgåelse ikke havde udbetalt dagpenge i 5 uger for samme lidelse inden for de sidste 12 måneder, jfr. § 1, stk. 2, nr. 2 b, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 21 af 19. januar 1978. Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke er hjemmel i den nævnte bekendtgørelse til at indgå en § 12-aftale midt i en ikke afsluttet sygeperiode.