Leveringsnægtelse - omsætningsmæssig betydning - forhandlerantagelsesbetingelser (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Leveringsnægtelse - omsætningsmæssig betydning - forhandlerantagelsesbetingelser (* 1)
År 1987, den 10. november, blev i sagen j.nr. 87-3118-17, Holløse Sadelmageri v/Karl Rasmussen, Vejby, ctr. Monopoltilsynet, afsagt sålydende
K E N D E L S E
I skrivelse af 8. oktober 1986 har Holløse Sadelmageri v/Karl Rasmussen, Vejby, klaget over en af Monopoltilsynet ved skrivelse af 1. oktober 1986 truffet afgørelse, hvorved tilsynet har fundet, at der ikke er baggrund for at meddele A/S Kragh-Andersen, København, pålæg om at levere varer til Holløse Sadelmageri, uagtet selskabet må anses for omfattet af monopollovens bestemmelser.
Klageren ønsker, at der i medfør af monopollovens § 12 meddeles A/S Kragh-Andersen leveringspålæg.
Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Sagen har været behandlet på nævnets møde den 29. oktober 1987.
Parterne har ikke ønsket mundtlig forhandling af sagen for nævnet.
Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 1. oktober 1986 fra Monopoltilsynet til klagerens advokat: Ved skrivelse af 2. juni 1986 har De på vegne Deres klient, Holløse Sadelmageri v/Karl Rasmussen, Kildevej 198, 3210 Vejby, indgivet klage til monopoltilsynet over, at A/S Peter Kragh Andersen, København, har nægtet at levere varer til denne.
Tilsynet har herefter indhentet skriftlige samt telefoniske udtalelser i sagen, og der er aflagt kontrolbesøg i sadelmageriet samt hos dettes revisor den 17. september 1986.
Monopoltilsynet skal herefter udtale følgende
For at tilsynet kan pålægge en virksomhed at levere til en anden virksomhed, er det en betingelse, at den pågældende virksomhed, er omfattet af monopollovens § 2, stk. 1, dvs. udøver eller vil kunne udøve en væsentlig indflydelse på pris-, produktions-, eller omsætningsforholdene for det berørte marked, at det er af væsentlig erhvervsmæssig betydning for klageren at få leveret den pågældende vare, samt at leverandørens begrundelse for ikke at levere kan anses for usaglig.
Samtlige 3 betingelser skal være opfyldt, for at der kan udstedes et leveringspålæg.
I den konkrete sag må A/S Kragh-Andersen anses for omfattet af bestemmelserne i monopollovens § 2, stk. 1. Selskabet har som begrundelse for leverningsnægtelsen anført, at der i sadelmageriet er for ringe lagerføringsmuligheder for produkter på grund af pladsmangel, at der er manglende mulighed for at få varer udstillet i butiksvinduer eller lignende, samt at virksomheden ikke har faste åbningstider. A/S Kragh-Andersen ønsker at handle med detaillister med deciderede forretningslokaler og -faciliteter. Det er telefonisk oplyst, at denne forhandlingsform gennemføres konsekvent.
For så vidt angår Holløse Sadelmageri er der tale om en virkosmhed, der ikke efter tilsynets opfattelse kan betragtes som - eller sidestilles med - en detailforretning på grund af dets specielle virkeområde som decideret sadelmager værksted , dets svingende åbningstider samt dets ringe muligheder for udstilling og lagerføring.
Af de modtagne regnskabsoplysninger fremgår, at Holløse Sadelmageris varekøb i 1985 udgør en værdi af kr. 233.965 i alt. Sadelmageriets køb af Kragh-Andersen produkter andrager ca. 10 procent heraf. Disse køb fordeler sig på få enkeltartikler (eksempelvis 2 stk. sadler, 5 støvleknægte, 15 par ridebenklæder osv.).
På baggrund heraf finder tilsynet, at der ud fra monopolretlige betragtninger næppe kan statueres en betydelig erhvervsmæssig interesse for salg af de pågældende varer.
Endvidere må der i henhold til monopoltilsynets praksis kunne stilles saglige og objektive krav til de virksomheder, der anmoder om leveringspålæg. A/S Kragh-Andersens praksis med hensyn til kun at handle med deciderede detailhandlere, må anses for rimelig.
Tilsynet er herefter af den opfattelse, at der af ovennævnte grunde ikke findes baggrund for at meddele A/S Kragh-Andersen pålæg om at levere varer til Deres klient, uagtet selskabet må anses for omfattet af monopollovens bestemmelser.
Man skal i stedet foreslå, at sadelmageriets muligheder for at skaffe de omhandlede proldukter fra en af de forretninger, som A/S Kragh-Andersen leverer direkte til, undersøges.
I medfør af bestemmelserne i monopollovens § 18 kan klage over monopoltilsynets afgørelser indgives til tilsynet, der inden 8 dage efter modtagelsen videresender disse til behandling i Monopol-ankenævnet.
A/S Kragh-Andersen har modtaget kopi af nærværende skrivelse, idet regnskabsmæssige oplysninger er udeladt.
Det til tilsynet fremsendte regnskabsmateriale vil blive returneret særskilt.
Klageren har anført, at han ikke kan acceptere, at A/S Kragh-Andersen alene telefonisk har oplyst, at den påståede forhandlingsform gennemføres konsekvent. Dette må efter klagers mening nærmere dokumenteres.
Endvidere har Holløse Sadelmageri altid solgt varer ved siden af værkstedsdriften, hvilket kunder har været vant til.
At varekøbet i 1985 har været så lavt hos A/S Kragh-Andersen skyldes leveringsvanskeligheder fra dette firma, hvilket efter klagers opfattelse skyldes, at klager kan sælge til en anden pris end den, A/S Kragh-Andersen tager i en af firmaet selv dreven forretning i nabolaget.
Monopoltilsynet har henholdt sig til indholdet af afgørelsen af 1. oktober 1986.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale
Nævnet finder ikke, at der i de oplysninger, der foreligger i sagen, er grundlag for at tilsidesætte Monopoltilsynets afgørelse. Nævnet stadfæster derfor afgørelsen.
Herefter bestemmes
Monopoltilsynets afgørelse af 1. oktober 1986 stadfæstes.
Et sadelmageri klagede over at være nægtet levering af rideudstyr fra A/S Kragh-Andersen. Monopoltilsynet fandt ikke grundlag for at meddele leveringspålæg, da sadelmageriets interesse i at føre rideudstyr fra leverandøren ikke kunne anses for væsentligt som følge af meget små indkøb og under hensyn til, at sadelmageriet overvejende var et værksted, der ikke havde de udstillings- og pladsmæssige faciliteter, der normalt forventes af en detailforretning.
Sadelmageriet indbragte tilsynets afgørelse for Monopol-ankenævnet, der stadfæstede tilsynets afgørelse.