Leveringsnægtelse - substitutionsmuligheder - naturligt vareområde - mærkevarer (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Leveringsnægtelse - substitutionsmuligheder - naturligt vareområde - mærkevarer (* 1)
År 1987, den 29. juni, blev i sagen j.nr. 87-3118-30, Husqvarna A/S, Symaskiner, Lyngby, ctr. Monopoltilsynet, afsagt sålydende
K E N D E L S E
I skrivelse af 21. august 1985 har Husqvarna A/S, Symaskiner, Lyngby, klaget over en af Monopoltilsynet ved skrivelse af 14. august 1985 truffet afgørelse, hvorefter det i medfør af monopollovens § 12, stk. 3, pålægges selskabet af optage leverancer af symaskiner til Th. Malle A/S, Snedsted. Husvuarna A/S har endvidere i skrivelse af 9. juli 1986 klaget over en af Monopoltilsynet ved skrivelse af 7. februar 1986 truffet afgørelse, hvorefter registreringen af klagerne i henhold til monopollovens § 6, stk. 2, for salg af symaskiner af mærket Husqvarna til husholdningsbrug må opretholdes.
Klagerne har nedlagt påstand om, (1) at de slettes af Monopoltilsynets register for salg af symaskiner af mærket Husqvarna til husholdningsbrug, og (2) at Monopoltilsynets leveringspålæg af 14. august 1985 ophæves.
Monopoltilsynet har påstået afgørelserne stadfæstet.
Sagen har været behandlet på nævnets møder den 23. april og 9. juni 1987. På det første møde var parterne repræsenteret og udtalte sig.
De påklagede afgørelser er indeholdt i sålydende skrivelser fra Monopoltilsynet til Husqvarna A/S, Symaskiner's advokat
Skrivelse af 16. august 1985: Ved skrivelse af 19. juni 1985 blev De og Deres klient, Husqvarna A/S, underrettet om monopolrådets afgørelse vedrørende den af Th. Malle A/S den 21. september 1984 indgivne klage over, at selskabet havde nægtet at levere symaskiner af mærket Husqvarna til klagerens forretning. Som bilag var vedlagt tilsynets referat af 12. juni 1985, som har dannet grundlag for rådets afgørelse. Ifølge tilsynets praksis er fortrolige opstillinger og indstilling udeladt i referatet.
Rådet fandt, at selskabets leveringsnægtelse overfor klageren medfører en urimelig indskrænkning i klagerens frie erhvervsudøvelse og urimelige ulighed i vilkårene herfor, og besluttede derfor at bemyndige direktoratet til i medfør af monopollovens § 11 at optage forhandling med Husqvarna A/S om at sælge Husqvarna-symaskiner til Th. Malle A/S på de af selskabet sædvanligt gældende vilkår for tilsvarende salg.
Denne forhandling fandt sted den 5. august 1985. Under forhandlingerne erklærede selskabet, at det fortsat ikke ville levere til klageren.
Da de under forhandlingen fra selskabets side fremførte synspunkter og senere supplerende oplysninger ikke skønnes at kunne give anledning til ændring af monopolrådets beslutning, skal tilsynet i medfør af monopollovens § 12, stk. 3, jfr. § 12, stk. 1, herved pålægge Husqvarna A/S inden den 23. august 1985 at sælge symaskiner af mærket Husqvarna til Th. Malle A/S, Snedsted, på selskabets sædvanligt gældende vilkår for tilsvarende salg. Selskabet kan dog altid kræve kontant betaling eller betryggende sikkerhed.
Om de forhold og synspunkter, som har været bestemmende for afgørelsen, skal man under henvisning til stedfunden brevveksling og forhandling anføre følgende
Th. Malle er ifølge tilsynets undersøgelser en stor og velassorteret forretning for symaskiner, barnevogne, støvsugere, legetøj, børnetøj m.m. Den årlige omsætning af symaskiner andrager ca. 1,3 mill. kr. Forretningen fører endvidere flere af de førende mærker indenfor symaskiner og varetager desuden reparation og service herpå.
Husqvarna A/S har siden 1982 været registreret i henhold til monopollovens § 6, stk. 2, (reg. nr. 2995) for salg af symaskiner til husholdningsbrug under mærket Husqvarna. Selskabets årlige omsætning af symaskiner i 1983 androg ca. 26 mill. kr., svarende til ca. 11.700 enheder, og selskabets markedsandel indenfor salg af symaskiner udgjorde ca. 20 procent målt i enheder. Selskabet er den næststørste udbyder på markedet for symaskiner, der iøvrigt er domineret af et mindre antal udbydere.
Selskabet har bl.a. anført følgende begrundelser for ikke at ville levere til Th. Malle
I selskabets skrivelse af 12. oktober 1984 anføres det, at Husqvarna - i lighed med samtlige andre symaskineleverandører - har selektiv distributionsform i hele provinsen, som i princip fungerer således, at der findes een forhandler af hvert mærke indenfor et geografisk område, der har tilstrækkeligt befolkningsunderlag til at leve af. Dette er også tilfældet i det tyndt befolkede område, hvor klageren bor.
Det oplyses således, at hensynet til to forhandlere i nærheden af Snedsted og deres mulighed for at ernære sig ved salg af Husqvarna symaskiner danner baggrund for, at selskabet ikke mener det rimeligt yderligere at udvide kredsen af forhandlere her.
Samtidig oplyses det, at klageren udelukkende havde afgivet ordre på en model, som selskabet på leveringstidspunktet markedsførte som specialtilbud, og som senere ville udgå helt.
Det er senere anført, at klageren næppe kan være afhængig af selskabets produkter, idet denne gennem flere år har haft forhandling af de fleste symaskinemærker på markedet.
Under den stedfundne korrespondance har tilsynet overfor selskabet påpeget, at klageren må skønnes kvalificeret til at opfylde Husqvarnas samhandelsvilkår. Et synspunkt som selskabet ikke har bestridt, derimod har man anført, at selskabet overvejer en revision af de generelle samhandelsbetingelser, og at det ud fra de tanker, man foreløbigt har gjort sig herom vil være umuligt for klageren at opfylde de reviderede betingelser.
Yderligere har klageren gjort gældende, at man kun vil levere til specialforretninger for symaskiner, og at klageren fører et blandet sortiment, der vil skade selskabets renome som mærkevare, såfremt man skal levere til klageren.
Til selskabets synspunkter skal man anføre følgende
Klageren har i skrivelse af 3. december 1984 oplyst, at han er interesseret i normal samhandel med Husqvarna, og at han flere gange tidligere har forsøgt at få forhandling af selskabets symaskiner.
På denne baggrund og i betragtning af selskabets markedsandel og Husqvarna's renome som mærkevare må klagerens erhvervsmæssige interesse i at opnå forhandling af Husqvarna produkter anses for væsentlig.
Med hensyn til klagerens sortiment og forretningens karakter kan det oplyses, at det af tilsynets undersøgelse fremgår, at flere af selskabets forhandlere sælger andre symaskinemærker og andre varegrupper end symaskiner. Ud fra oplysningerne om klagerens omsætning af symaskiner, udstilling, lager og service må det antages, at symaskiner er en af forretningens vigtigste varegrupper.
Hensynet til andre forhandlere ved antagelse af forhandlere må ifølge tilsynets praksis betragtes som en usaglig begrundelse for leveringsnægtelse.
På baggrund heraf finder tilsynet, at de af selskabet anførte argumenter må anses for usaglige, og at leveringsnægtelsen indebærer en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse og urimelig ulighed i vilkårene herfor.
For såvidt angår selskabets overvejelser om at ændre samhandelsvilkårene, skal det anføres, at man ved bedømmelsen af klagen må lægge den ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen, som forelå ved klagens indgivelse, og som fortsat praktiseres til grund.
Under forhandlingen den 5. august 1985 fremsatte selskabet det synspunkt, at selskabets markedsandel ikke danner tilstrækkelig grundlag for, at selskabet udøver den i monopollovens § 2, stk. 1, omhandlede indflydelse. I den forbindelse henviste selskabet til 2 ankenævnsafgørelser vedrørende registring af enkeltvirksomheder indenfor henholdsvis chokoladebranchen og markedet for lamineret plast, hvor de pågældende virksomheders markedsandele blev anset for utilstrækkelige til at kræve registrering.
Hertil skal bemærkes, at som følge af at Husqvarna A/S er anmeldt og registreret i henhold til monopolovens § 6, stk. 2, indebærer dette, at selskabet uden videre er omfattet af monopollovens § 2, stk. 1.
Det skal endvidere bemærkes, at markedsforholdene i de 2 brancher er helt forskellige fra forholdene i symaskinebranchen.
Endvidere har De telefonisk supplerende oplyst, at selskabet kun har 11 forhandlere, som handler med andre varer end symaskiner og sytilbehør. At man har samhandel med disse 11 forhandlere skyldes, at der er tale om gamle forhandlere, som man ikke vil afbryde forbindelsen med. Ved den antagelsespolitik som er blevet fulgt i de senere år, har man ikke villet antage sådanne forhandlere.
Hertil skal bemærkes, at disse oplysninger ikke giver anledning til ændring af tilsynets synspunkt, jfr. den side 3 anførte.
Tilsynet skal udbede sig selskabets skriftlige bekræftelse senest den 23. august 1985 på, hvorvidt klageren vil blive optaget som forhandler i overensstemmelse med pålægget, eller om afgørelsen ønskes indbragt for monopol-ankenævnet i henhold til monopollovens § 18.
Skrivelse af 7. februar 1986: Ved skrivelse af 16. august 1985 har De på vegne af Husqvarna A/S fremsat anmodning om, at tilsynets registrering af Husqvarna A/S i henhold til monopollovens § 6, stk. 2, (reg. nr. 2995) for salg af symaskiner af mærket Husqvarna til husholdningsbrug ophæves.
Det bemærkes, at De allerede den 5. august 1985 fremsatte mundtlig anmodning herom i forbindelse med en forhandling i henhold til monopollovens § 11 vedrørende den af Th. Malle A/S den 21. september 1984 indgivne klage over, at Husqvarna A/S har nægtet at levere symaskiner til klagerens forretning.
Herefter har sagen den 5. februar 1986 været behandlet i monopolrådet. Rådsbehandlingen foretoges på grundlag af direktoratets referat af 29. januar 1986, som vedlægges uden fortrolige oplysninger og ifølge praksis uden direktoratets vurdering og indstilling.
Man skal herefter meddele, at monopoltilsynet finder, at Husqvarna A/S udøver eller vil kunne udøve den i monopollovens § 6, stk. 2, nævnte væsentlige indflydelse på pris-, produktions- eller omsætningsforhold indenfor markedet af symaskiner til husholdningsbrug, og at registreringen af Husqvarna A/S må opretholdes.
Ved afgørelsen har tilsynet lagt vægt på, at der ikke siden registreringen af Husqvarna A/S i 1982 er indtrådt sådanne ændringer i markedsforholdene, at dette kan begrunde en ophævelse af registreringen. Markedet for symaskiner må karakteriseres som statisk, idet leverandørernes markedspositioner ikke er undergået væsentlige ændringer siden opgørelsen af markedsandelene i 1978-79. Der er heller ikke i denne periode fremkommet nye leverandører, ligesom der ej heller er tale om, at andre er udgået.
Hertil kommer, at de af leverandørerne praktiserede samhandelsvilkår forekommer ensartede med hensyn til anvendelse af behovskriterier, markedsføringsordninger m.v., hvilket indebærer, at konkurrencen i branchen er begrænset.
For så vidt angår Husqvarna A/S gælder, at selskabet siden registreringen i 1982 har fastholdt sin markedsposition på 22 procent målt i enheder. Denne markedsandel vil yderligere kunne opgøres til 26 procent, når det tages i betragtning, at FDB's mærke (Major) ikke er frit tilgængeligt for den traditionelle forhandlerkreds inden for symaskinebranchen.
Dernæst er der lagt vægt på, at symaskiner af mærket Husqvarna er en udbredt og velrenommeret mærkevare, og at selskabet opretholder en selektiv udvælgelse af sin forhandlerkreds, hvor behovskriterier spiller en afgørende rolle. Dette betyder, at interesserede forhandlere, der iøvrigt opfylder selskabets generelle forhandlerantagelsesbetingelser, vil kunne udelukkes fra at forhandle selskabets produkter.
Tilsynet finder endvidere, at en revision af samhandelsreglerne, som den af selskabet påtænkte, må antages at ville kunne styrke selskabets markedsposition.
Man skal tilføje, at tilsynet ikke finder, at de kendelser fra monopol-ankenævnet, hvortil der henvises i Deres skrivelse af 22. oktober 1985, kan påberåbes som støtte for Husqvarna's anmodning, idet markedsforholdene i de to sager, der er tale om, nemlig Raackmann's Fabrikker og Toms Fabrikker, som det fremgår af ovenstående, på væsentlige punkter adskiller sig fra forholdene i symaskinebranchen.
Af referat til Monopolrådets møde den 19. juni 1985 fremgår bl.a.
Husqvarna A/S, der er et datterselskab under A/S Scan-Atlas Husholdningsapparater, har siden november 1982 været registreret i henhold til monopollovens § 6, stk. 2, for salg af symaskiner til husholdningsbrug. Symaskinerne sælges under mærket Husqvarna, og omsætningen heraf udgjorde i 1983 ca. 26 mill. kr. svarende til ca. 11.700 enheder.
Selskabet fastsætter vejledende videresalgspriser på symaskiner og yder en kvantumsbestemt årsbonus samt fragtfri levering ved køb af over 3 enheder.
I efteråret 1983 foretog tilsynet en undersøgelse af markedsandelene for salg af nye symaskiner til husholdningsbrug. Af undersøgelsen fremgår, at det samlede salg i 1983 udgjorde ca. 58.000 enheder, hvilket anslås til at svare til en omsætning på 130 mill. kr. Heraf havde Husqvarna en markedsandel på ca. 20 procent (målt i enheder). Selskabet var den næststørste udbyder på markedet, kun Singer var større. Herudover var der 5 mellemstore udbydere af symaskiner, Bernina A/S (Bernina + Riccar), Royal Consul Symaskineimport A/S, Pfaff Husholdningsmaskiner A/S, FDB (Major), Elna Sy-Maskiner A/S - og en række mindre leverandører med ubetydelige markedsandele.
Th. Malle A/S, Snedsted i Sydthy, er et familieforetagende, som blev etableret i 1922. Forretningen handler med symaskiner, barnevogne, støvsugere, legetøj, børnetøj m.m. og har reparation og service på symaskiner. Af symaskiner føres mærkerne Riccar, Bernina, Elna og Pfaff, samt 4 mindre kendte mærker. Forretningen er medlem af forhandlersammenslutningen Symaskineringen.
Af en inspektørrapport fra januar 1985 fremgår det, at forretningen er beliggende i en selvstændig forretningsejendom i udkanten af Snedsted. Salgslokalerne udgør ca. 1.000 m2 fordelt på 2 etager, som begge har vinduer fra gulv til loft. Der er udstillet en snes nye symaskiner i salgslokalerne, og herudover lagerføres der normalt 30-40 nye symaskiner.
Foreningen Symaskineringen har i en skrivelse af 8. oktober 1984 til Th. Malle A/S påtalt, at denne sælger mærkevarer inden for symaskiner til priser under de af leverandørerne fastsatte, og at Th. Malle A/S annoncerer i et relativt stort område.
Symaskineringen blev stiftet i 1965 og har 84 medlemmer blandt landets ca. 200 forhandlere af symaskiner. Foreningens formand Mogens Salling, Kolding, har over for en af tilsynets inspektører oplyst, at det bl.a. var foreningens opgave at røgte medlemmernes interesser gennem påtale, hvis der opstod tilfælde af unfair konkurrence, som i tilfældet med Th. Malle A/S, der gav rabatter på 20-30 procent på de vejledende priser på anerkendte mærkevarer.
Klagerne gør for så vidt angår påstanden om sletning af registeret bl.a. gældende, at de ikke udøver eller vil kunne udøve den væsentlige indflydelse på markedet for symaskiner, som er forudsat i monopollovens § 6, stk. 2.
Monopoltilsynet har ved behandlingen af registreringsspørgsmålet lagt til grund, at symaskinemarkedet er et statisk marked. Denne opfattelse bygger imidlertid på en misforståelse. Symaskinemarkedet har ikke været upåvirket af de generelle tendenser, som i de senere år har præget omsætningen af forbrugsvarer. Også symaskinemarkedet er igennem de senere år karakteriseret af en øget konkurrence, hvilket bl.a. har sammenhæng med markedets manglende vækst.
Den øgede konkurrence har først og fremmest sammenhæng med, at der nu også her konstateres en betydelig brancheglidning. Supermarkeder, som tidligere ikke havde nonfood-produkter i deres varesortiment, sælger i adskillige tilfælde symaskiner. Det samme er tilfældet for lavprisvarehuse, som Obs, Føtex og Bilka, ligesom en række stormagasiner forhandler symaskiner, herunder Magasin og Anva. Der forekommer ligeledes tilfælde, hvor symaskiner sælges fra engrosforhandlere pr. postordre. Det er ikke muligt at danne sig et reelt billede af konkurrenceforholdene på symaskinemarkedet, så længe man kun koncentrerer sig om de Klassiske udbydere. Brancheglidningen og stagnerende omsætning indebærer, at samtlige udbydere igennem årene har fået stedse ringere muligheder for at udøve nogen form for indflydelse.
Klagerne har for 1985 udarbejdet en skønnet oversigt over engrosudbydere/importører af husholdningsmaskiner på det danske marked.
Hvis Bernina og Riccar betragtes samlet, fremgår det af oversigten, at markedet domineres af fem større udbydere med et udbud på 10 procent af markedet eller derover samt syv mindre udbydere. Af det samlede marked har klagerne alene 18 procent, opgjort i antal solgte enheder.
I 1986 var klagernes markedsandel 15,3 procent. Der er således sket et skred i markedsandelens udvikling i 1985/86.
Det er i øvrigt uberettiget, når Monopoltilsynet i den foreliggende sag forsøger at afgrænse det relevante marked således, at omsætningen af symaskiner i FDB's regie holdes udenfor, under hensyn til, at FDB's mærke (Major) ikke er frit tilgængeligt for den traditionelle forhandlerkreds inden for symaskinebranchen. Monopoltilsynet har i en tidligere sag udtalt, at den i § 2, stk. 1, nævnte indflydelse må referere til bestemte varer eller tjenesteydelser - og for den forbruger, varen tilbydes, er det i denne forbindelse uden betydning, hvorledes varen er distribueret.
Der er ikke altid i Monopoltilsynets praksis lagt tilstrækkelig vægt på betingelsen i monopollovens § 2, hvorefter det relevante marked skal være præget af en konkurrencebegrænsning. Der har imidlertid i den senere tid kunnet iagttages en udvikling, hvorefter Monopoltilsynet og Monopol-ankenævnet har lagt øget vægt på betingelsen i monopollovens § 2. I afgørelsen fra 1984 om registrering af emballageproducenten Raackmanns fabrikker fremhævede ankenævnet bl.a. monopollovens krav om, at det relevante marked skal være præget af konkurrencebegrænsning. Da markedet i betydelig grad var konkurrencebetonet og åbent for udenlandsk konkurrence, fandtes kravet om konkurrencebegrænsning ikke at være opfyldt.
I en afgørelse fra 1985, hvor Toms fabrikker var krævet anmeldt som dominerende for chokolade- og sukkervarer, fandt nævnet, at uanset hvordan markedet og dermed virksomhedens andel blev opgjort, måtte det lægges til grund, at der på markedet bestod en effektiv konkurrence.
Der er især for så vidt angår Raackmanns fabrikker betydelige ligheder i strukturen på markedet. Den eneste forskel er, at markedet for symaskiner er præget af øgede muligheder for indbyrdes konkurrence, da der her er tale om et større antal både mellemstore og større udbydere og ikke - som tilfældet var for Raackmanns fabrikker - to store udbydere og en række mindre.
Den større jævnbyrdighed på symaskinemarkedet mere end opvejer den af Monopoltilsynet påståede konkurrencebegrænsning, som skulle ligge i fastsættelsen af forhandlerantagelsesbetingelser og vejledende videresalgspriser.
Med hensyn til ophævelse af leveringspålægget anfører klagerne, at det grundlæggende synspunkt i monopollovens forarbejder, hvorefter tilsynets beføjelser til at udstede leveringspålæg med hjemmel i monopollovens § 12, stk. 3, skal administreres tilbageholdende, også må være afgørende i den foreliggende sag, således at udgangspunktet er klagernes frie ret til at nægte levering til Th. Malle A/S. Udgangspunktet kan kun fraviges, hvis det samtidigt kan påvises, at Th. Malle A/S har en væsentlig erhvervsmæssig interesse i at forhandle klagernes symaskiner, og at klagernes nægtelse af at levere til Th. Malle A/S er udtryk for en urimelig konkurrencebegrænsning.
Th. Malle A/S har ikke den fornødne erhvervsmæssige interesse i levering. Der er ikke tale om nogen special-forretning, men om en forretning med broget sortiment, hvori symaskiner kun tegner sig for en beskeden del.
Th. Malle A/S har endvidere rigelige substitutionsmuligheder, idet de øvrige vigtige mærker på symaskineområdet allerede føres. Også af denne grund har Th. Malle A/S ikke den fornødne erhvervsmæssige interesse i at forhandle klagernes produkter, jfr. en righoldig praksis fra Monopoltilsynet, hvor leveringsnægtelse er anerkendt, hvis substitution er mulig.
Det fremgår af såvel de gamle som de nye forhandlerantagelsesbetingelser, at klagerne har søgt at værne om selskabets renome som leverandører af kvalitetssymaskiner i det højere prislag. Det er anerkendt i såvel teori som praksis, at der af leverandører kan opstilles betingelser til såvel butiksindretning, sortimentssammensætning, uddannelse m.v., ligesom det er slået fast, at en leverandør kan have anerkendelsesværdig interesse i at nægte leverance, hvis levering til en forretning af den pågældende karakter kan skade produktets renome. Det er en sådan situation, som blandt andet foreligger i denne sag.
Klagerne har igennem nogle år skærpet kravene til nye forhandlere uden at lade dette få konsekvenser for de ældre. En væsentlig del af klagernes aftaler med forhandlere er af meget gammel dato. Når Monopoltilsynet derfor i referatet til monopolrådets møde den 19. juni 1985 har fundet eksempler på forretninger (6 i alt), hvor de dagældende forhandlerantagelsesbetingelser ikke syntes at være opfyldt, har dette en naturlig sammenhæng med, at der igennem årene er sket en ændring i forhandlerantagelsesbetingelserne, men at klagerne desuagtet har fundet det mest rimeligt at beholde de allerede eksisterende forhandlere, som ikke opfyldte disse betingelser.
Specielt for så vidt angår kravet om, at forhandleren skal fremtræde som specialforhandler af symaskiner bemærkes, at der efter klagernes opgørelse forekommer fravigelse i 11 tilfælde ud af de i alt 90 forhandlere, der for tiden leveres til. At man har samhandel med disse 11 forhandlere skyldes alene, at der er tale om gamle forhandlere, som man ikke har villet afbryde forbindelsen med.
Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand om fortsat registrering bl.a. anført, at der er tale om et statisk marked. Der er dog nok på det seneste - som hævdet af klagerne - sket en mindre brancheglidning, men de pågældende symaskinemærker er mærker, som ikke forekommer hos de traditionelle forhandlere. Det må antages at være mærker, som hidrører fra de pågældende forretningers egen import og indkøb gennem utraditionelle kanaler, og som ikke kvalitativt kan opfylde de samme krav, som de traditionelle symaskiner kan.
Det er derfor tilsynets opfattelse, at der alene er tale om såkaldte outsider mærker, som ikke er indarbejdet i forbrugernes bevidsthed, og at omsætningen heraf er ubetydelig. Dette utraditionelle marked synes ikke at have påvirket de traditionelle leverandørers forhandlerpolitik.
Det må derfor antages, at den traditionelle forhandlerstruktur er upåvirket af fremkomsten af de utraditionelle mærker, og at markedet således stadigt må karakteriseres som statisk. Tilsynet vil ikke bestride, at der kan være tale om en tendens, der senere vil kunne føre til ændringer, men som forholdet er nu, kan den ikke tillægges vægt.
Vedrørende afgrænsningen af det relevante marked har klagerne henvist til ankenævnskendelserne vedrørende henholdsvis Raackmanns Fabrikker A/S og Toms Fabrikker A/S (Kendelser og domme 1984, nr. 3, s. 238-252 og 1985 nr. 2, s. 55-66). Tilsynets standpunkt hertil er, at det næppe forekommer relevant at sammenligne nærværende sag med disse ankenævnskendelser, idet der i nærværende sag, foruden Husqvarna's markedsandel, også er tale om konkurrencebegrænsning, henholdsvis mangel på effektiv konkurrence.
En opretholdelse af registreringen indebærer, at det kommer til offentlighedens kendskab, at selskabet ud over de anmeldte forhandlerbetingelser praktiserer udvælgelsen af forhandlerne efter behov m.m. Det er monopollovens grundlæggende princip at skabe offentlighed omkring virksomheders konkurrencebegrænsende adfærd.
Såfremt det i 1985/86 indtrufne skred i udviklingen af klagernes markedsandel fortsætter, vil Monopoltilsynet være villigt til at tage spørgsmålet om klagernes fortsatte registrering op til overvejelse.
Med hensyn til leveringsnægtelsen over for Th. Malle A/S er det tilsynets opfattelse, at en væsentlig del af Th. Malle A/S's omsætning hidrører fra salg af symaskiner og reparation herpå. Th. Malle A/S må derfor antages at have den fornødne erhvervsmæssige interesse i levering.
Klagerne har påpeget, at Th. Malle A/S's forretning ikke kan betragtes som en specialforretning. Klagerne har imidlertid selv oplyst, at der blandt Husqvarnas ca. 90 forhandlere findes 11 forhandlere, som også fører andre varegrupper end symaskiner og stoffer.
Vilkåret om specialforretning er desuden ikke gengivet i beskrivelsen af selskabets generelle samhandelsvilkår. Th. Malle A/S's forretning må ifølge tilsynet karakteriseres som en forretning, hvor det er naturligt, at symaskiner indgår i sortimentet. Det kan i den sammenhæng fremhæves, at Th. Malle A/S er medlem af branchesammenslutningen Symaskineringen.
Th. Malle A/S's nuværende sortiment (Bernina/Riccar, Elna og Pfaff) kan næppe karakteriseres som et væsentligt udbud af branchens produkter. Det er normalt i branchen, at forhandlerne fører flere forskellige mærker, og tilsynet finder derfor, at Th. Malle A/S's substitutionsmuligheder må vurderes i lyset af, hvad der er normalt i branchen.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale
Klagerne har siden november 1982 været registreret i medfør af monopollovens § 6, stk. 2, for salg af symaskiner til husholdningsbrug. Klagerne har stadig en stærk position på dette område med godt indarbejdede produkter. Nævnet finder ikke, at der i de foreliggende oplysninger om udviklingen i markedsandel er tilstrækkeligt grundlag for på nuværende tidspunkt at ophæve registreringen. Det bemærkes herved, at Monopoltilsynet har oplyst, at det er villigt til at tage registreringen op til fornyet overvejelse, såfremt det indtrufne fald i markedsandel bliver vedvarende.
Som følge af det anførte kan den af klagerne fremsatte begæring om ophævelse af registreringen ikke tages til følge.
For så vidt angår leveringspålægget finder nævnet under hensyn til oplysningen om Th. Malles forretnings karakter og størrelsen og sammensætningen af dens omsætning af symaskiner, at forretningen har en væsentlig erhvervsmæssig interesse i levering af klagernes mærke, hvorefter tilsynets afgørelse må stadfæstes.
Herefter bestemmes
Monopoltilsynets afgørelser af 14. august 1985 og 7. februar 1986 stadfæstes.
Monopol-ankenævnet stadfæstede Monopoltilsynets pålæg til Husqvarna A/S om at optage levering af Husqvarna symaskiner til Th. Malle A/S.
Ved afgørelsen blev det bl.a. lagt til grund, at selv om Th. Malles forretning har et forskelligartet sortiment, indgår symaskiner naturligt i sortimentet. Desuden er det normalt i branchen, at forhandlerne fører flere forskellige mærker, og Th. Malles substitutionsmuligheder fandtes derfor at måtte vurderes i lyset af, hvad der er normalt i branchen.