Tidsfrist for efterfølgende berigtigelse
Statutory Text (3 Articles)
Tidsfrist for efterfølgende berigtigelse
TV-Avisen bragte den 15. januar 1986 et indslag om direktør Gunnar Obel og Obel Film ApS 1981, der blandt andet indeholdt følgende udsagn
1. Senest har biografejerne protesteret over, at de kun kunne leje den danske film »Den Kroniske Uskyld«, hvis de forpligtede sig til også at leje regulære pornofilm.
2. Producenten af film og filmudlejeren Gunnar Obel stillede så skrappe krav, at Biografejerforeningen og Filminstituttet har protesteret.
3. »Den Kroniske Uskyld« fik omkring 5 millioner kroner i offentlig støtte.
Ved skrivelse af 8. september 1986 klagede direktør Gunnar Obel og Obel Film ApS 1981 over indslaget.
Ved skrivelse af 2. oktober 1986 afviste TV-Aktualitetsafdelingen klagen.
Ved skrivelse af 3. februar 1987 påklagedes sagen til Generaldirektøren for Danmarks Radio.
Generaldirektøren afviste ved skrivelse af 2. april 1987 den del af klagen, der vedrørte filmudlejningen. Dette skete under henvisning til et brev af 26. februar 1987 fra Danmarks Biografteater Forening, ifølge hvilket foreningen modtog henvendelser fra flere biografer, der var blevet udsat for urimelige krav om - for at få premiere på »Den Kroniske Uskyld« - kørsel af en række andre film, hvoraf en stor del var af pornografisk karakter. Det oplystes videre i brevet af 26. februar 1987, at Danmarks Biografteater Forening havde indbragt sagen for Foreningen af Filmudlejere i Danmark, der havde udtalt sin misbilligelse af den anvendte fremgangsmåde, og Filminstituttets repræsentantskab, der var enige om at tage kraftigt afstand fra de anvendte metoder. Generaldirektøren beklagede, at indslaget oplyste, at der var blevet ydet 5 millioner kroner i tilskud til filmen »Den Kroniske Uskyld«, når der alene var blevet ydet et lån på 4 millioner kroner. Generaldirektøren afviste imidlertid at berigtige denne fejlagtige oplysning, bl.a. fordi Danmarks Radio først efter knapt 8 måneder blev gjort opmærksom på dette forhold.
Ved skrivelse af 24. april 1987 påklagedes sagen til Radiorådet.
Radiorådet tiltrådte i sit møde som programudvalg den 2. juni 1987 generaldirektørens svar af 2. april 1987.
Ved skrivelse af 1. juli 1987 påklagedes sagen til Radionævnet med anmodning om berigtigelse af de tre i TV-Avisen den 15. januar 1986 indeholdte ovenfor refererede udsagn.
Radionævnet skal udtale
Af de grunde, der er anført i generaldirektørens skrivelse af 2. april 1987, findes der ikke at være grundlag for at pålægge Danmarks Radio at berigtige de påklagede udsagn i TV-Avisen den 15. januar 1986.
Ingen
Direktør Gunnar Obel og Obel Film ApS anmodede om berigtigelse af tre udsagn i TV-Avisen den 15. januar 1986. Efter en vurdering af sagens bevisligheder, og da Danmarks Radio først knapt 8 måneder efter udsendelsen blev gjort opmærksom på en fejlagtig oplysning, blev anmodningen ikke imødekommet