Opholdskommunerefusion - anbringelse uden for hjemmet - fortsatte hjælpeforanstaltninger efter det 18. år - flytning til egen bolig - weekendpleje (* 1) (* 3)

Opholdskommunerefusion - anbringelse uden for hjemmet - fortsatte hjælpeforanstaltninger efter det 18. år - flytning til egen bolig - weekendpleje (* 1) (* 3)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

A kommune iværksatte i slutningen af 1982 hjælpeforanstaltninger i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, overfor en pige P, født 1967 i form af ophold på en efterskole. P rømmede fra efterskolen.

A kommune anbragte herefter i november 1982 P på et skolehjem beliggende i A kommune.

P's fader, der havde forældremyndigheden, flyttede til D kommune, der herefter overtog sagsbehandlingen.

A kommune meddelte refusionstilsagn til D kommune.

D kommune anbragte i juni 1984 P i formidlet døgnpleje i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, i B kommune.

P fortsatte, mens hun boede her, sin skolegang. Efter afslutning af 9. klasse og EFG-basisår kom P pr. 1. december 1985 i betalt praktik. P havde under uddannelsen fået udbetalt økonomisk hjælp fra D kommune, der modtog refusion fra A kommune.

P flyttede den 1. april 1986 på eget initiativ til en 1-værelses lejlighed i B kommune. Den økonomiske hjælp blev herefter standset, idet P's husleje blev anset for at være for høj.

De iværksatte hjælpeforanstaltninger fortsatte, idet P stadig var tilknyttet den tidligere plejefamilie, der fungerede som støtte for hende fast hveranden weekend. Plejefamilien fik udbetalt plejevederlag med 3 x almindeligt plejevederlag i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3.

P søgte i september 1986 om økonomisk hjælp under sin uddannelse, da hun ikke kunne klare sig for sin praktikløn på 3.466 kr. netto pr. måned. P's husleje udgjorde 3.300 kr. pr. måned. P oplyste, at hun fortsat benyttede weekendplejeordningen hos sin tidligere plejefamilie.

B kommune traf aftale med D kommune om, at D kommune fortsat tog sig af hjælpeforanstaltningerne i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, med refusion fra A kommune.

B kommune traf herefter beslutning om med virkning fra 1. oktober 1986 at yde supplerende hjælp til praktiklønnen i henhold til bistandslovens § 42.

B kommune anmodede herefter A kommune om refusion i henhold til bistandslovens § 11.

A kommune meddelte i november 1986, at det tidligere givne refusionstilsagn ophørte, da P fraflyttede plejefamilien og overgik til hjælp efter bistandslovens § 42.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt, at B kommune var berettiget til refusion i henhold til bistandslovens § 11 fra A kommune af økonomisk hjælp bevilget til P.

Amtsankenævnet lagde herved vægt på, at uanset P på eget initiativ fraflyttede plejefamilien og indflyttede i egen lejlighed, så fortsatte hjælpeforanstaltningerne i medfør af bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, i form af weekendpleje, hvortil A kommune tidligere havde bevilget støtte.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sagen blev anket af det sociale udvalg i A kommune, der henviste til, at kommunen først var blevet orienteret om P's flytning 6 måneder efter at den fandt sted, og således ikke havde haft mulighed for at vurdere handlingsplanen.

A kommune anførte videre, at pkt. 45 i Socialstyrelsens vejledning af 21. november 1984 om døgnforanstaltninger for børn og unge måtte forstås således, at der ikke samtidig kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, og § 42. Kommunen fandt derfor, at betalingsforpligtelsen efter bistandslovens § 11 var ophørt.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 11, § 33, stk. 1, nr. 3, og § 42.

Socialstyrelsens vejledning nr. 4 af 21. november 1984 om forvaltningen af bistandslovens bestemmelser om døgnforanstaltninger og privat familiepleje for børn og unge, pkt. 45 og 51.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder efter det oplyste om, at hjælpeforanstaltningerne i medfør af bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, i form af weekendpleje fortsatte også efter P's flytning i april 1986, at måtte lægge afgørende vægt på, at der har været tale om fortløbende hjælpeforanstaltninger overfor P i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, uanset at der blev ydet hjælp efter lovens § 42. Som anført i Socialstyrelsens vejledning af 21. november 1984, pkt. 51, kan hjælp efter de nævnte bestemmelser kombineres i en udslusningssituation og en efterfølgende periode.

Ankestyrelsen finder herefter, at A kommune fortsat er refusionspligtig for den hjælp, der ydes P i henhold til bistandsloven, og tiltræder således nævnets afgørelse.

A kommune iværksatte i slutningen af 1982 hjælpeforanstaltninger i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, overfor en pige P. A kommune meddelte senere refusionstilsagn til D kommune, hvortil P's fader var flyttet. D kommune anbragte i juni 1984 P i formidlet døgnpleje (plejefamilie) i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, i B kommune. P flyttede i april 1986 på eget initiativ til en lejlighed i B kommune. A kommune anså det tidligere givne refusionstilsagn for bortfaldet, da P fraflyttede plejefamilien.

Efter det oplyste om, at hjælpeforanstaltningerne i medfør af bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, i form af weekendpleje fortsatte også efter P's flytning i april 1986, fandt Ankestyrelsen at måtte lægge afgørende vægt på, at der havde været tale om fortløbende hjælpeforanstaltninger overfor P i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, uanset at der blev ydet hjælp efter lovens § 42.

Ankestyrelsen fandt herefter, at A kommune fortsat var refusionspligtig for den hjælp, der ydedes P i henhold til bistandsloven.