Kontanthjælp - udnyttelse af arbejdsmuligheder - konkret arbejdstilbud - tilbagebetaling (* 1) (* 4)
Statutory Text (2 Articles)
Kontanthjælp - udnyttelse af arbejdsmuligheder - konkret arbejdstilbud - tilbagebetaling (* 1) (* 4)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En gift mand M havde sammen med hustruen drevet selvstændig virksomhed. M fiskede fra en mindre båd og hustruen kørte rundt og solgte fisken.
Hustruen ophørte med at arbejde omkring marts 1982 på grund af sygdom. Hun modtager nu mellemste førtidspension.
M måtte på grund af dårlig økonomi ophøre med at fiske pr. 1. oktober 1982. Fiskebåden blev forgæves sat til salg og senere solgt på tvangsauktion.
Ægtefællerne modtog i en periode kontanthjælp, indtil M blev berettiget til arbejdsløshedsdagpenge. Der blev herefter udbetalt supplerende kontanthjælp.
M var medlem af en arbejdsløshedskasse for selvstændige.
M modtog arbejdsløshedsdagpenge gennem 2 1/2 år, hvorefter han var berettiget til at få et arbejdstilbud i medfør af lov om arbejdstilbud til ledige.
M var i juni 1986 til samtale på arbejdsformidlingen i forbindelse med arbejdstilbuddet. M angav overfor arbejdsformidlingen, at han kun ønskede et arbejdstilbud, såfremt han kunne forblive i sin hidtidige arbejdsløshedskasse eller overgå til en arbejdsløshedskasse for fiskere.
Arbejdsformidlingen kunne efter reglerne om løntilskud ved arbejdstilbud ikke afgive arbejdstilbud, så dette ønske kunne imødekommes, men M kunne ved henvendelse til arbejdsformidlingen få tilbudt et kvalificeret job til tarifmæssig løn i løbet af ca. 1 uge.
M's arbejdsløshedsdagpenge ophørte medio august 1986. Socialforvaltningen standsede samtidig udbetalingen af supplerende kontanthjælp.
Det sociale udvalg fastholdt i november 1986 afslaget på supplerende kontanthjælp med den begrundelse, at M var berettiget til et arbejdstilbud, som fortsat kunne skaffes, hvorved han derefter kunne blive selvforsørgende.
M oplyste på amtsankenævnets forespørgsel, at han anså sig for ubetinget erhvervsaktiv, men at han af sociale årsager - forstået som indtægtsmæssige årsager - ikke kunne påtage sig et hvilket som helst job.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet fandt, som sagen var oplyst, at måtte lægge til grund, at M ikke havde afslået et konkret arbejdstilbud, idet det alene fremgik, at der i løbet af ca. 1 uge ville kunne tilbydes ham et job. M sås således ikke at have afslået at modtage et arbejdstilbud, der stadig stod ved magt, hvilket er en forudsætning for at kunne bringe kontanthjælp til ophør i medfør af bistandslovens § 38, stk. 1, jf. § 37.
Nævnet udtalte endvidere, at bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, ville kunne bringes i anvendelse, såfremt der måtte ydes M hjælp på grund af uforsvarlig økonomi, fordi han nægtede at påtage sig et anvist arbejde eller ubegrundet opgav et arbejde.
Nævnet bemærkede endelig, at nævnet ikke fandt det foreneligt med bestemmelsen i bistandslovens § 38, at M af indtægtsmæssige årsager afslog et jobtilbud til overenskomstmæssig løn eller i øvrigt stillede krav om jobtilbud inden for en bestemt branche og medlemskab af en bestemt fagforening/arbejdsløshedskasse.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Sagen blev anket af M og af det sociale udvalg.
Det sociale udvalg fandt - på baggrund af M's oplysninger om, at han udelukkende ønskede at arbejde som fisker - ikke, at M udnyttede sine arbejdsmuligheder tilstrækkeligt, jf. bistandslovens § 38.
Under disse særlige forhold fandt udvalget, at det ikke var en nødvendig forudsætning for at kontanthjælp kunne bringes til ophør, at M havde afvist et konkret arbejdstilbud.
LOVGRUNDLAG
Bistandslovens § 26, § 38 (efter 1. juli 1987 bistandslovens § 40).
Socialministeriets cirkulære af 16. december 1986 om kontanthjælp efter bistandsloven, pkt. 7.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen finder, at M ikke har afslået et konkret arbejdstilbud, og at det ikke på anden måde er dokumenteret, at M ikke har udnyttet sine arbejdsmuligheder i tilstrækkelig grad. M kan derfor ikke nægtes kontanthjælp efter bistandsloven under henvisning til bestemmelsen i bistandslovens § 38 om, at han ikke i tilstrækkelig grad har udnyttet sine arbejdsmuligheder, ligesom tilbagebetalingsreglerne i bistandslovens § 26 ikke kan bringes i anvendelse.
Ankestyrelsen har lagt vægt på, at der skal foreligge et arbejdstilbud som betingelse for, at der kan tages stilling til, om der er afslået et arbejdstilbud, som pågældende efter en konkret vurdering ikke har nogen rimelig grund til at afvise.
Ankestyrelsen finder, at M ikke på forhånd er berettiget til at angive sådanne rammer for et arbejdstilbud, at det ikke er muligt at fremkomme med et konkret tilbud.
Ankestyrelsen stadfæster således amtsankenævnets afgørelse.
En gift mand M, der hidtil havde arbejdet som selvstændig fisker, modtog arbejdsløshedsdagpenge gennem 2 1/2 år, hvorefter han blev berettiget til et arbejdstilbud. M angav overfor arbejdsformidlingen, at han alene ønskede arbejde, så han kunne forblive i arbejdsløshedskasse (for selvstændige) eller som fisker.
Arbejdsformidlingen kunne som følge heraf ikke afgive arbejdstilbud.
Ankestyrelsen fandt, at M ikke havde afslået et konkret arbejdstilbud, og at det ikke på anden måde var dokumenteret, at han ikke havde udnyttet sine arbejdsmuligheder i tilstrækkelig grad. M kunne derfor ikke nægtes kontanthjælp efter bistandslovens § 38, ligesom tilbagebetalingsreglerne i bistandslovens § 26 ikke kunne bringes i anvendelse.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at der skulle foreligge et arbejdstilbud som betingelse for, at der kunne tages stilling til, om der var afslået et arbejdstilbud, som pågældende efter en konkret vurdering ikke havde nogen rimelig grund til at afvise.
Ankestyrelsen fandt, at M ikke på forhånd var berettiget til at angive sådanne rammer for et arbejdstilbud, at det ikke var muligt at fremkomme med et konkret tilbud.