Arbejdsskadeforsikring - men - tab af erhvervsevne - lægebehandling i Danmark - betaling af rejseudgifter (* 1)

§ 28 og § 29, stk. 1.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at erhvervsevnetabet i denne sag er 30%,

hvorfor der ikke er grundlag for at genoptage spørgsmålet om

erhvervsevnetabet til fornyet vurdering.

Ankestyrelsen finder endvidere, at mengraden må fastsættes til 25%,

hvorfor der ikke for tiden er anledning til at foretage nogen

ændring af mengraden.

Ankestyrelsen tiltræder således Sikringsstyrelsens afgørelse af 24.

november 1986.

I henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 25, stk. 1, skal

forsikringsselskabet - når Sikringsstyrelsen under sagens

behandling skønner, at sygebehandling eller optræning er nødvendig

for at opnå bedst mulig helbredelse - betale udgifterne herved i

det omfang, disse ikke kan afholdes efter lov om offentlig

sygesikring eller som led i behandlingen på offentligt sygehus. I

henhold til § 25, stk. 3, gælder bestemmelsen i § 25, stk. 1, også

ved genoptagelse af sagen med henblik på en ændret vurdering af

erhvervsevnetabet og det varige men. Det er således kun, når sagen

er under behandling i Sikringsstyrelsen, at bestemmelsen i § 25,

stk. 1 og 3, samt bestemmelsen i § 21, stk. 2, om afholdelse af

rejseudgifter kommer til anvendelse.

På tidspunktet for operationen i november 1983 var sagen ikke under

behandling i Sikringsstyrelsen, og der var ej heller fastsat

revisionsfrist med henblik på optagelse til ny behandling.

Ankestyrelsen har ikke fundet, at Sikringsstyrelsen burde have

noteret sagen til revision.

Ankestyrelsen finder herefter, at arbejdsskadeforsikringslovens § 25,

stk. 1, jf. stk. 3, ikke kan bringes i anvendelse, hvorfor M ikke

er berettiget til refusion af udgifter ved hans rejse mellem Costa

Rica og Danmark i 1983.

Ankestyrelsen finder endvidere, at M efter omstændighederne er

berettiget til refusion af rejseudgifter til og fra Danmark i 1984

- 1985, ialt 2.286,80 .

Ankestyrelsen har herved lagt til grund, at der var grundlag for

Sikringsstyrelsen til at genoptage - henholdsvis ikke afslutte -

M's sager om menerstatning og erstatning for erhvervsevnetab ved

M's fornyede henvendelse i oktober 1984, ligesom der var grundlag

for at foranledige M undersøgt og behandlet nærmest muligt hans

hjem. Ankestyrelsen har skønnet, at udgifterne herved, det vil

sige til transport og behandling, ville have oversteget udgifterne

ved hjemtransport til Danmark.

Ankestyrelsen ophæver på denne baggrund sin tidligere afgørelse af 3.

juni 1986, hvor Ankestyrelsen stadfæstede Sikringsstyrelsens

afslag om genoptagelse af sagen.

Samtidig ændrer Ankestyrelsen Sikringsstyrelsens afgørelse af 6. juli

1987, for så vidt angår afslag på betaling af rejseudgifter til og

fra Danmark i 1984 - 1985, mens afgørelsen, for så vidt angår

spørgsmål om afslag på betaling af rejseudgifter i 1983,

stadfæstes.

Arbejdsskadeforsikring - men - tab af erhvervsevne - lægebehandling i Danmark - betaling af rejseudgifter (* 1)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En dansk matros M kom den 6. marts 1981 om bord på et skib til skade

med højre ben. Skibet anløb nødhavn i Florida, hvor M blev

opereret på et lokalt hospital.

Sikringsstyrelsen fastsatte den 9. august 1982 mengraden til 20% og

tab af erhvervsevne til 20%.

M, der er bosat i Costa Rica, tog i 1983 til Danmark, hvor han i

november 1983 fik fjernet det indsatte osteosyntesemateriale.

M anmodede i december 1983 Sikringsstyrelsen om genoptagelse af

sagen.

Af lægelige oplysninger fra Costa Rica fremgik, at det ville være

nødvendigt at gennemføre endnu en operation, men at denne ikke

ville kunne udføres på Costa Rica på grund af manglende

faciliteter.

Sikringsstyrelsen forhøjede den 27. september 1984 mengraden til 25%

og den 15. november 1984 tab af erhvervsevne til 30%.

M rejste i oktober 1984 overfor Sikringsstyrelsen spørgsmål om

muligheden for at få dækket sine udgifter ved eventuel rejse til

og fra Danmark i forbindelse med indlæggelse på hospital.

Sikringsstyrelsen meddelte ved brev af 15. november 1984, at der ikke

i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven var hjemmel til at

pålægge forsikringsselskabet at afholde udgifter til hjemrejse,

omskoling eller lægebehandling i Danmark.

M tog i slutningen af 1984 påny til Danmark for at få undersøgt sit

knæ. Der blev truffet beslutning om indsættelse af en knæprotese,

og M blev optaget på hospitalets venteliste.

Sikringsstyrelsen afslog den 15. februar og 22. maj 1985 at

genoptage sagen, da behandling af sagen vedrørende varigt men

måtte afvente den planlagte operation.

M fik den 25. juni 1985 indsat knæprotesen.

Sikringsstyrelsen afslog den 9. september 1985 at genoptage sagen med

henvisning til, at M's tilstand ikke var stationær efter

operationen, hvorfor sagen først ville blive genoptaget i

september 1986, hvor en tidligere fastsat revision af mengraden

ville finde sted.

Sikringsstyrelsen fandt fortsat ikke grundlag for at genoptage

spørgsmålet om tab af erhvervsevne.

Ankestyrelsen tiltrådte den 3. juni 1986 Sikringsstyrelsens

afgørelse.

Sikringsstyrelsen genoptog i september 1986 sagen og indhentede

supplerende lægelige oplysninger fra Costa Rica.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Sikringsstyrelsen traf den 24. november 1986 afgørelse om, at der ved

den nu foretagne revision af sagen ikke fandtes grundlag for en

ændring af mengraden, ligesom der heller ikke fandtes grundlag for

at genoptage erhvervsevnetabsspørgsmålet til fornyet vurdering.

Sikringsstyrelsen fandt endvidere, at den endelige mengrad ikke kunne

fastsættes på daværende tidspunkt, hvorfor Sikringsstyrelsen

samtidig traf afgørelse om, at sagen indtil videre og senest den

8. august 1997 ville kunne optages til fornyet afgørelse af

erstatningsspørgsmålet, jf. lovens § 29, stk. 1.

Sikringsstyrelsen traf den 6. juli 1987 afgørelse om, at der ikke

efter arbejdsskadeforsikringslovens § 21, stk. 2, var hjemmel til

at pålægge forsikringsselskabet at betale rejseudgifter i

forbindelse med operationer i Danmark, henholdsvis november 1983

og juni 1985.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sagen blev anket af M, der henviste til, at han var uden nogen

erhvervsevne.

M anførte endvidere, at Sikringsstyrelsen efter lovens § 25 havde

undladt at skønne over nødvendigheden af at iværksætte

sygebehandling, og at Sikringsstyrelsen efter lovens § 21, stk. 2,

var forpligtet til at afholde hans rejseudgifter mellem Costa Rica

og Danmark.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Sikringsstyrelsen anførte ved oversendelsen af sagen, at det efter

Sikringsstyrelsens opfattelse kun i begrænset omfang kan pålægges

et forsikringsselskab at afholde udgifter ved, at en skadelidt ved

flytning vanskeliggør eller umuliggør en gennemførelse af

lægebehandlingen.

Sikringsstyrelsen oplyste videre, at styrelsen havde underrettet M

om, at han - hvis han i bopælslandet havde haft udgifter til

behandling og nødvendig befordring i forbindelse hermed - i alle

tilfælde i et vist omfang ville kunne få sådanne udgifter

godtgjort efter loven, og at M var anmodet om at fremkomme med

dokumentation for afholdelse af eventuelle udgifter.

Der forelå faktura af november 1983 lydende på 1.304 og faktura af

december 1984 lydende på 2.286,80 vedrørende rejseudgifter til

og fra Danmark.

LOVGRUNDLAG

Arbejdsskadeforsikringslovens § 21, stk. 2, § 25, stk. 1 og 3, § 27,

I en sag om fastsættelse af erstatning vedrørende en arbejdsskade, der den 6. marts 1981 overgik en dansk matros M, bosiddende i Costa Rica, fandt Ankestyrelsen, at tab af erhvervsevne udgjorde 30%, hvorfor der ikke var grundlag for at genoptage spørgsmålet om erhvervsevnetab til fornyet vurdering. Ankestyrelsen fandt heller ikke for tiden anledning til at foretage nogen ændring af mengraden, der tidligere var blev fastsat til 25%.

Sagen vedrørte også spørgsmålet om udgifter ved sygebehandling og rejseudgifter mellem Costa Rica og Danmark.

Da M's sag på tidspunktet for en i november 1983 foretaget operation ikke var under behandling i Sikringsstyrelsen, og der ej heller var fastsat en revisionsfrist med henblik på genoptagelse, fandtes arbejdsskadeforsikringslovens § 25, stk. 1, ikke at kunne bringes i anvendelse, hvorfor M ikke var berettiget til refusion af de i 1983 afholdte rejseudgifter.

Ankestyrelsen fandt derimod, at der var tilstrækkeligt grundlag for at anse M berettiget til et beløb svarende til de i 1984 - 1985 afholdte rejseudgifter, ialt 2.286,80 .