Legislator Case Law & Legislation
W19871931325 DK

Pension - afkald på pension - bevarelse af hustrutillæg - tilbagebetaling - pensionslovgivningens regler (* 1) (* 2)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1987 19313 Historic

Pension - afkald på pension - bevarelse af hustrutillæg - tilbagebetaling - pensionslovgivningens regler (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift folkepensionist M fik indtil 1. januar 1984 udbetalt folkepension og fuldt hustrutillæg. Ægtefællen H modtog efterløn.

I forbindelse med ændring af pensionslovgivningen pr. 1. januar 1984 orienterede kommunen M om, at der fra 1. januar 1984 ville blive udbetalt førtidspension til H i stedet for fuldt hustrutillæg til M. Det fremgik ikke af kommunens skrivelse, at der kunne være tale om andre muligheder.

I efteråret 1984 blev det konstateret, at H modtog førtidspension og efterløn samtidig, hvilket er i strid med reglerne for udbetaling af efterløn.

H indgik herefter en aftale med kommunen, hvorefter hun gav afkald på førtidspension med virkning fra 1. januar 1984, således at M i stedet overgik til at modtage hustrutillæg. Erklæringen blev underskrevet den 19. november 1984.

I forbindelse med at H fra 1. marts 1985 selv overgik til folkepension, krævede kommunen den forkert udbetalte pension for perioden 1. januar 1984 - 28. februar 1985 tilbagebetalt. Kravet udgjorde 17.787 kr.

Kommunen erkendte overfor en repræsentant for H, at kommunen var vidende om, at H modtog efterløn, og at H således havde opfyldt sin oplysningspligt.

Kommunen anførte videre, at H pr. 1. januar 1984 burde have været stillet overfor valget mellem at bevare hustrutillægget eller at overgå til førtidspension. Fejlen var opstået, fordi ændringen var gennemført via EDB, og kommunen ikke havde haft kapacitet til manuelt at sortere undtagelserne fra. Der var således tale om en administrativ fejl.

H's repræsentant gjorde ved brev af 31. juli 1985 over for det sociale udvalg gældende, at da H var i fuldstændig god tro, var der ikke grundlag for at kræve det for meget udbetalte beløb tilbagebetalt.

Kommunen tilbageholdt i august og september 1985 ialt 4.790 kr. i M's folkepension og anmodede den 2. september 1985 H om at foranledige restbeløbet, 13.007 kr. indbetalt inden den 31. december 1985. Kommunen oplyste senere, at tilbageholdelsen i M's pension skete efter aftale.

H's repræsentant klagede herefter til amtsankenævnet over tilbagebetalingskravet.

Kommunen anførte overfor amtsankenævnet, at H efter at have modtaget råd og vejledning omkring problematikken pension/efterløn, ønskede at give afkald på pensionen fra 1. januar 1984, hvorved hun undgik en tilbagebetalingssag vedrørende efterlønnen.

Kommunen anførte videre, at H i sommeren 1985 pludselig nægtede at tilbagebetale det for meget udbetalte pensionsbeløb på trods af aftale med den daværende sagsbehandler.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet afviste at behandle den indgivne klage vedrørende tilbagebetaling af pension, idet der ikke sås at være truffet nogen afgørelse herom i henhold til pensionslovgivningen, jf.lov om social pension § 50.

Nævnet bemærkede i sin afgørelse, at H, ifølge forvaltningen, som efterlønsmodtager i princippet ikke havde været afskåret fra pension.

Nævnet begrundede sin afgørelse med, at da forvaltningen ikke havde krævet pensionen tilbagebetalt i henhold til pensionslovgivningen, kunne pensionen heller ikke inddrives i henhold til disse bestemmelser.

Hvorvidt forvaltningen kunne henholde sig til den indgåede aftale om afkald på førtidspension, måtte afgøres efter de almindelige aftaleretlige regler og en eventuel uenighed herom var et domstolsanliggende, der ikke kunne behandles af amtsankenævnet.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sagen blev anket af H, der bl.a. anførte, at hun efter at have underskrevet erklæringen den 19. november 1984 ikke hørte mere fra kommunen, før hun skulle overgå til folkepension den 1. marts 1985. På dette tidspunkt fremkom kommunen pludselig med tilbagebetalingskravet på 17.787 kr.

LOVGRUNDLAG

Lov om social pension, § 41, § 42, § 50 og § 65.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at kommunen ved lovændringen den 1. januar 1984 burde have givet H valget mellem at modtage førtidspension eller fortsat modtage hustrutillæg til M's folkepension.

Ankestyrelsen finder derfor, at H bør stilles, som om hendes mand fra 1. januar 1984 har modtaget hustrutillæg.

Ankestyrelsen finder endvidere, at det pensionsbeløb, H har modtaget i tiden 1. januar 1984 - 28. februar 1985, alene kan kræves tilbagebetalt i henhold til lov om social pension § 42, jf. § 41.

Da H ikke har tilsidesat sin oplysningspligt, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget pension kan det for meget udbetalte beløb ikke kræves tilbagebetalt, jf. ovennævnte bestemmelser.

Ankestyrelsen finder endelig, at kommunen bør tilbagebetale det beløb, kommunen herefter uberettiget har tilbageholdt i M's folkepension.

Endelig adm. afgørelse 1987 19313 Historic

En gift folkepensionist M, hvis ægtefælle H modtog efterløn, fik udbetalt folkepension og fuldt hustrutillæg. På grund af en administrativ fejl fik H ved ændring af pensionslovgivningen pr. 1.

januar 1984 ikke valget mellem at bevare hustrutillægget eller overgå til førtidspension, men blev overført til førtidspension. Da fejlen blev opdaget, gav H afkald på førtidspension, således at M i stedet overgik til at modtage hustrutillæg. Kommunen krævede den for meget udbetalte pension på 17.787 kr. tilbagebetalt.

Ankestyrelsen fandt, at H burde stilles, som om hendes mand fra 1.

januar 1984 havde modtaget hustrutillæg. Ankestyrelsen fandt endvidere, at det modtagne pensionsbeløb alene kunne kræves tilbagebetalt i henhold til lov om social pension § 42, jf. § 41. Da H ikke havde tilsidesat sin oplysningspligt, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget havde modtaget pension, kunne det for meget udbetalte beløb ikke kræves tilbagebetalt. Kommunen fandtes at burde tilbagebetale det beløb, der uberettiget var tilbageholdt i M's folkepension.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →