Legislator Case Law & Legislation
W19871929825 DK

Kontanthjælp - udmåling - fradrag for indtægter - særligt børnetilskud - førtidsbeløb (* 1) (* 3)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1987 19298 Historic

Kontanthjælp - udmåling - fradrag for indtægter - særligt børnetilskud - førtidsbeløb (* 1) (* 3)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift mand M med to børn modtog kontanthjælp udmålt efter bistandslovens § 43. Hustruen fik udbetalt forhøjet almindelig førtidspension, hvori indgik et førtidsbeløb. Der blev endvidere udbetalt særligt børnetilskud.

I maj 1986 meddelte socialforvaltningen, at den hidtil udmålte hjælp på 3.802 kr. ville blive nedsat til 1.921 kr. Nedsættelsen skete over en 3 måneders periode.

Socialforvaltningen begrundede nedsættelsen med, at det særlige børnetilskud og førtidsbeløbet på grund af en fejl ikke havde været medregnet som indtægt.

Socialforvaltningen henviste endvidere til Socialministeriets vejledende udtalelse af 9. maj 1985.

Socialministeriet anførte bl.a. i sin udtalelse:»... førtidsbeløbet skal kompensere et større forsørgelsesbehov for yngre pensionister. Under hensyn hertil er det Socialministeriets opfattelse, at førtidsbeløbet skal indgå i beregningen som en indtægt.«

M klagede til amtsankenævnet.

Amtsankenævnet indhentede under sagens behandling en supplerende udtalelse fra Socialministeriet.

Socialministeriet henviste i sin vejledende udtalelse af 25. februar 1987 til sin tidligere udtalelse af 9. maj 1985 og tilføjede:»... at der som udgangspunkt skal ske fradrag af enhver form for indtægt i forbindelse med beregning af kontanthjælp efter bistandsloven. Man skal i denne forbindelse henvise til bistandslovens § 38 som udformet ved lov nr. 938 af 23. december 1986. Kun i det omfang, der er gjort undtagelse fra hovedreglen i § 38, stk. 1, er der adgang til at bortse fra en indtægt. Dette er således tilfældet for invaliditetsydelsen og invaliditetsbeløbet, jfr. § 38, stk. 3, men derimod ikke for førtidsbeløbet.«

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet godkendte, at særligt børnetilskud blev fratrukket som indtægt ved beregningen af kontanthjælp efter bistandslovens § 43.

Nævnet fandt derimod, at der helt eller delvis burde bortses fra førtidsbeløbet ved beregningen af kontanthjælp efter bistandslovens § 43.

Nævnet lagde herved vægt på, at førtidsbeløbet erstatter det halve invaliditetsbeløb, der tidligere indgik i laveste indvalidepension og ifølge forarbejderne til lov om social pension i et vist omfang ydes ud fra samme hensyn som invaliditetsbeløbet.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at førtidsbeløbet skal kompensere et større forsørgelsesbehov for yngre pensionister.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Det sociale udvalg klagede over afgørelsen vedrørende førtidsbeløbet.

Udvalget henviste til Socialministeriets udtalelse af 9. maj 1985.

M henviste til, at familien ikke kunne klare sig for den udmålte hjælp.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 37, stk. 4 § 43 og § 38, som ændret ved lov nr. 938 af 23. december 1986 om ændring af bistandsloven.

I forarbejderne til § 38 er anført, at reglen om, at der kan bortses fra invaliditetsydelsen og invaliditetsbeløbet som en indtægt, der skal fratrækkes i den samlede beregnede kontanthjælp, svarer til hidtidig praksis.

Pkt. 15 i Socialministeriets cirkulære af 20. december 1982 om kontanthjælp efter bistandsloven, der er afløst af cirkulære af 16. december 1986.

Lov om social pension, § 32 og § 14, stk. 4.

I forarbejderne til § 32 er anført, at førtidsbeløbet foreslås fritaget for nedsættelse i forbindelse med tilkendelse af erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven m.v., da førtidsbeløbet i et vist omfang ydes ud fra samme hensyn som invaliditetsbeløbet.

Invaliditetsbeløbet ydes dels som kompensation for udgifter ved invaliditeten og dels som kompensation for manglende indtægt ved erhvervsarbejde.

I bemærkningerne til lovforslagets § 14, stk. 4 er anført, at da førtidsbeløbet ydes uden hensyn til indtægter og er skattefrit, vil der ikke opstå samspilsproblemer ved stigninger i pensionisternes indtægter.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen stadfæster amtsankenævnets afgørelse for så vidt angår det særlige børnetilskud.

Ankestyrelsen finder ikke, at der i den sociale lovgivning, i forarbejderne hertil eller i praksis er grundlag for at sidestille førtidsbeløbet med invaliditetsbeløbet eller i øvrigt at bortse fra førtidsbeløbet som en indtægt, der skal fratrækkes i den samlede beregnede kontanthjælp.

Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse for så vidt angår førtidsbeløbet.

Ankestyrelsens afgørelse medfører ikke pligt til at tilbagebetale kontanthjælp, der er ydet i medfør af amtsankenævnets afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1987 19298 Historic

En gift mand med 2 børn modtog kontanthjælp udmålt efter bistandslovens § 43. Hustruen modtog forhøjet almindelig førtidspension, hvori indgik et førtidsbeløb, samt særligt børnetilskud. Ankestyrelsen fandt, at såvel det særlige børnetilskud som førtidsbeløbet måtte anses som indtægt, der skulle fratrækkes i den samlede beregnede kontanthjælp.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →