Legislator Case Law & Legislation
W19871929225 DK

Kontanthjælp - tildeling - ændring af forhold - beskæftigelse i ægtefælles virksomhed - sæsonarbejde - ægtefællers forsørgelsespligt (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1987 19292 Historic

Kontanthjælp - tildeling - ændring af forhold - beskæftigelse i ægtefælles virksomhed - sæsonarbejde - ægtefællers forsørgelsespligt (* 1)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

M ophørte med selvstændig virksomhed og søgte dagpenge fra sin arbejdsløshedskasse med virkning fra 1. marts 1986. Inden han modtog meddelelse fra arbejdsløshedskassen om ret til arbejdsløshedsdagpenge begyndte han den 19. marts 1986 at arbejde i sin ægtefælles virksomhed. Det var et cafeteria i nærheden af en campingplads. M havde fået tilbudt arbejde i en by ca. 60 km. væk, men havde fundet, at det var for dyrt at køre frem og tilbage. Ægtefællens cafeteria lukkede på grund af sæsonens ophør den 31. august 1986. Efter dette tidspunkt var cafeteriet kun åben i weekends og for mindre selskaber. Efter sæsonlukningen søgte M på ny dagpenge fra arbejdsløshedskassen, men fik afslag.

Efter afslaget på arbejdsløshedsdagpenge søgte M i november 1986 socialforvaltningen om kontanthjælp. Forvaltningen afslog at yde kontanthjælp med henvisning til, at M måtte betragtes som medhjælpende ægtefælle og til, at ægtefæller har gensidig forsørgelsespligt. Forvaltningen tilføjede, at der kunne ydes hjælp efter bistandsloven, såfremt M's ægtefælle afhændede den selvstændige virksomhed.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet stadfæstede afgørelsen fra socialforvaltningen. Amtsankenævnet fandt, at M ikke havde været udsat for en sådan ændring af sine forhold, som omtalt i bistandslovens § 37, stk. 1. Nævnet fandt således, at en sådan ændring i M's forhold ikke kunne anses at være indtrådt ved, at M pr. 31. august 1986 ikke længere arbejdede i ægtefællens selvstændige virksomhed i forbindelse med virksomhedens sæsonbetingede indskrænkede aktivitet. Nævnet bemærkede, at udgangspunktet for vurderingen af M's situation i relation til bistandsloven måtte være, at M var medhjælpende ægtefælle i ægtefællens selvstændige virksomhed, idet dette var M's seneste beskæftigelse.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

M anførte, at han vel ikke kunne betragtes som medhjælpende ægtefælle i en forretning, som han var ophørt med at arbejde i. Forretningen ville være lukket indtil 31. marts 1987.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 6, stk. 1, § 37, stk. 1, og § 38, stk. 1, nr. 1.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at der har foreligget svigtende arbejdsmulighed, jf. bistandslovens § 37, stk. 1, såfremt det kan anses for dokumenteret, at M er ophørt med at arbejde i sin ægtefælles virksomhed i forbindelse med sæsonlukningen pr. 31. august 1986. Ved vurderingen af om betingelserne for tildeling af kontanthjælp i øvrigt er opfyldt, skal der tillige foretages en vurdering af, om beskæftigelsen ved sæsonvirksomheden har medført en indtægt, der ikke kun skal anvendes til at dække M's udgifter i denne periode. Endvidere er det en betingelse for tildeling af kontanthjælp efter bistandsloven, at såvel den, der søger hjælpen som ægtefællen, i tilstrækkelig grad har udnyttet sine arbejdsmuligheder, idet ægtefæller har pligt til at forsørge hinanden, jf. lovens § 38, stk. 1, nr. 1, og § 6, stk. 1.

Da der ikke i sagen foreligger tilstrækkelige oplysninger til bedømmelse af, om de ovennævnte betingelser er opfyldt, hjemviser Ankestyrelsen sagen til det sociale udvalg til fornyet behandling og afgørelse efter de nævnte regler.

Endelig adm. afgørelse 1987 19292 Historic

Der forelå for M svigtende arbejdsmulighed, såfremt det kunne anses for dokumenteret, at M var ophørt med at arbejde i ægtefællens cafeteria i forbindelse med sæsonlukning. Ved vurderingen af retten til kontanthjælp skulle der tillige foretages en vurdering af, om beskæftigelsen ved sæsonvirksomheden havde medført en indtægt, der ikke kun skulle anvendes til at dække M's udgifter i denne periode.

Endvidere henvistes til betingelserne i bistandslovens § 38, stk. 1, nr. 1 og § 6, stk. 1, om ægtefællers pligt til at udnytte deres arbejdsmuligheder og til at forsørge hinanden.

Sagen blev hjemvist til det sociale udvalg til fornyet behandling og afgørelse efter de nævnte regler.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →