Dagpenge - supplerende dagpenge - beregning - deltidsbeskæftiget seminarielærer med skiftende arbejdstid - supplerende arbejdsløshedsdagpenge (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Dagpenge - supplerende dagpenge - beregning - deltidsbeskæftiget seminarielærer med skiftende arbejdstid - supplerende arbejdsløshedsdagpenge (* 1) (* 2)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
L var ansat som seminarielærer på deltid og havde et variererende antal arbejdstimer fra uge til uge. Hun modtog en fast månedsløn. Desuden modtog hun supplerende arbejdsløshedsdagpenge for uger, hvor arbejdstiden som lærer ikke oversteg 30 timer ugentligt.
L fik udbetalt sygedagpenge i perioden 30. oktober - 29. december 1985. Derimod fik hun af social- og sundhedsforvaltningen afslag på sygedagpenge for perioden 3. februar - 11. februar 1986.
I klagen til amtsankenævnet anførte L - under henvisning til afgørelsen fra social- og sundhedsforvaltningen - at for hende at se, ville det være ligegyldigt, hvornår hun blev syg. Uanset om hun var i arbejde eller ej, ville hun ikke kunne få dagpenge, der svarede til en maksimal understøttelse. Blev hun syg, mens hun var i arbejde kunne hun ikke få sygedagpenge, altså var timetallet den afgørende faktor. Og blev hun syg, når hun ikke var i arbejde, kunne hun ikke få et beløb svarende til den understøttelse, hun ville have modtaget, fordi hun nu blev vurderet ud fra et andet princip, nemlig ikke hendes arbejdstimer, men hendes lønindtægt.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet stadfæstede social- og sundhedsforvaltningens afgørelse. Nævnet bemærkede, at beregningen for begge perioder havde udgangspunkt i Sikringsstyrelsens vejledning af 5. maj 1981, jfr. dagpengelovens § 1, stk. 1.
Nævnet udtalte med henvisning til de vejledende regler, at L ikke ville være berettiget til dagpenge fra det offentlige, hvis hun ikke i 4 kalenderuger før sygdommens indtræden havde modtaget supplerende arbejdsløshedsdagpenge. Efter amtsankenævnets opfattelse var der ikke i henhold til dagpengeloven tale om forskellige beregningsprincipper i de 2 sygeperioder, men derimod et udslag af L's aflønningsform kombineret med mulighederne for at modtage supplerende arbejdsløshedsdagpenge.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
L's fagforening anførte bl.a. i klageskrivelsen, at de af foreningens medlemmer, der modtager supplerende arbejdsløshedsdagpenge fra en arbejdsløshedskasse og har varierende beskæftigelse fra uge til uge, får dagpenge udbetalt i forhold til antallet af ledige timer, opgjort uge for uge, hvilket efter foreningens opfattelse var i overensstemmelse med almindelig arbejdsløshedskassepraksis. Der var således ikke tale om, at L havde lavet en speciel aftale med sin arbejdsløshedskasse.
LOVGRUNDLAG.
Dagpengelovens § 1, stk. 1, § 16, stk. 1, nr. 3, § 23, nr. 4, § 24, stk. 3, § 24, stk. 9, (nu § 24, stk. 6).
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 689 af 20. december 1982 (nu bekendtgørelse af 30. december 1986) om dagpengegivende indtægt, § 3, stk. 2.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen finder, at beregningen af dagpenge i begge sygeperioder bør foretages efter reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 689 af 20. december 1982, § 3, stk. 2, således at de supplerende sygedagpenge fastsættes på grundlag af de supplerende arbejdsløshedsdagpenge, som L ellers ville have fået udbetalt i de pågældende perioder. Ankestyrelsen har herved lagt til grund, at det i de konkrete sygeperioder har været muligt fra arbejdsløshedskassen at få oplysning om, hvor meget L ville have været berettiget til at modtage i supplerende arbejdsløshedsdagpenge.
De supplerende sygedagpenge fra kommune kan dog ikke udgøre mere end forskellen mellem sygelønnen fra arbejdsgiveren og dagpengenes højeste beløb, jf. dagpengelovens § 24, stk. 9 (nu § 24, stk. 6.).
Med denne begrundelse tiltræder Ankestyrelsen ankenævnets afgørelse, hvorefter de supplerende sygedagpenge i perioden oktober-december 1985 ikke kan overstige 544 kr. pr. uge, hvilket beløb sammen med den udbetalte løn fra arbejdsgiver svarer til dagpengenes højeste beløb.
For så vidt angår sygeperioden i februar 1986 tiltræder Ankestyrelsen med samme begrundelse, at L ikke er berettiget til supplerende sygedagpenge, idet L efter det for Ankestyrelsen oplyste, ikke ses at ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge i den nævnte periode.
L, der var seminarielærer på deltid, havde et varierende antal arbejdstimer fra uge til uge. Beregningen af sygedagpenge i to forskellige perioder skulle foretages efter § 3, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 689 af 20. december 1982, således at de supplerende sygedagpenge blev fastsat på grundlag af de supplerende arbejdsløshedsdagpenge, som L ellers ville have fået udbetalt i de pågældende perioder. De supplerende sygedagpenge kunne ikke udgøre mere end forskellen mellem sygelønnen fra arbejdsgiveren og dagpengenes højeste beløb.