Legislator Case Law & Legislation
W19871919225 DK

Hjælpeforanstaltninger uden samtykke - foreløbig beslutning - ugyldighedsindsigelse - klage over socialforvaltningens sagsbehandling - Ankestyrelsens kompetence (* 1) (* 2)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1987 19192 Historic

Hjælpeforanstaltninger uden samtykke - foreløbig beslutning - ugyldighedsindsigelse - klage over socialforvaltningens sagsbehandling - Ankestyrelsens kompetence (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

Moderen M til et 9 årigt barn B indvilgede den 27. april 1987 i, at B blev anbragt i et børnehjem. M hentede imidlertid atter B i børnehjemmet den efterfølgende dag efter at have forsøgt at få B hjem allerede aftenen i forvejen.

M's læge anbefalede kraftigt overfor socialforvaltningen, at der skete anbringelse uden for hjemmet af B, og personalet fra socialforvaltningen henvendte sig samme dag (28. april) til M med henblik herpå.

Besøget foregik meget dramatisk, idet M, efter at være gjort bekendt med formålet med besøget, forlangte at se dokumentation for, at der var truffet en beslutning om at anbringe B uden for hjemmet. M fik ikke en sådan dokumentation, og hun låste sig derpå inde i lejligheden sammen med B. M bevæbnede sig med en køkkenkniv og optrådte meget truende, idet hun bl.a. sagde, at hun havde taget B som gidsel, og at hun ville myrde B, hvis politiet kom.

Politiet blev herefter søgt tilkaldt, men forinden var B kommet ud af lejligheden, og anbringelsen af ham på børnehjemmet blev gennemført.

Samme dag traf socialudvalgsformanden beslutning om at anbringe B uden for hjemmet. Det besluttedes samtidig, at M ikke måtte have fysisk kontakt med B indtil den endelige beslutning forelå.

Senere på dagen indvilgede M i at lade sig indlægge i psykiatrisk afdeling til behandling.

Den foreløbige beslutning blev godkendt af det sociale udvalg den 5. maj 1987.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Socialudvalgsformanden traf den 28. april 1987 foreløbig beslutning i henhold til bistandslovens § 127, stk. 1, om at anbringe B uden for hjemmet.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Advokat E klagede på M's vegne. Advokat E anførte, at da anbringelsen blev gennemført, forelå socialudvalgsformandens beslutning om iværksættelse af foreløbig beslutning om anbringelse uden for hjemmet ikke. Efter formuleringen af bistandslovens § 127, stk. 1, må det være et ufravigeligt krav, at det sociale udvalgs formands eller næstformands godkendelse skal foreligge inden omhandlede disposition iværksættes. Da denne af loven påbudte fremgangsmåde ikke blev fulgt, påstod advokat E beslutningen kendt ugyldig.

Endvidere blev den foreløbige formandsbeslutning først tiltrådt af det sociale udvalg på møde 7 døgn og ca. 5 timer efter beslutningens effektuering. Fristen for forelæggelse af en foreløbig afgørelse for det sociale udvalg til godkendelse er herefter ikke overholdt, jf. bistandslovens § 127, stk. 2.

Endelig havde M overfor advokat E anført, at hun var blevet ukorrekt citeret flere steder i socialforvaltningens sagsfremstilling.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Det sociale udvalg udtalte til Ankestyrelsen, at der ikke på forhånd var truffet (foreløbig) beslutning om tvangsanbringelse, da denne fandt sted. Situationen i hjemmet var imidlertid så kritisk, at der på stedet blev truffet beslutning om tvangsanbringelse af B.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 127 og § 128.

Socialministeriets vejledning af 11. januar 1988 om klageregler og tilsyn på det social område, pkt. 21.1.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Beslutninger, der træffes efter bistandslovens § 127, stk. 1, (foreløbige beslutninger) og stk. 2, 1. punktum, (godkendelser heraf), kan ikke indbringes for Ankestyrelsen eller for anden administrativ myndighed.

Ankestyrelsen kunne derfor ikke tage stilling til de i anken fremsatte ugyldighedsindsigelser.

Til afgørelsen tilføjedes

Med hensyn til socialforvaltningens behandling af sagen bemærkede Ankestyrelsen, at der, da personalet fra forvaltningen henvendte sig til M om morgenen den 28. april 1987 for tvangsmæssigt at anbringe B, ikke efter sagens oplysninger forelå noget uopsætteligt anbringelsesbehov. Henvendelsen burde derfor have afventet forelæggelse for socialudvalgets formand.

Godkendelse i socialudvalgets møde den 5. maj 1987 var efter Ankestyrelsens vurdering sket rettigt.

Ankestyrelsen tiltrådte i øvrigt det sociale udvalgs afgørelse af 2. juni 1987 om at betingelserne efter bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 1, for at anbringe B uden for hjemmet var opfyldt.

Endelig adm. afgørelse 1987 19192 Historic

Ugyldighedsindsigelse mod en foreløbig beslutning efter bistandslovens § 127, stk. 1, om at anbringe et barn B uden for hjemmet kunne ikke indbringes for Ankestyrelsen eller anden administrativ myndighed.

Klage over socialforvaltningens fremgangsmåde i forbindelse med anbringelse af B kunne behandles af Ankestyrelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →