Dagpenge - fuld uarbejdsdygtighed - sikkerhedsbetonet arbejde - arbejdsgiverrefusion (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Dagpenge - fuld uarbejdsdygtighed - sikkerhedsbetonet arbejde - arbejdsgiverrefusion (* 1) (* 2)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En lokomotivfører blev sygemeldt den 7. maj 1985 på grund af en akut hjertesygdom. Arbejdsgiveren udbetalte løn og havde efter arbejdsgiverperiodens udløb den 7. august 1985 anmodet det sociale udvalg om refusion af sygedagpenge.
Om sikredes helbredsmæssige forhold var det i lægeerklæring af 22. august 1985 anført, at sikrede efter undersøgelse hos en speciallæge i hjertesygdomme blev raskmeldt, men at arbejdsgiveren ikke havde villet lade pågældende begynde at arbejde igen. I erklæring af 16. august 1985 havde arbejdsgiverens tillidslæge anført, at sikrede måtte anses for uegnet som lokomotivfører til liniekørsel, og at han indtil videre ikke burde beskæftiges med sikkerhedsbetonet arbejde. Tillidslægen henstillede, at sagen blev forelagt Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen frarådede i erklæring af 23. september 1985, at sikrede blev beskæftiget som lokomotivfører i liniekørsel eller med sikkerhedsbetonet arbejde.
Arbejdsgiveren oplyste, at sikrede den 14. november 1985 blev ansat i en anden funktion, og at han den 1. maj 1986 gik på efterløn.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet tiltrådte socialudvalgets afslag på refusion af dagpenge efter den 26. august 1985, hvor sikrede var raskmeldt. Nævnet henviste til, at sikrede var raskmeldt og i øvrigt ikke uarbejdsdygtig. Pågældende ville kunne påtage sig andet arbejde, som var mindre sikkerhedsbetonet arbejde end liniekørsel.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Sagen blev anket af arbejdsgiveren.
LOVGRUNDLAG
Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, § 17 og § 27.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Under hensyn til at sikrede var raskmeldt den 26. august 1985 og ville kunne påtage sig andet ikke sikkerhedsbetonet arbejde, finder Ankestyrelsen, at han ikke har kunnet anses for fuldt uarbejdsdygtig efter den 26. august 1985 og at han dermed ikke har været berettiget til dagpenge efter dagpengelovens § 17, stk. 1.
Ankestyrelsen finder, at pågældende kunne være overført til andet arbejde fra raskmeldingen den 27. august 1985. Ankestyrelsen har herved lagt vægt på de lægelige oplysninger, hvorefter sikrede måtte anses for uegnet som lokomotivfører og indtil videre ikke burde beskæftiges med sikkerhedsbetonet arbejde, men det var ikke anført, at sikrede var uarbejdsdygtig på grund af sygdom.
Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.
En sikret, der havde været sygemeldt fra maj 1985 på grund af en akut hjertesygdom, blev raskmeldt den 26. august 1985. Indtil videre burde sikrede, der var lokomotivfører, dog ikke beskæftiges med sikkerhedsbetonet arbejde.
Ankestyrelsen fandt, at sikrede ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig og berettiget til dagpenge efter den 26. august 1985.
Ankestyrelsen lagde vægt på de lægelige oplysninger, hvorefter sikrede måtte anses for uegnet som lokomotivfører og indtil videre ikke burde beskæftiges med sikkerhedsbetonet arbejde, men det var ikke anført, at sikrede var uarbejdsdygtig på grund af sygdom.
Ankestyrelsen fandt herefter, at sikrede kunne være overført til andet arbejde fra raskmeldingen den 26. august 1985.