Dagpenge - beregning - arbejdsturnus med skiftende ugentlig arbejdstid (* 1) (* 2)

Dagpenge - beregning - arbejdsturnus med skiftende ugentlig arbejdstid (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En sikret, hvis arbejdsgiver havde frigjort sig for forpligtelsen til at udbetale dagpenge i medfør af dagpengelovens § 11, anmodede socialforvaltningen om dagpenge i forbindelse med sygefravær den 3., 4. og 5. april 1985. Sikrede, der var ansat som handicaphjælper, skulle i den omhandlede uge have arbejdet i alt 120 timer, heraf 72 timer på de omhandlede sygedage. Det store timetal skyldtes, at sikrede i den omhandlede uge skulle med sin arbejdsgiver på ferie. Arbejdsgiveren havde behov for hjælp i hele perioden.

Socialforvaltningen lagde til grund, at der ikke var tale om arbejdsturnus. Beregningen af dagpenge skulle derfor ske efter dagpengelovens § 9, stk. 1, på grundlag af sikredes gennemsnitlige lønindtægt i de sidste 4 uger før sygdommens indtræden. Da sikrede var berettiget til højeste dagpengebeløb (2.008 kr.), beregnedes dagpengene til 2.008:120x72 = 1.205 kr.

Over for Amtsankenævnet anførte sikrede, at han som handicaphjælper havde specielle arbejdsbetingelser, og at der i april måned 1985 gjorde sig særlige forhold gældende, idet han skulle have arbejdet de fleste døgn for hele måneden i den første uge, da hans arbejdsgiver skulle på ferie hos familie og havde brug for en hjælper til hele ferieperioden.

Om sikredes arbejdssituation var det i øvrigt oplyst, at da sikrede startede som handicaphjælper, havde han og de øvrige hjælpere en fast arbejdsturnus for en 4 ugers periode, således at sikrede og de øvrige 3 hjælpere i en normal måned kunne have fra 7 til 9 døgnvagter.

Efter nogle måneder med denne ordning fandt arbejdsgiveren den utilfredsstillende, da arbejdsgiveren ikke rigtigt kunne besøge familie og venner på grund af, at han var afhængig af at skulle skifte hjælpere. Ordningen blev derfor lavet om, således at der planlagdes for en måned ad gangen, og hvis arbejdsgiveren havde behov for en hjælper i flere dage, blev planen indrettet efter det, men stadig inden for de normale rammer på 7 til 9 døgn pr. måned.

I januar, februar og marts måned 1985 havde sikrede haft 7 døgnvagter, og i april måned skulle sikrede ifølge den oprindelige plan have haft 8 døgnvagter. At sikrede så reelt havde haft ca. 6 døgnvagter skyldtes, at han tog nogle vagter for en af de andre hjælpere, der var blevet forhindret.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet lagde til grund, at sikredes arbejdsmønster efter omlægningen af arbejdsplanen med virkning fra februar måned 1985 ikke længere havde karakter af en »på forhånd fastlagt arbejdsturnus med skiftende arbejdstid pr. uge«, hvorfor nævnet ikke fandt fornødent grundlag for at pålægge socialforvaltningen at beregne dagpengene efter de særlige regler for beregning og udbetaling af sygedagpenge til lønmodtagere i arbejdsturnus med skiftende ugentlig arbejdstid.

Sikredes dagpenge kunne derfor ikke udgøre mere end ugemaksimum i henhold til dagpengelovens § 10, stk. 3, på 2.008 kr.

I sygeugen skulle sikrede ifølge vagtskemaet have arbejdet 120 timer, og han skulle have dagpenge for den 3., 4. og 5. april, hvor han ifølge vagtskemaet skulle have arbejdet 72 timer.

Amtsankenævnet fandt det herefter korrekt, at sikredes sygedagpenge var beregnet som 72/120 af 2.008 kr.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sikrede anførte bl.a., at der var tale om en på forhånd fastlagt arbejdsturnus, der svingede fra 7 til 9 døgn pr. måned, dog var der sket den forskel fra februar 1985, at der planlagdes for en måned ad gangen ud fra menneskelige hensyn, hvilket socialforvaltningen havde accepteret.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Sikringsstyrelsen udtalte, at dagpenge i et tilfælde som det foreliggende ville kunne beregnes i henhold til reglerne i Sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr 469 af 21. oktober 1980 om beregning og udbetaling af dagpenge i arbejdsgiverperioden til lønmodtagere i arbejdsturnus med skiftende ugentlig arbejdstid eller de deri angivne principper, jfr. Sikringsstyrelsens vejledning af 4. december 1980, således at der ved beregningen blev lagt vægt på det mistede antal arbejdstimer i sygeperioden efter den fastlagte arbejdsplan.

Sikringstyrelsen fandt derfor, at det ikke burde komme sikrede til skade, at arbejdsplanen med virkning fra den 1. februar 1985 var tilrettelagt for en måned ad gangen efter den handicappedes behov og ikke som tidligere i en fast 4 ugers arbejdsturnus.

Der måtte således være mulighed for at dække det konkrete indtægtstab, som sikrede havde haft for fraværsdage i forbindelse med ferien, det vil sige for det antal arbejdstimer, som var mistet i forhold til de fastlagte arbejdsdage og beregnet efter principperne i ovennævnte bekendtgørelse. Dette ville også være i overensstemmelse med den indtægt, som sikrede havde i januar, februar og marts 1985.

Sikringsstyrelsen tilføjede, at dagpengeudvalget følger samme praksis i de tilfælde, hvor den almindelige beregning efter dagpengelovens § 9, stk. 1, fører til et beregningsresultat, som adskiller sig væsentligt fra det dokumenterede indtægtstab i arbejdsgiverperioden.

LOVGRUNDLAG

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, § 9 og § 10.

Sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr 469 af 21. oktober 1980 om beregning og udbetaling af dagpenge i arbejdsgiverperioden til lønmodtagere i arbejdsturnus med skiftende ugentlig arbejdstid, § 1 og § 2.

Sikringsstyrelsens vejledning af 4. december 1980 om bekendtgørelse nr 469 af 21. oktober 1980 om beregning og udbetaling af dagpenge i arbejdsgiverperioden for lønmodtagere i arbejdsturnus med skiftende ugentlig arbejdstid.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Efter de foreliggende oplysninger finder Ankestyrelsen, at sikredes dagpenge for den 3., 4. og 5. april 1985 bør beregnes efter principperne i Sikringsstyrelsens ovennævnte bekendtgørelse med henblik på dækning af det konkrete indtægtstab i fraværsperioden.

Ankestyrelsen ændrer således Amtsankenævnets afgørelse og hjemviser sagen til socialforvaltningen med henblik på ny beregning.

En sikret, hvis arbejdsgiver (en handicappet person) havde frigjort sig for forpligtelsen til at udbetale dagpenge i medfør af dagpengelovens § 11, anmodede det sociale udvalg om dagpenge for 72 timer i en uge, hvor han ifølge en forud fastlagt ekstraordinær arbejdsplan skulle have arbejdet 120 timer. Amtsankenævnet havde tiltrådt socialforvaltningens afgørelse, hvorefter sikredes dagpenge burde beregnes som 72/120 af højeste dagpengebeløb (2.008 kr.).

Ankestyrelsen fandt, at sikredes sygedagpenge for de omhandlede timer burde beregnes efter principperne i Sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr 469 af 21. oktober 1980 om beregning og udbetaling af dagpenge i arbejdsgiverperioden til lønmodtagere i arbejdsturnus med skiftende ugentlig arbejdstid med henblik på dækning af det konkrete indtægtstab i fraværsperioden.