Kursgevinst - næring (* 1)

Kursgevinst - næring (* 1)

A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet hans selvangivne indkomst for 1981 og 1982 med henholdsvis 191.491 kr. og 705.313 kr. i kursavancer (og tab) i forbindelse med indfrielse af pantebreve.

Det var oplyst, at klagerens beholdning af pantebreve for de nævnte år i kursværdi havde andraget henholdsvis ca. 13,3 mio. kr. og ca. 25,4 mio. kr. Det var videre oplyst, at klageren, der indtog en ledende post i en erhvervsvirksomhed og selv var hovedaktionær i et tilknyttet aktieselskab, havde erhvervet værdipapirerne fra virksomheden, overvejende gennem lånefinansiering. Klageren havde lånt 12 mio. kr. i hovedaktionærselskabet og samme beløb gennem formidling af en bank. Der forelå ikke sikkerhedsstillelse i form af pant i den indkøbte værdipapirbeholdning til sikkerhed for de lånte midler.

Hovedaktionærselskabet var ikke anset for skattepligtigt i henhold til ligningslovens § 4 af virksomhedens beholdning af obligationer og pantebreve.

Fra advokatens side blev det gjort gældende, at de omhandlede værdipapirer, der hovedsagelig var pantebreve med en gennemsnitlig løbetid på 18 år, var købt på markedsvilkår. Formålet med erhvervelsen havde været at etablere en anlægskapital, der kunne give klageren en årlig indtægt i renter og kursgevinst som supplement til hans direktørgage. Efter advokatens opfattelse var der med Højesterets dom af 28. april 1986 vedrørende Tage og Poul Sønder taget principiel stilling til beskatningsmuligheden for kursavancer i en aktionærlånssituation. Advokaten henviste til, at dommen lagde vægt på, at der ikke i kursavanceloven fra 1985 var indført regler om beskatning i aktionærlånstilfælde, selv om spørgsmålet havde været overvejet. Både i 1957 - ved indførelsen af ligningslovens § 4 - og i 1985 ved den nye kursavancelovgivning kunne der have været lovgivet om forholdet, men det var ikke sket. Når næringssynspunktet ikke var påberåbt ved Højesteret i ovennævnte sag, var det efter advokatens opfattelse, fordi forholdet klart faldt uden for den almindelige næringsdefinition, dvs. handel med (køb og salg af) fordringer. Det ville være et ressikkerhedsbrud nu at udvide næring til at omfatte formuestigning som delvis levevej. Det var klart uholdbart på denne måde at ændre afgørende ved den hidtidige anvendelse af næringsbegrebet.

Statsskattedirektoratet anførte, at der her var tale om en sondring mellem sædvanlig porteføljepleje, som ikke gav beskatningsgrundlag, og en systematisk opbygning af en selvstændig indtægtskilde, hvilket måtte have antaget at foreligge her i sagen.

Der var efter Statsskattedirektoratets standpunkt tale om, at klageren havde oprettet et bierhverv - en næring - med pantebrevsopkøb, og uanset der ikke forelå salg, måtte hans beholdning anses for et varelager, der gav grundlag for beskatning af indfrielsesgevinster parallelt med frugtbargørelse af værdier i (andre) erhvervsvirksomheder. Det måtte anses for nærliggende, at klageren ville sælge ud i tilfælde af likviditetsmangel, nødlidende pantebreve eller ændringer i rentemarginalen. Beskatning kunne ikke anses uforenelig med forudsætningerne i de periodevise lovreguleringer på området.

Landsskatteretten fandt at måtte give klageren medhold i, at der ikke i gældende lovgivning eller domspraksis var tilstrækkelige holdepunkter for at fastholde ansættelsen. Hverken sagens betydelige absolutte størrelse, finansieringen ved lånte midler eller de af Statsskattedirektoratet i øvrigt fremhævede forhold ville efter rettens opfattelse under de foreliggende omstændigheder kunne begrunde, at kursgevinsterne blev beskattet som indtægtsskabende virksomhed efter reglerne om næringsbeskatning i statsskatteloven.

De påklagede ansættelser blev herefter i overensstemmelse med klagerens påstand nedsat til de selvangivne beløb.

LV 1986, E 5.3.

Kursgevinsten på en beholdning af pantebreve på nom. op til 40 mio.

kr., erhvervet for lånte midler, blev ikke beskattet, idet der ikke i gældende lovgivning eller domspraksis fandtes tilstrækkelige holdepunkter for beskatning.