Plejeforhold, døgnpleje. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Plejeforhold, døgnpleje. (* 1)
Døgnplejer A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder for indkomståret 1984 havde beskåret hendes fradrag for udgifter ved døgnpleje fra 195.914 kr. til 78.999 kr., beregnet efter standardreglernes satser pr. dag.
Det var oplyst, at klageren i 1984 i perioder havde haft i alt 10 adfærdsvanskelige børn over 10 år i døgnpleje. Hun havde herfor modtaget et plejevederlag på 150.605 kr. foruden omkostningsgodtgørelse med 82.338 kr. og socialpædagogiske ydelser på 113.576 kr. De socialpædagogiske ydelser var udbetalt til dækning af personlige fornødenheder for de unge mennesker.
De stedlige skattemyndigheder havde ved ansættelsen henset til, at det i forbindelse med plejeforholdene modtagne socialpædagogiske tillæg måtte betragtes som yderligere plejevederlag, og at der i mangel af dokumentation for merudgifter ved plejeforholdene udelukkende kunne godkendes standardfradrag efter reglerne om døgnpleje.
Klagerens revisor påstod over for Landsskatteretten fradrag for 50% af de socialpædagogiske ydelser, eller 57.788 kr., under henvisning til, at der havde været tilsvarende merudgifter.
Efter det oplyste måtte Landsskatteretten være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for merudgifter i det af klageren påberåbte omfang i forbindelse med pleje af de pågældende børn. Da børnene var adfærdsvanskelige, fandt retten, at der udover de ved ansættelsen godkendte fradrag burde indrømmes klageren et skønsmæssigt fradrag for særlige udgifter i forbindelse med plejeforholdet. Dette fradrag kunne efter rettens skøn passende fastsættes til 5.000 kr., og den påklagede ansættelse blev herefter nedsat med 5.000 kr.
Ved døgnpleje af adfærdsvanskelige børn blev socialpædagogiske ydelser, udbetalt ved siden af plejevederlag og omkostningsgodtgørelse, anset for yderligere plejevederlag, og i mangel af dokumentation for afholdte udgifter blev alene godkendt et skønsmæssigt fradrag på 5.000 kr.