Bistandsudgifter, retssag. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Bistandsudgifter, retssag. (* 1)
A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt et af ham ved indkomstopgørelsen for 1985 foretaget fradrag for advokat- og rejseudgifter på 16.442 kr. i forbindelse med en retssag.
Det var oplyst, at klageren, der havde beskæftigelse som matros, i forbindelse med nogle uoverensstemmelser med Sømændenes Forbund var blevet ekskluderet fra forbundet. Da eksklusionen i realiteten ville betyde, at klageren ikke længere ville kunne få arbejde som matros, havde han anlagt retssag mod forbundet med det resultat, at eksklusionen ikke var blevet iværksat.
Klageren påstod sig berettiget til at fratrække de i forbindelse med retssagen afholdte udgifter til advokatbistand, 15.250 kr., samt egne rejseudgifter, 1.192 kr., og henviste til, at udgiften som følge af hans høje alder kun vedrørte hans indtægt i et begrænset antal år.
Under hensyn til, at det af Statsskattedirektoratets cirkulære 1983-46 om fradrag for bistandsudgifter ved førelse af skattesager fremgik, at fradragsret for sådanne udgifter var betinget af, at der var anvendt sagkyndig bistand, fandt Landsskatteretten ikke, at de af klageren på egne vegne afholdte rejseudgifter kunne anses for fradragsberettigede.
Da retten endvidere var enig med de stedlige skattemyndigheder i, at de afholdte advokatudgifter måtte anses for at vedrøre indkomstkilden og som følge heraf ikke var fradragsberettigede, blev den påklagede ansættelse stadfæstet.
LV 1986, F 4.
Fradrag for egne rejseudgifter i forbindelse med en retssag om eksklusion af et fagforbund kunne ikke fradrages, og advokatudgifterne ved sagens førelse heller ikke, da spørgsmålet om eksklusion blev anset for at vedrøre indkomstkilden.