Erstatning, renteudgifter. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Erstatning, renteudgifter. (* 1)
A klagede for indkomståret 1984 over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset en erstatning, som en sparekasse havde udbetalt til hende vedrørende undladt kurssikring af et ejerskiftekontantlån, for indkomstskattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren ved slutseddel i februar 1984 havde købt en ejendom til overtagelse den 1. april 1984. Til berigtigelse af købesummen skulle der bl.a. optages et 20-årigt ejerskiftekontantlån i en kreditforening, og klageren havde anmodet den pågældende sparekasse om kurssikring pr. 7. februar 1984. Sparekassen havde undladt at foretage den aftalte kurssikring, og dette medførte en forøget årlig udgift for klageren på 4.389,60 kr. Sparekassen havde herefter ydet en erstatning for de forøgede udgifter på 19.500 kr.
Fra klagerens side blev det gjort gældende, at det udbetalte erstatningsbeløb ikke var indkomstskattepligtigt, idet beløbet var beregnet til dækning af klagerens formuetab efter inflation og skattefordel.
Efter de foreliggende oplysninger fandt landsskatteretten imidlertid, at der var tale om en indkomstskattepligtig erstatning, idet erstatningen skulle dække fradragsberettigede renter. Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.
En erstatning, som en sparekasse havde ydet en kunde i anledning af, at sparekassen ikke havde kurssikret et kreditforeningslån, blev anset for indkomstskattepligtig, idet erstatningen skulle dække fradragsberettigede renter.