Medhjælpende ægtefælle, vagtlæge. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Medhjælpende ægtefælle, vagtlæge. (* 1)
Læge A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset ham for uberettiget til for indkomståret 1984 at foretage overførsel af indkomst til ægtefællen i forbindelse med hans kørsel som lægevagt.
Det var oplyst, at klageren fra 1980 havde deltaget i en vagtordning, hvor han kørte som vagtlæge for fire praktiserende læger. Han var herved omfattet af Praktiserende Lægers Organisations (PLO's) landsoverenskomst med Sygesikringens Behandlingsudvalg om almindelig lægegerning. Ifølge denne overenskomst var der for den enkelte læge ikke tale om nogen form for tjenesteforhold til sygesikringen.
Fra klagerens side var der endvidere henvist til, at vagtlæger havde bogføringspligt, og at ansvaret for omkostningerne ved virksomheden, herunder udgifterne til kørsel, personale ved telefon, kontorartikler, regnskaber m.v., påhvilede den enkelte læge.
Det var i øvrigt oplyst, at klagerens hustru, der var laborantuddannet, havde passet telefon for ham, når han havde vagt, ligesom hun i forbindelse med hans arbejde som vagtlæge havde udarbejdet regnskaber og udsendt regninger. Hendes indsats var samlet opgjort til 20,5 timer pr. uge. Klageren havde herefter anset ægtefællens arbejdsindsats for væsentlig og overført 40.000 kr. til medhjælpende ægtefælle i henhold til kildeskattelovens § 37 A.
De stedlige skattemyndigheder havde - uanset at væsentlighedskriteriet for en sådan overførsel var anset for opfyldt - ikke godkendt overførslen under henvisning til, at der var tale om medhjælp i en lønnet stilling.
Klagerens advokat påstod den selvangivne overførsel godkendt, og gjorde gældende, at ægtefællens indsats havde været væsentlig, idet hun havde arbejdet 3-4 timer dagligt, og at der var tale om en selvstændig virksomhed i kildeskattelovens forstand. Klageren var som nævnt omfattet af vagtordningen i henhold til PLO's overenskomst, og han måtte derfor i skatteretlig henseende ligestilles med praktiserende læger.
Landsskatteretten fandt i overensstemmelse med klagerens påstand, at den omhandlede vagtlægeordning måtte anses for en selvstændig virksomhed, og at der herefter - som følge af det oplyste om ægtefællens arbejdsindsats - måtte kunne ske overførsel af overskud herfra i det selvangivne omfang, eller med 40.000 kr. Ansættelsen blev derfor nedsat i overensstemmelse hermed.
LV 1986, B 1.4.
Deltagelse i en vagtlægeordning blev anset for selvstændig virksomhed, således at overførsel af indkomst til ægtefælle kunne foretages, da væsentlighedskriteriet var opfyldt.