Legislator Case Law & Legislation
W19871877025 DK

Skattepligt, fraflytter. (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1987 18770 Valid

Skattepligt, fraflytter. (* 1)

A klagede over, at amtsligningsrådet havde anset ham for fuldt skattepligtig til den danske stat i medfør af kildeskattelovens § 1, nr. 2, for indkomståret 1982.

Det var oplyst, at klageren den 1. marts 1982 var udrejst til Frankrig og havde opgivet sin bopæl her i landet.

Ved F 54-erklæring, indsendt til X kommunee, var det oplyst, at klageren fra den 1. marts 1982 havde været skattepligtig efter reglerne for bosiddende personer i Frankrig. Ved den af den hidtidige bopælskommune foretagne ligning for indkomståret 1982 var den fulde skattepligt til Danmark anset for ophørt den 1. marts 1982.

I forbindelse med en senere undersøgelse af klagerens skattepligtsforhold til Danmark havde skattemyndighederne konstateret, at klageren først havde indgivet selvangivelse for indkomstårene 1982 og 1983 til de franske skattemyndigheder i marts 1984. Amtsligningsrådet havde herefter ikke anset betingelserne for ophør af fuld skattepligt til Danmark i medfør af kildeskattelovens § 1, nr. 2, for opfyldt i 1982, idet klageren først efterfølgende havde berigtiget sine skatteforhold til Frankrig, og således ikke havde været undergivet indkomstbeskatning til Frankrig efter reglerne for derboende personer allerede fra udrejsen den 1. marts 1982.

Over for Landsskatteretten anførte klagerens advokat bl.a., at skattepligten til Frankrig var indtrådt i og med klagerens tilflytning til landet, og at klagerens skattepligt til Danmark samtidig var ophørt. Hvorvidt klageren faktisk havde betalt skat til det ene eller det andet land, fandt advokaten ikke havde betydning i relation til skattepligtsspørgsmålet. Da klageren endvidere ikke havde haft bopæl i Danmark efter udrejsen til Frankrig, og ifølge F 54-erklæring havde været undergivet indkomstbeskatning fra den 1. marts 1982 i Frankrig efter reglerne for derboende personer, påstod advokaten herefter klagerens fulde skattepligt her til landet for ophørt denne dato.

Under sagens behandling for Landsskatteretten blev fremlagt skrivelser fra marts 1987 fra det danske konsulat i Y, Frankrig, med kopi af kvitteringer fra de franske skattemyndigheder, hvorefter klageren i august 1984 havde betalt indkomstskat for 1982 og 1983. Endvidere var vedlagt skrivelse fra marts 1987 fra skatteinspektøren i Z, der attesterede, at klageren var blevet beskattet i Frankrig for indkomståret 1982.

Efter det således oplyste fandt Landsskatteretten at måtte lægge til grund, at klageren for tiden efter den 1. marts 1982 havde været undergivet indkomstbeskatning i Frankrig efter de regler, som gælder for personer bosiddende i dette land. Landsskatteretten fandt endvidere ikke, at det forhold, at klageren først i marts 1984 havde indgivet selvangivelser for indkomstårene 1982 og 1983 til de franske skattemyndigheder og først havde betalt skat i august måned 1984, kunne tillægges betydning for anvendelsen af bestemmelsen i kildeskattelovens § 1, nr. 2.

Da klageren herefter ikke kunne anses for skattepligtig efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 1, nr. 2, tog retten klagerens påstand til følge.

LV 1986, A 1.2.

Endelig adm. afgørelse 1987 18770 Valid

Den fulde skattepligt til Danmark blev anset for ophørt pr.

fraflytningsdatoen, idet det fra tilflytterstaten var bekræftet, at skattepligt som der bosiddende var indtrådt straks ved bosættelsen i 1982, også selv om der først blev indgivet selvangivelse 2 år efter bosættelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →