Telefonudgifter. (* 1)

Telefonudgifter. (* 1)

Værkførerassistent A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset ham for uberettiget til i indkomstopgørelsen for 1985 at fradrage et beløb på 986 kr., svarende til halvdelen af hans udgifter til telefon.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren i 1985 var ansat som værkførerassistent på en plastvirksomhed, hvor han havde arbejdet på fast nathold.

Klageren gjorde gældende, at det fra virksomhedens side var et krav, at han havde telefon i hjemmet, således at han med kort varsel kunne kaldes til tjeneste. Klageren oplyste i denne forbindelse, at han skønsmæssigt var kaldt til virksomheden 2-3 gange pr. måned - normalt om aftenen - og at han enkelte gange selv havde foretaget opringninger til virksomheden.

De stedlige skattemyndigheder havde anset klageren for uberettiget til det omhandlede fradrag, idet rådet havde henvist til, at klageren kun undtagelsesvis havde foretaget opringninger til arbejdsgiveren, og til, at han allerede havde telefon i hjemmet, da han blev ansat hos den pågældende arbejdsgiver. Arbejdet var derfor ikke anset for at have påført ham ekstra telefonudgifter.

Efter de i sagen foreliggende oplysninger - herunder at der fra arbejdsgiverens side var stillet krav om, at klageren skulle have telefon i hjemmet, og at telefonen rent faktisk havde været anvendt til opkald vedrørende klagerens arbejde - fandt Landsskatteretten, at der til dækning af klagerens erhvervsmæssige telefonudgifter kunne indrømmes et skønsmæssigt fradrag på 200 kr.

Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat med 200 kr.

LV 1986, D 2.3.19.

En værkførerassistent blev anset for berettiget til et fradrag for telefonudgifter på 200 kr., idet arbejdsgiveren stillede krav om telefon i hjemmet, og der var foretaget opringninger til arbejdspladsen - også selv om klageren havde telefon, da han blev ansat hos denne arbejdsgiver.