International buskørsel
Statutory Text (3 Articles)
International buskørsel
I brev af 6. juli 1987 til Direktoratet for Vejtransport har De klaget over Persontrafikrådets afgørelse vedrørende Deres ansøgning om udstedelse af tilladelse til almindelig rutekørsel mellem København og Haderslev via Rødby-Puttraden færgeoverfarten.
Direktoratet har fremsendt Deres klage hertil, og ministeriet har videre modtaget et brev af 27. juli 1987 fra Landsforeningen Danmarks Bilruter, der tilslutter sig Deres klage samt anmodningen om, at ansøgningen alene behandles efter proceduren for ansøgninger om tilladelse til international rutekørsel.
Persontrafikrådet har i 1984 og 1985 givet afslag på Deres tidligere ansøgninger om tilladelser til almindelig rutekørsel mellem København og Esbjerg henholdsvis Vojens via nævnte færgeoverfart, og ifølge den nu foreliggende ansøgning skal destinationer i Vesttyskland betjenes, medens dette land i de tidligere ansøgninger alene skulle transiteres. Dette indebærer efter Deres opfattelse, at ansøgningen alene bør behandles i henhold til loven om international buskørsel.
Ministeriet skal meddele, at der kræves tilladelse til buskørsel i henhold til lov nr. 254 af 22. maj 1974 om international buskørsel, når kørslen foregår i forbindelse med kørsel i udlandet, medmindre andet følger af international aftale eller bestemmelser fastsat af ministeren for offentlige arbejder, hvilket ikke er tilfældet for så vidt angår den ansøgte kørsel. Tilladelsen gives af ministeren for offentlige arbejder eller i henhold til dennes bemyndigelse af Direktoratet for Vejtransport.
Ministeriet er således enig med Dem i, at der kræves tilladelse i henhold til nævnte lov, men af bemærkningerne hertil fremgår, at der udover denne tilladelse til international buskørsel også skal foreligge en tilladelse i henhold til lovgivningen om buskørsel inden for landets grænser.
Da den ansøgte trafikforbindelse begyndelses- og bestemmelsessted begge er beliggende på dansk område er der tale om den i § 2 i lov nr. 115 af 29. marts 1987 om buskørsel omhandlede almindelige rutekørsel, hvortil der kræves tilladelse fra Persontrafikrådet.
Ministeriet er derfor ikke enig med Dem i, at Deres ansøgning alene skal behandles i henhold til proceduren vedrørende ansøgninger om tilladelse til international rutekørsel.
I brev af 17. september 1987 har De imidlertid indsendt en ny ansøgning om rutekørsel, idet der nu er tale om to ruter, nemlig København-Kiel og Haderslev-Kiel.
Det er videre anført, at de to ruter skal have direkte forbindelse til allerede eksisterende ruter til andre tyske byer, samt at ruterne vil blive udført i fællesskab med Autokraft, Kiel.
Disse ansøgninger vil blive undergivet den i forordning 517/72/EØF om indførelse af fælles regler for rutekørsel og særlige former for rutekørsel med omnibusser mellem medlemsstaterne omhandlede procedure. Forudsætningen er imidlertid, at ansøgningerne indgives på et særligt ansøgningsskema jf. § 2 i ministeriets bekendtgørelse nr. 374 af 21. juli 1976, og ministeriet har derfor anmodet Direktoratet for Vejtransport om at fremsende nævnte skema til Dem.
Ansøgningerne skal herefter i henhold til ovennævnte forordning forelægges de vesttyske myndigheder, idet afgørelse skal træffes efter indbyrdes aftale mellem de to myndigheder, idet der samtidig skal træffes aftale om den tilsvarende ansøgning det tyske selskab har indgivet til de vesttyske myndigheder.
Ingen
Klage over afslag på tilladelse til international buskørsel på rute mellem København og Haderslev via Tyskland blev afvist , da der ikke samtidig var søgt om tilladelse efter lovgivningen om buskørsel inden for landets grænser