Diger naboret.
Statutory Text (3 Articles)
Diger naboret.
Z Vedrørende Ribe amtsråds ekspropriation i forbindelse med anlæg af cykelsti og dige langs hovedlandevej 327 mellem Esbjerg og Tjæreborg.
Onsdag den 30. september 1987 kl. 10.30 samledes på restaurant Strandbo, Esbjerg, den af ministeriet for offentlige arbejder i henhold til lov om offentlige veje, lovbekendtgørelse nr. 368 af 6. august 1985, nedsatte overtaksationskommission for Vejle, Ribe og Sønderjyllands amtsrådskredse m.v.
For og med ejeren, Bent Pedersen var mødt landbrugskonsulent Michael Uldall, Bramming.
Der fremlagdes udskrift af forhandlingsprotokol for taksationskommissionen for Ribe amt af 17. oktober 1986 samt ankeskrivelser fra såvel ejeren som Ribe amtskommune samt de for taksationskommissionen fremlagte akter.
Formanden konstaterede, at ankerne var rettidigt indkommet.
Efter den mundtlige forhandling besigtigede overtaksationskommissionen den pågældende ejendom.
Herefter fratrådte parterne, og overtaksationskommissionen afsagde sålydende kendelse
K E N D E L S E
i sag otax 605/87
Bent Pedersen
mod
Ribe amtsråd
Ejeren har gentaget sin for taksationskommissionen nedlagte påstand.
Amtskommunen har ligeledes gentaget sine påstande.
Parterne har i det væsentlige gentaget deres for taksationskommissionen fremførte anbringender.
Ejeren har særlig fremhævet, at de geografiske forhold ved hans ejendom er helt forskellige fra Tjæreborg- Darum-diget, hvor gårdejer Josefsen har foretaget målinger.
Amtskommunen har oplyst, at lossepladsen i Måde nu er lukket.
Kommissionen finder, at ejendommen på grund af sin geografiske beliggenhed vil være særlig udsat for forøgede mængder flodskarn efter anlæggets gennemførelse, og at der under disse omstændigheder bør tilkendes ejeren en erstatning herfor.
På det nu foreliggende grundlag finder kommissionen det imidlertid meget usikkert, hvilket omfang disse ulemper vil få i fremtiden.
Efter besigtigelse og på grundlag af det oplyste tiltrædes det, at erstatningen skønsmæssigt er fastslået som sket.
Til beskyttelse af en hovedlandevej blev der langs denne anlagt dige på en landbrugsejendom, der er beliggende uden beskyttelse af dige mod Vadehavet. Antaget, at ejendommen på grund af sin geografiske beliggenhed ville være udsat for forøgede mængder af flodskarn efter anlæggets gennemførelse, og at der under disse omstændigheder burde tilkendes ejeren en erstatning herfor. Erstatningen fastsættes skønsmæssigt til 25.000 kr.