Licens, registrering, samkøring, ægtefæller, personkreds
Statutory Text (3 Articles)
Licens, registrering, samkøring, ægtefæller, personkreds
I april 1986 rettede Danmarks Radio henvendelse til Registertilsynet med anmodning om en udtalelse vedrørende en række ændringer i forskrifterne for licensregisteret. Ændringerne vedrørte registerets navn, tilføjelse af nye oplysningstyper samt indførelse af en permanent mulighed for samkøring med BBR (Bygnings- og Boligregisteret) til afløsning af den midlertidige tilladelse for perioden 1. september 1985 til 1. maj 1986.
Danmarks Radio fremsatte ønske om, at oplysningerne om den licensbetalende ægtefælles navn og personnummer registreredes i licensregisteret. Dette forudsatte imidlertid en ændring af den gældende bestemmelse i § 6 i forskrifterne for licensregisteret, idet det heraf fremgår, at oplysninger om civilstand ikke må registreres.
Det var administrative hensyn, der lå til grund for Danmarks Radios ønske om registrering af den licensbetalende ægtefælles navn og personnummer. Man angav bl.a. som begrundelse, at det ville gøre opkrævningen af den eventuelle licens lettere at administrere, ligesom man anførte, at det ved meddelelser om den licensbetalende ægtefælles død ville være hensigtsmæssigt at have den samlevende ægtefælles navn indført i selve licensregisteret.
Registertilsynet udtalte i den anledning, at det fremgår af bestemmelsen i § 2 i forskrifterne for licensregisteret, at formålet med registeret er opkrævning af afgift for benyttelsen af radio- og fjernsynsmodtagere i medfør af bekendtgørelsen om radio- og fjernsynsafgift (licensbekendtgørelsen) og kontrol med afgiftens betaling. Desuden er det i § 4 i forskrifterne fastsat, at registeret kun må indeholde oplysninger om de personer, der i medfør af licensbekendtgørelsen er afgiftspligtige.
Registertilsynet var på baggrund heraf af den opfattelse, at en registrering af den licensbetalende ægtefælles navn og personnummer i licensregisteret ville medføre, at licensregisteret herved ville komme til at omfatte personer, som ikke falder ind under registerets personkreds. Kun licenspligtige må registreres i henhold til registerets formål, der alene vedrører opkrævning af afgift af licensbetaleren og kontrol hermed.
Registertilsynet overvejede i den forbindelse, om licensregisterets personkreds og formål eventuelt kunne ændres. Registertilsynet fandt imidlertid mere principielt, at licensregisteret ikke bør indeholde oplysninger om personer, blot fordi de pågældende personer muligvis på et senere tidspunkt kan blive afgiftspligtige.
Med hensyn til Danmarks Radios anmodning om etablering af en permanent samkøring mellem Bygnings- og Boligregisteret (BBR) og Danmarks Radios Licensregister udtalte Registertilsynet i 1985, at man ikke havde indvendinger imod, at der skete en samkøring mellem BBR og licensregisteret som en midlertidig foranstaltning for perioden 1. september 1985 til 1. maj 1986.
Licenskampagnen og samkøringen gav i 1985 anledning til en del artikler og læserbreve i dagspressen, hvoraf det bl.a. fremgik, at en række licensbetalende seere og lyttere havde modtaget kampagnemateriale, og at årsagen hertil var fejl i BBR. Sagen førte til yderligere brevveksling mellem Danmarks Radio og Registertilsynet.
Danmarks Radio anførte i forbindelse med anmodningen om etablering af en permanent samkøring mellem BBR og licensregisteret, at man var af den opfattelse, at de tidligere opståede fejlkilder ville kunne undgås, idet der nu var tilvejebragt et bedre grundlag for den pågældende samkøring. Man redegjorde bl.a. for nogle konkrete ændringer i samvirket mellem BBR og Det centrale Personregister, som skulle have forbedret datagrundlaget i BBR. Registertilsynet fandt det imidlertid nødvendigt at søge dette spørgsmål yderligere belyst gennem indhentelse af udtalelse herom fra Indenrigsministeriet, Afdelingen for personregistrering, før Registertilsynet kunne afgive en endelig udtalelse om sagen. Registertilsynet bemærkede dog, at tilsynet foreløbig som udgangspunkt ikke havde principielle indvendinger imod, at der etableres en permanent samkøringsordning.
Registertilsynet fandt i øvrigt på baggrund af erfaringerne med licenskampagnen i 1985 anledning til at understrege, at henvendelser til borgerne ved eventuelt fremtidige licenskampagner bør holdes i neutral form.
Registertilsynets årsberetning 1987 s. 56 og Registertilsynets årsberetning 1985 s. 23.
Udtalt, at licensregisteret ikke bør omfatte oplysninger om den licensbetalende ægtefælle. Desuden udtalt, at Registertilsynet ikke havde principielle indvendinger imod en permanent samkøringsordning mellem BBR og licensregisteret, idet det blev understreget, at henvendelser til borgerne i eventuelt fremtidige licenskampagner bør holdes i neutral form.