Legislator Case Law & Legislation
W19870927025 DK

Kommunernes opsigelse af samarbejdet med A/S Dansk Shell

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1987 9270 Valid

Kommunernes opsigelse af samarbejdet med A/S Dansk Shell

I skrivelse af 30. juni 1987 (j.nr. 1987-0899-1-159-3) har Tilsynsrådet for Københavns Amt anmodet Indenrigsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt Gladsaxe Kommune under henvisning til intentionerne bag lov nr. 289 af 4. juni 1986 om forbud mod handel med Den Sydafrikanske Republik og Namibia lovligt kan opsige kommunens kontrakter med A/S Dansk Shell. Som begrundelse for opsigelse af kontrakterne er oplyst, at Shell er Sydafrikas vigtigste handelspartner med olieleverancer, og at opsigelsen må ses som et naturligt led i den internationale kampagne mod det racistiske apartheidregime i Sydafrika.

I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale, at det som bekendt ikke er en kommunal, men en statslig opgave at tage stilling til udenrigspolitiske spørgsmål. Hvis kommunerne derfor lovligt skal kunne begrunde opsigelse af et kontraktsforhold med tilkendegivelser, der indebærer en udenrigspolitisk stillingtagen som i det foreliggende tilfælde, er lovhjemmel nødvendig. Som tidligere meddelt anmodede Indenrigsministeriet derfor den 9. juli 1987 Udenrigsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt der ved lov nr. 289 af 4. juni 1986 er skabt den fornødne hjemmel.

I skrivelse af 28. oktober 1987 har Industriministeriet, der administrerer loven om forbud mod handel med Den Sydafrikanske Republik og Namibia, og som derfor af Udenrigsministeriet er anmodet om at besvare Indenrigsministeriets forespørgsel, meddelt, at A/S Dansk Shell efter det oplyste ikke har handelsmæssige forbindelser med Den Sydafrikanske Republik eller Namibia, som er omfattet af lovens forbud. Industriministeriet finder derfor ikke, at A/S Dansk Shells aktiviteter er omfattet af lovens bestemmelser. Loven kan således ikke anvendes til at begrunde eventuelle beslutninger om at opsige kommunernes kontrakter med A/S Dansk Shell. Kopi af Industriministeriets skrivelse vedlægges.

På denne baggrund er det Indenrigsministeriets opfattelse, at en kommune ikke lovligt kan opsige sine kontrakter med A/S Dansk Shell med den begrundelse, at Shell er engageret i handel med Sydafrika, og at opsigelsen må ses som et naturligt led i den internationale kampagne mod det racistiske apartheidregime i Sydafrika.

Endelig adm. afgørelse 1987 9270 Valid

Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1987 3.4.

Endelig adm. afgørelse 1987 9270 Valid

Udtalt, at det ikke er en kommunal, men en statslig opgave at tage stilling til udenrigspolitiske spørgsmål. Hvis en kommune derfor lovligt skal kunne begrunde opsigelse af et kontraktsforhold med A/S Dansk Shell med tilkendegivelser, der indebærer en udenrigspolitisk stillingtagen, er lovhjemmel nødvendig. Da lov nr. 289 af 4. juni 1986 om forbud med handel med Den Sydafrikanske Republik og Namibia ikke indeholder den fornødne hjemmel, kan opsigelse af de omhandlede kontrakter ikke lovligt ske med den angivne begrundelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →