Ankestyrelsens principafgørelse O-32-87 om opholdskommunerefusion - flytning som led i uddannelse - ophør af ægtefællers gensidige forsørgelsespligt ved separation

Ankestyrelsens principafgørelse O-32-87 om opholdskommunerefusion - flytning som led i uddannelse - ophør af ægtefællers gensidige forsørgelsespligt ved separation

Resume

En gift mand, der modtog hjælp efter bistandslovens § 42 (nu § 43), flyttede i begyndelsen af 1984 fra A kommune til B kommune som led i færdiggørelsen af sin uddannelse.

A kommune gav i denne forbindelse tilsagn om refusion over for B kommune.

Pr.1. august 1984 blev manden og hans ægtefælle separeret.

Efter separationen afviste A kommune at yde refusion af den hjælp, der var ydet til hustruen.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune med rette havde afvist B kommunes refusionskrav vedrørende hjælp, der var ydet til hustruen efter den 1. august 1984.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det af A kommune afgivne refusionstilsagn i henhold til bistandslovens § 11 vedrørende den hjælp i henhold til lovens § 42 ( nu § 43), der blev ydet til manden, alene kunne anses for at omfatte den samlede hjælp til familien, så længe mandens forsørgelsespligt over for hustruen bestod, jfr.

bistandslovens § 6.

Da mandens forsørgelsespligt over for hustruen ophørte pr. 1. august 1984, måtte det efter dette tidspunkt påhvile B kommune at afholde udgifterne vedrørende hustruen.

___________________________________________________________________________________

Kassation

Der er kommet nye regler på området

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 6 og § 11

Vejledninger

Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser - pkt. 20

Sagsfremstilling

En gift ansøger M fik af det sociale udvalg i A kommune bevilget hjælp efter bistandslovens § 42 til en uddannelse som landbrugstekniker.

Uddannelsen, som skulle påbegyndes pr. 1 marts 1984, og som forventedes at vare 3 år, skulle foregå på en landbrugsskole i B kommune.

M skulle under uddannelsen bo på skolen.

I slutningen af februar 1984 flyttede M med sin ægtefælle H og to mindreårige børn til B kommune, hvor familien lejede et rækkehus til en betydeligt billigere husleje end den, familien tidligere havde på sit eget hus, og som den havde haft svært ved at klare.

I forbindelse med flytningen opsagde H sit deltidsarbejde som sygehjælper med udgangen af februar 1984.

Efter flytningen til B kommune fik H deltidsarbejde på et plejehjem.

Den 24. januar 1984 afgav det sociale udvalg i A kommune refusionstilsagn i henhold til bistandslovens § 11 overfor B kommune.

Pr. 1. august 1984 blev M og H separeret.

H fik forældremyndigheden over de to børn, og boligforholdene forblev uændrede.

H har efter separationen modtaget supplerende kontanthjælp.

Det sociale udvalg i A kommune afslog at refundere udgifterne vedrørende den hjælp, der var ydet til H efter separationen.

Udvalget henviste til, at M's forsørgelsespligt overfor ægtefællen på dette tidspunkt var ophørt.

Socialforvaltningen i B kommune anførte heroverfor, at det ikke kunne anses for et nødvendigt led i revalideringen at flytte hele familien til B, når hensås til, at M var forpligtet til at bo og spise på skolen, samt at uddannelsen måtte betragtes som relativt kort.

Socialforvaltningen fandt derfor, at den nærmere begrundelse for flytningen skulle ses i de store boligudgifter i A kommune, og henviste til, at samtykkereglerne efter bistandslovens § 47 derfor skulle have været fulgt.

Amtsankenævnet fandt ikke grundlag for at pålægge det sociale udvalg i A kommune at refundere B kommune udgifterne vedrørende den hjælp, der var ydet til H efter hendes separation den 1. august 1984.

Nævnet begrundede sin afgørelse med, at H ved separationen fandtes at have brudt det forløb, der af det sociale udvalg i A kommune var planlagt for familien i forbindelse med tildelingen af § 42-støtte.

Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere det sociale udvalgs afgørelse vedrørende tildeling af støtte til flytning af hele familien til B i forbindelse med revalideringsplanen.

Socialforvaltningen i B kommune gjorde bl.a. gældende, at H og børnene ikke ved separationen afbrød en planlagt behandlingsplan efter § 42, men netop ved separationen fik endnu mere brug for hjælp og støtte.

Forvaltningen anførte endvidere, at der i B kommune findes mange uddannelsesinstitutioner, og at der som følge heraf er mange §42-bevillinger, som er givet af en anden kommune og med refusionstil sagn.

Det var derfor af væsentlig principiel betydning, at kommunerne ikke ukritisk kunne løse deres boligproblemer m.v. under dække af § 42, jfr.

§ 11, samt iøvrigt slippe for refusion, blot fordi en oprindelig behandlingsplan mere eller mindre ændres.

___________________________________________________________________________________

Afgørelse

Ankestyrelsen finder, at det sociale udvalg i A kommune med rette har afvist B kommunes refusionskrav vedrørende den hjælp, der er ydet til H efter den 1. august 1984.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at det af det sociale udvalg i A kommune afgivne refusionstilsagn i henhold til bistandslovens § 11 vedrørende den hjælp i henhold til bistandslovens § 42, der er ydet til M, alene kan anses for at omfatte den samlede hjælp til familien, så længe M's forsørgelsespligt over for H består, jfr.

bistandslovens § 6.

Da M's forsørgelsespligt over for H ophørte pr. 1. august 1984, finder Ankestyrelsen, at det efter dette tidspunkt må påhvile B kommune at afholde udgifterne vedrørende H.

Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.