Hvorvidt et byrådsmedlem, der er dømt for overtrædelse af straffeloven og sygeplejerskeloven, er valgbar
Statutory Text (3 Articles)
Hvorvidt et byrådsmedlem, der er dømt for overtrædelse af straffeloven og sygeplejerskeloven, er valgbar
I skrivelse af 6. oktober 1986 har byrådet i henhold til § 34a, stk. 2, i den kommunale valglov indberettet, at byrådsmedlem N.N. ved X rets dom af 1. september 1986 er blevet idømt en bøde på 800 kr. for overtrædelse af straffelovens § 276 og sygeplejerskelovens § 10.
Det fremgår af sagen, at den pågældende er fundet skyldig i tyveri i 3 tilfælde ved fra sin arbejdsplads at have stjålet mindre mængder ketogan henholdsvis petidin.
Det første tyveri fandt sted den 24. marts 1982, hvor den pågældende stjal et hætteglas ketogan til en værdi af 38,40 kr. fra medicinskabet på pleje- og omsorgsafdelingen, hvor tiltale var ansat som hjemmesygeplejerske. Det andet tyveri fandt sted natten mellem søndag den 3. marts og mandag den 4. marts 1985, hvor den pågældende stjal en ampul ketogan, værdi 6,40 kr., fra medicinskabet på Y plejehjem, hvor pågældende var ansat som natsygeplejerske. Det tredie tyveri fandt sted natten mellem mandag den 30. december og tirsdag den 31. december 1985, hvor den pågældende stjal en ampul petidin, værdi 19,95 kr., fra medicinskabet på Y plejehjem hvor pågældende var ansat som natsygeplejerske.
Den pågældende er endvidere fundet skyldig i overtrædelse af § 10, stk. 1, i lov om sygeplejersker ved natten mellem den 30. og 31. december 1985 på Y plejehjem efter ovenfor nævnte tredie tyveri for at sløre tyveriet at have lagt en ampul indeholdende adrenalin på petidinampullens plads efter forinden at have fjernet teksten adrenalin fra ampullen.
Den pågældende har været medlem af X byråd siden 1978.
I denne anledning skal man meddele, at Valgbarhedsnævnet har fundet, at de begående handlinger - uanset de krav der må stilles til personer, der beklæder hverv som medlem af kommunale råd - ikke i almindeligt omdømme kan gøre den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale råd, jfr. den kommunale valglovs § 2. Pågældende må derfor anses for valgbar.
(1 *) I den tidligere lov var bestemmelserne i § 2 og § 34a, stk. 2. Skrivelsen er optaget i Ministerialtidende.
Et byrådsmedlem blev dømt for overtrædelse af straffeloven ved i 3 tilfælde at have stjålet ketogan/petidin fra sin arbejdsplads. Den pågældende blev endvidere dømt for overtrædelse af sygeplejerskeloven ved at have sløret et af tyverierne. Valgbarhedsnævnet fandt, at den pågældende var valgbar.