Legislator Case Law & Legislation
W19870402825 DK

Tilbagebetaling af boligstøtte - oplysningspligt

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1987 4028 Historic

Tilbagebetaling af boligstøtte - oplysningspligt

Boligstyrelsen har i dag skrevet følgende til: N.N.

»Boligstyrelsen har fra Amtsankenævnet for Århus Amt modtaget Deres skrivelse af 15. oktober 1986, hvori De klager over nævnets afgørelse af 26. september 1986.

Ved denne afgørelse tiltrådte nævnet kommunens beslutning om at kræve tilbagebetaling af for meget udbetalt boligsikring i perioden 1. januar - 30. november 1983 under henvisning til, at den faktiske indkomst opgjort efter socialindkomstlovens principper væsentligt overstiger det anvendte beregningsgrundlag, og under hensyn til, at De har tilsidesat Deres oplysningspligt. Nævnet fandt imidlertid ikke at kunne tage stilling til størrelsen af tilbagebetalingskravet, idet nævnet fandt, at feriepenge på henholdsvis 6.926,40 kr. og 7.054,00 kr., der er udbetalt Dem og N.N. i forbindelse med ophør af arbejde, ved en periodeopdeling af den faktiske indkomst først kan indgå i indtægtsopgørelsen fra den 1. i måneden efter, at henholdsvis De og N.N. er blevet bekendt med, at arbejdsforholdet ville ophøre. Amtsankenævnet har derfor hjemvist sagen til fornyet behandling i kommunen.

I Deres skrivelse har De gjort gældende, at det ikke kan være rigtigt, at socialindkomsten for et tilfældigt år påvirkes af feriepenge for 2 år. De finder derfor, at beregningsgrundlaget primært bør opgøres excl. feriepenge for 1983, og sekundært at beregningsgrundlaget opgøres excl. feriepenge for 1982.

I denne anledning skal man meddele, at Amtsankenævnets afgørelse efter § 63, stk. 2, i lov om individuel boligstøtte ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Boligmimisteren, Boligstyrelsen, kan dog optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen er af principiel betydning.

Man skal videre meddele, at husstandsindkomsten efter boligstøttelovens § 7 skal opgøres efter reglerne i lov om socialindkomst. Ifølge socialindkomstlovens § 2, nr. 1, henregnes til socialindkomsten enhver indkomst, der henføres til eller indgår i den skattepligtige almindelige indkomst.

Endvidere skal man meddele, at efter § 38, stk. 3, i lov om individuel boligstøtte skal boligstøttemodtageren oplyse boligstøttekontoret om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten, herunder bl.a. om væsentlige og varige stigninger i boligstøttemodtagerens eller husstandens indkomstforhold. Har boligstøttemodtageren undladt at give meddelelse herom, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget oppebåret boligstøtte, skal han eller hans dødsbo tilbagebetale det beløb, der er oppebåret med urette, jfr. lovens § 41.

Når der er tale om en indkomstfremgang på mindst 10.000 kr. i den faktiske husstandsindkomst i forhold til det anvendte beregningsgrundlag (den forventede fremtidige indkomst), skal der efterfølgende foretages en regulering, hvorved det for meget udbetalte kræves tilbagebetalt.

Boligstyrelsen finder på denne baggrund ikke, at de spørgsmål, De har rejst i Deres klageskrivelse, er af principiel betydning, og man kan derfor ikke foretage sig videre i sagen, for så vidt angår dette spørgsmål.

Boligstyrelsen finder imidlertid, at spørgsmålet om, fra hvilket tidspunkt De har tilsidesat oplysningspligten for så vidt angår de feriepenge, der er blevet udbetalt i forbindelse med arbejdsophør, er af principiel betydning.

Det er således Boligstyrelsens opfattelse, at De først kan anses for at have tilsidesat Deres oplysningspligt vedrørende de omhandlede feriepenge på det tidspunkt, De var klar over, at arbejdsforholdet ville ophøre, idet De fra dette tidspunkt burde have vidst, at optjente feriepenge i 1983 kunne påvirke den faktiske indkomst for 1983.

Boligstyrelsen tiltræder således den af Amtsankenævnet trufne afgørelse for så vidt angår dette spørgsmål.«

Endelig adm. afgørelse 1987 4028 Historic

Bygge- og Boligstyrelsen afgjort, at boligstøttemodtager først kunne anses at have tilsidesat oplysningspligt vedr. udbetalte feriepenge på det tidspunkt, støttemodtageren var klar over, at arbejdsforholdet ville ophøre, idet støttemodtageren fra dette tidspunkt burde have vidst, at optjente feriepenge kunne påvirke den faktiske indkomst for det pågældende boligstøtteår.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →