Legislator Case Law & Legislation
W19865138925 DK

Dagpenge - barseldagpenge - fædreorlov - tidspunktet for påbegyndelse af orlov - barn afgået ved døden (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1986 51389 Historic

Dagpenge - barseldagpenge - fædreorlov - tidspunktet for påbegyndelse af orlov - barn afgået ved døden (* 1)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En fader havde anmodet om dagpenge under fædreorlov for perioden 9. september - 21. september 1984. Pågældendes barn var født den 30. august 1984, men døde samme dag. Faderen havde arbejdet indtil den 8. september 1984. Barnet blev begravet den 13. september 1984.

Det sociale udvalg beregnede dagpengeperioden fra dagen efter fødslen, jfr. sikringsstyrelsens vejledning af 27. april 1984 om ændringer i lov om dagpenge ved sygdom og fødsel, og udbetalte herefter dagpenge for perioden 9. - 13. september 1984.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet pålagde det sociale udvalg at beregne barseldagpenge til faderen med virkning fra barnets begravelsesdato. Da faderen efter loven har krav på barselorlov fra datoen for barnets modtagelse i hjemmet, fandt nævnet det i den konkrete situation rimeligt at analogisere modtagelsesdatoen med begravelsesdatoen.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Det sociale udvalg anførte, at udvalget ikke havde fundet, at begravelsestidspunktet kunne sidestilles med lovtekstens »...eller modtagelse i hjemmet«. Udvalget begrundede sin opfattelse med, at lovens formål - at faderen og barnet får mulighed fro at være i tæt kontakt med hinanden umiddelbart efter fødslen - ikke kunne opfyldes. Når udvalget alligevel havde udbetalt dagpenge skyldtes det, at udvalget fandt det rimeligt, at faderen havde nogle dage til at være sammen med moderen og til at ordne det praktiske i forbindelse med begravelsen. Udvalget tilføjede, at det fortsat var af den opfattelse, at barseldagpengene skulle beregnes fra dagen efter fødslen eller fra modtagelsen i hjemmet (hvis der modtages et barn).

LOVGRUNDLAG

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, § 33, stk. 3, 1. pkt.

Sikringsstyrelsens vejledning af 27. april 1984 om ændringer i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, punkt 6.

Sikringsstyrelsens vejledning af 18. december 1985 om dagpenge ved barsel og adoption m.v., pkt. 15.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Da der i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel ikke er taget stilling til, hvornår perioden for faderens ret til dagpenge skal regnes, når et barn dør i forbindelse med fødslen, har ankestyrelsen intet at indvende mod amtsankenævnets afgørelse, hvorefter nævnet ud fra en analogislutning har sidestillet modtagelse i hjemmet med barnets begravelse.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at familien i en situation som denne har brug for at kunne være sammen og støtte hinanden efter begravelsen.

Ankestyrelsen finder iøvrigt, at fædreorloven - udover at kunne regnes fra fødslen - efter faderens ønske endvidere kan regnes fra tidspunktet for moderens udskrivning fra fødeafdelingen, hvad enten dette tidspunkt ligger før eller efter barnets begravelse.

Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1986 51389 Historic

I en sag om udbetaling af barseldagpenge under fædreorlov, hvor barnet var afgået ved døden kort tid efter fødslen, fandt ankestyrelsen, at faderen var berettiget til dagpenge fra datoen for barnets begravelse, idet dette tidspunkt kunne sidestilles med barnets modtagelse i hjemmet. Ankestyrelsen fandt endvidere, at tidspunktet for påbegyndelsen af fædreorloven efter faderens ønske også kunne have været regnet fra tidspunktet for moderens udskrivning fra fødeafdelingen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →