Kontanthjælp - handicappet barn - merudgifter ved forsørgelsen - sygebehandling - udgift til fysioterapi (* 2) (* 4)

Kontanthjælp - handicappet barn - merudgifter ved forsørgelsen - sygebehandling - udgift til fysioterapi (* 2) (* 4)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En ansøger, som havde et barn, der led af muskelsvind, havde siden 1976 modtaget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i medfør af bistandslovens § 48, stk. 1. Pr. 1. maj 1984 udgjorde hjælpen 4.830 kr. pr. måned. Herudover blev der ydet hjælp til dækning af merudgifter med 150 kr. pr. måned. Beløbet blev i efteråret 1984 forhøjet til 250 kr. pr. måned.

I maj 1984 søgte ansøgeren om hjælp til lægeordineret fysioterapi til barnet.

Om familiens økonomiske forhold var det oplyst, at de samlede indtægter, incl. kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, udgjorde 18.077 kr. netto pr. måned. De faste udgifter var opgjort til 13.449 kr., heraf terminsydelser 7.239 kr. og transportudgifter for manden 2.500 kr. pr. måned. Til rest til underhold var der herefter 4.628 kr. pr. måned.

Det sociale udvalg bevilgede hjælp i henhold til bistandslovens § 46, stk. 1, til dækning af halvdelen af den ansøgte udgift til fysioterapi.

Overfor amtsankenævnet anførte ansøgeren, at den fulde udgift burde dækkes efter bistandslovens § 48, stk. 1, da der var tale om en merudgift ved at have et handicappet barn i hjemmet.

Det sociale udvalg udtalte overfor amtsankenævnet, at udvalget ved behandlingen af sagen efter bistandslovens § 46, stk. 1, havde fundet, at familien selv havde midler til at afholde en del af udgiften til behandlingerne, som iøvrigt fandtes at være velbegrundet.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt, at bestemmelsen i bistandslovens § 48, stk. 1, efter sin ordlyd ikke er til hinder for, at der i visse tilfælde kan ydes hjælp til betaling af fysioterapeutisk behandling.

På denne baggrund samt efter oplysningerne i sagen, herunder oplysningerne om barnets lidelse, fandt nævnet, at ansøgeren var berettiget til hjælp til barnets behandling hos fysioterapeut i medfør af denne bestemmelse.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Det sociale udvalg anførte, at udvalget ved sagens behandling havde vurderet, efter hvilken bestemmelse i bistandsloven familien og barnet bedst kunne hjælpes. Udvalget havde i denne forbindelse lagt vægt på de oplysninger, der er anført i pkt. 52 i socialministeriets cirkulære af 20. december 1982, hvorefter der med hensyn til hjælp til dækning af egenandelen af udgifter ved særlig sygebehandling, fysioterapi og anden lignende behandling, henvises til bistandslovens § 46. Socialudvalget fandt det af stor betydning for såvel klienterne som de sociale myndigheder, om man i et tilfælde som det foreliggende og i andre lignende sager helt kunne bortse fra familiens indtægtsforhold ved at henføre hjælpen til bistandslovens § 48.

LOVGRUNDLAG

Bistandsloven, § 48, stk. 1

Socialministeriets cirkulære af 20. december 1982 om kontanthjælp efter bistandsloven, pkt. 52.

Bistandsloven, § 46, stk. 1.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder ikke, at udgifter til sygebehandling af et barn under 18 år med et fysisk eller psykisk handicap kan henføres til de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af barnet, jfr. bistandslovens § 48, stk. 1. Ankestyrelsen har herved samtidig lagt vægt på, at lovens § 46, stk. 1, indeholder en særskilt - og generel - hjemmel til at yde hjælp til sygebehandling. Ankestyrelsen er opmærksom på, at betingelserne for at yde hjælp efter de to lovbestemmelser ikke er de samme.

Ankestyrelsen finder således, at spørgsmålet om hjælp til behandling af barnet hos fysioterapeut må vurderes efter bistandslovens § 46, stk. 1.

Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.

Dette medfører dog ikke, at ansøgeren skal tilbagebetale den hjælp, der er udbetalt i henhold til amtsankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen har ikke ved sin afgørelse taget stilling til størrelsen af den hjælp, der oprindelig blev ydet ansøgeren i henhold til bistandslovens § 46, stk. 1.

(* 1) Se endvidere SM O-106-78.

En udgift til sygebehandling (fysioterapi) af et barn, der led af muskelsvind, kunne ikke henføres til de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af barnet, jfr. bistandslovens § 48, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at lovens § 46, stk. 1, indeholder en særskilt - og generel - hjemmel til at yde hjælp til sygebehandling.

Ankestyrelsen fandt således, at spørgsmålet om hjælp til behandling af barnet hos fysioterapeut måtte vurderes efter bistandslovens § 46, stk. 1.