Legislator Case Law & Legislation
W19865137425 DK

Overtagelse af fast ejendom belagt med byggelinier

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1986 51374 Valid

Overtagelse af fast ejendom belagt med byggelinier

Tak for Deres brev af 7. januar 1986 (j.nr. 9059.01), hvori De for fru N.N. rejser spørgsmålet om statens forlods overtagelse af hendes ejendom, der er omfattet af byggelinier til sikring af anlæg af Tårnbymotorvejen.

Jeg har indhentet en udtalelse fra vejdirektoratet og skal herefter bemærke følgende

Den overtagelsespraksis, som De henviser til, bygger, som vejdirektoratet har meddelt Dem, på en betænkning fra folketingets udvalg om offentlige arbejder i anledning af et lovforslag om »stop for Tårnbymotorvejen« i foråret 1983. På dette grundlag får jeg en årlig bevilling til forlods at overtage ejendomme, der er omfattet af projektet. Der skal være tale om ejere, der har særlig grund til at ønske deres ejendom overtaget, f.eks. på grund af alder, som det er tilfældet for Deres klients vedkommende.

Det er imidlertid en forudsætning, som også vejdirektoratet har meddelt Dem, at der er tale om ejendomme, der til sin tid skal eksproprieres til gennemførelse af anlægget. Jeg skal her henvise til side 5 i betænkningen, hvor det er anført, »at det vil være vanskeligt i hvert fald for en rimelig pris at afhænde ejendomme, der er omfattet af et projekt, hvis udformning og placering ligger så fast som her«. Det har naturligvis ikke været meningen, at der skulle overtages ejendomme, som ikke ville blive overtaget, hvis der eksproprieredes til anlægget nu eller senere.

Som De er underrettet om, er Deres klients ejendom beliggende således, at den ikke efter projektet skal eksproprieres til anlægget. Kun hvis der bliver tale om en flytning af motorvejen mod syd - hvad der må betragtes som yderst usandsynligt - vil ejendommen blive berørt af anlægget.

Efter projektet vil ejendommen til sin tid blive berørt af en byggelinie på 50 m fra vejmidte + højdetillæg, der i medfør af § 34 i lov om offentlige veje påregnes pålagt til afløsning af den nuværende 60 m byggelinie. byggelinien pålægges for at holde ny bebyggelse i en rimelig afstand fra motorvejen. Den har altså ikke senere vejudvidelsesformål, men alene bebyggelsesregulerende formål.

Jeg må altså beklage, at jeg ikke kan imødekomme ønsket om en overtagelse af ejendommen.

Under hensyn til, at projektet ligger meget fast både i udformning og placering, har jeg på den anden side bedt vejdirektoratet om at se positivt på en konkret ansøgning om dispensation fra byggelinien til ombygning m.v. i et rimeligt omfang.

Tilkendegivelsen herom og tilkendegivelsen om, at det må betragtes som yderst usandsynligt, at ejendommen vil blive berørt af et eventuelt anlæg af Tårnbymotorvejen, mener jeg vil kunne lette et salg af ejendommen til normal pris.

Endelig adm. afgørelse 1986 51374 Valid

Betænkning over forslag til lov om ændring af lov om visse hovedlandevejsstrækninger (Stop for Tårnbymotorvejen) afgivet af Folketingets udvalg om offentlige arbejder den 11. maj 1983.

Endelig adm. afgørelse 1986 51374 Valid

Ejendom belagt med byggelinier kunne ikke forlods overtages, da ejendommen ikke påtænktes eksproprieret til gennemførelse af motorvejsanlæg. Byggelinierne var alene pålagt med det formål at holde ny bebyggelse i en rimelig afstand fra motorvejen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →