Snerydning af fortov, adgang
Statutory Text (3 Articles)
Snerydning af fortov, adgang
I brev af 4. december 1985 har De klaget over, at A-kommune har pålagt Deres klient snerydningspligt m.v. på fortovet ud for ejendommen på H-vej.
De har henvist til, at der i forbindelse med kommunens udstykning og salg af ejendommen i 1970 blev pålagt ejendommen en deklaration om, at der ikke må etableres adgang, hverken for kørende eller gående færdsel direkte mellem parcellen og H-vej. De finder, at Deres klient derfor er fritaget for rydning m.v. i medfør af lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje, § 5.
Stadsingeniøren har i en udtalelse i sagen af 15. januar 1986 oplyst, at kommunen som påtaleberettiget i henhold til deklarationen kan acceptere, at Deres klient etablerer adgang for gående trafik mellem ejendommen og fortovet på H-vej.
Ministeriet er enig med Dem i, at kommunen ikke hidtil har kunnet pålægge Deres klient de omhandlede forpligtelser vedrørende H-vej, så længe ejendommen er afskåret fra direkte adgang til denne vej. Med den nu foreliggende erklæring fra stadsingeniøren er der nu etableret det fornødne grundlag for rydningsforpligtelser vedrørende det pågældende fortov. Ministeriet vil dog finde det naturligt, at den deklaration, der hviler på Deres klients ejendom, ændres i overensstemmelse med kommunens tilsagn, og rydningsforpligtelsen først gøres gældende, når deklarationen er ændret.
Offentliggjort i VEJLOVE udgivet af DAFOLO.
En kommune meddelte dispensation fra deklaration om adgangsbegrænsning med henblik på etablering af gående adgang til offentlig og pålagde samtidig grundejeren snerydningspligt til vejens fortov. Ministeriet fandt, at der ved dispensationen er fornøden grundlag for rydningspligten, og at denne først burde gøres gældende, når deklarationen er ændret.