Opfindelse angående et insulinderivat ikke patenterbar.

Opfindelse angående et insulinderivat ikke patenterbar.

År 1986, den 30. oktober afsagde Patentankenævnet (Beyer, Grønning-Nielsen, P.F. Jensen, Niordson, Ansgar Sørensen)

følgende

K E N D E L S E

i sagen j.nr. P. 3/85

Klage fra

Nordisk Insulinlaboratorium,

Gentofte,

v/Dansk Patent Kontor A/S

over

patentdirektoratets afgørelse af 19. december 1984 af patentansøgning nr. 1571/83.

Den 10. august 1982 indgav klageren en ansøgning om patent på »fremgangsmåde til fremstilling af et insulinderivat«.

Ansøgningen indeholdt følgende 9 krav

»1. Fremgangsmåde til fremstilling af humant insulin, ved hvilken et svineinsulinprodukt behandles med caboxypeptidase A eller et tilsvarende enzym til dannelse et desalanin-B30-insulinprodukt, som derpå kondenseres med en L-threoninalkylester i nærværelse af trypsin eller et dermed beslægtet enzym og et organisk coopløsningsmiddel, hvorpå den dannede insulinester hydrolyseres til dannelse af humant insulin, k e n d e t e g n e t ved, at desalanin-B30-insulinproduktet suspenderes i en lavere alkanol, en opløsning af L-threoninalkylesteren og trypsin eller et dermed beslægtet enzym i vand indstillet på en pH-værdi i området fra ca. 5,5 til ca. 7,5 uden tilsætning af en puffer blandes med suspensionen, hvorefter den fremkomne blanding henstår i op til 30 minutter, og ved at hydrolysen af insulinesteren gennemføres i et vandigt medium med en pH-værdi i området fra ca. 8,5 til ca. 10,5.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at trypsin eller et dermed beslægtet enzym opløses separat i en del af opløsningen af L-threoninalkylesteren i vand, suspensionen af desalanin-B30-insulinproduktet sættes til den resterende del af opløsningen af L-threoninalkylesteren i vand, den fremkomne blandings temperatur og pH-værdi reguleres, hvorefter den separat fremstillede opløsning af trypsin eller et dermed beslægtet enzym i en del af opløsningen af L-threoninalkylesteren i vand tilsættes.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 og 2, k e n d e t e g n e t ved, at det anvendte svineinsulinprodukt er rå svineinsulin.

4. Fremgangsmåde ifølge krav 2, k e n d e t e g n e t ved, at den fremkomne blandings temperatur og pH-værdi indstilles på henholdsvis 10-15 graderC og 5,8-6,2.

5. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at kondensationsreaktionen gnenemføres i et tidsrum på fra ca. 5 til ca. 15 minutter.

6. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at desalanin-B30-insulinproduktet isoleres uden fraskillelse af det anvendte carboxypeptidase A eller tilsvarende enzym.

7. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at den anvendte L-threoninalkylester er L-threoninmethylester.

8. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at den anvendte lavere alkanol er ethanol.

9. Fremgangsmåde ifølge krav 2, k e n d e t e g n e t ved, at trypsin eller et dermed beslægtet enzym opløses separat i 10-20 vægtprocent af opløsningen af L-threoninalkylesteren i vand.«

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 15. november 1983

Det er kendt, jfr. beskrivelsen til dansk patentansøgning nr. 1556/80 (ref. 1), 2nd Int. Insulin Symposium, 4.-7. september 1979 Aachen (ref. 2) og peptides 1980, proceedings of the 16th European Peptides Symposium, Helsingør 31. august - 6. september 1980 (ref. 3), at fremstille humant insulin ved i et første trin at omsætte et desalanin-B30-insulinprodukt med en L-threoninalkylester i nærværelse af trypsin eller et beslægtet enzym og et organisk coopløsningsmiddel, hvorpå i et andet trin den dannede insulinester hydrolyseres. I processens andet trin er det kendt at udføre hydrolysen afhængig af den beskyttede gruppes egenskaber (jfr. således ref. 1, side 4 og 5) på sædvanlig måde, fx ved forsæbning ved en pH-værdi i området mellem 8,5 og 10,5 (nemlig 9,5), når den beskyttede gruppe er en methylgruppe, jfr. ref. 2, side 121. Med hensyn til processens første trin bemærkes, at reaktionsblandingen fortrinsvis består af en blanding af vand og et vandblandbart organisk opløsningemiddel, fx en lavere alkohol (ref. 1, side 4 nederst) og har en pH-værdi i området 5-9, fortrinsvis 6-7, (ref. 1, side 4, ref. 2, side 120 og ref. 3, side 373).

Den i ansøgningen omhandlede opfindelse ses ikke at adskille sig væsentligt fra den således kendte teknik og ansøgningen skønnes derfor ikke at omhandle en patenterbar opfindelse.'

Klageren indleverede derefter den 7. september 1984 følgende ændrede krav 1

»Fremgangsmåde til fremstilling af humant insulin, ved hvilken et svineinsulinprodukt behandles med carboxypeptidase A eller et tilsvarende enzym til dannelse af et desalanin-B30-insulinprodukt, som derpå kondenseres med en L-threoninalkylester i nærværelse af trypsin eller et dermed beslægte enzym og et organisk coopløsningsmiddel, hvorpå den dannede insulinester hydrolyseres til dannelse af humant insulin, k e n d e t e g n e t ved, at desalanin-B30-insulinproduktet suspenderes i en lavere alkanol, en opløsning af L-threoninalkylesteren og trypsin eller et dermed beslægtet enzym i vand indstillet på en pH-værdi i området fra ca. 5,5 til ca. 7,5 uden tilsætning af en puffer blandes med suspensionen, hvorefter den fremkomne blanding henstår i op til 30 minutter.«

I følgeskrivelsen anførte klageren

»I krav 1 er hydrolysetrinnet udgået af kravets kendetegnende del.

Fremgangsmåden ifølge opfindelsen adskiller sig væsentligt fra den fra de fremdragne litteratursteder kendte kondensationsfremgangsmåder med hensyn til tilsætningsrækkefølgen for reaktanter og enzym, mængden af anvendt enzym, reaktionstid og dermed også renheden af det fremstillede insulin.

Ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen suspenderes desalanin-B30-insulinet i en lavalkanol, hvorpå der til denne suspension sættes en opløsning af L-threoninalkylester og trypsin uden tilsætning af puffer. Reaktionstiden er højst 30 minutter, fortrinsvis 5-15 minutter, og trypsinet anvendes i en mængde på 1% (vægt/vægt).

Ved fremgangsmåden ifølge ref. 1 opløses derimod desalanin-B30-insulin og L-threoninalkylester i ethanol/dimethylformamid, hvorpå der til opløsningen sættes en opløsning af trypsin i boratpufferopløsning. Reaktionstiden er fra 3 til 72 timer, og trypsinet anvendes i en mængde på 5-10% eller derover.

Foruden de umiddelbart indlysende fordele, der opnås ved anvendelsen af en væsentlig mindre trypsinmængde og en væsentlig kortere reaktionstid, opnås fordele med hensyn til det fremstillede insulins renhed. Det er klart, at et følsomt produkt som insulin kun bør være i kontakt med så lidt enzym som muligt i det kortest mulige tidsrum for at undgå eventuelle uønskede omdannelsesprodukter, som ikke eller kun vanskeligt kan fjernes fra slutproduktet insulin. Det gælder principielt for alle lægemidler, at de bør indeholde så lidt urenheder som muligt, men det gælder især for insulin, som et meget stort antal patienter er nødt til at indtage flere gange i døgnet gennem størstedelen af deres levetid.

Alt taget i betragtning adskiller fremgangsmåden ifølge opfindelsen sig væsentligt fra den kendte fremgangsmåde. Specielt adskiller den i krav 2 omhandlede udførelsesform for fremgangsmåden ifølge opfindelsen sig væsentligt fra den kendte fremgangsmåde, og vi forventer herefter, at Direktoratets indvendinger bortfalder.«

Den 19. december 1984 afslog direktoratet ansøgningen med følgende begrundelse

Den i ansøgningen omhandlede omsætning af desalanin-B30-insulinproduktet med en L-threoninalkylester i nærværelse af trypsin eller et dermed beslægtet enzym og et organisk opløsningsmiddel skulle ifølge det i Deres ovennævnte skrivelse anførte adskille sig fra den i skrivelse herfra af 15. november 1983 fremdragne kendte teknik, der betegnet ref. 1, 2 og 3, ved 1) tilsætningsrækkefølgen for reaktanterne og enzym, 2) mængden af anvendt enzym og 3) reaktionstiden. Herom bemærkes

1) Da enzymet ved reaktionen skal indvirke på desalanin-B30-insulinproduktet, vil der ingen reaktion finde sted, førend desalanin-B30-insulinproduktet og enzymet bringes sammen. Det skønnes derfor ikke at kunne have nogen afgørende indflydelse på reaktionen, om L-threoninalkylesteren og enzymet først bringes sammen i vand inden tilsætningen til desalanin-B30-insulinproduktet i organisk opløsningsmiddel, eller om desalanin-B30-insulinproduktet og L-threoninalkylesteren først bringes sammen i organisk opløsningsmiddel inden tilsætning af enzymet i vandig opløsning.

2) I Deres ovennævnte skrivelse anfører De, at enzymet anvendes i en mængde på 1% (vægt/vægt) i forhold til 5-10% ifølge den kendte teknik. I kravene og beskrivelsens almindelige del ses der imidlertid intet at være oplyst om de anvendte trypsinmængder. Af eksempel 1 fremgår det imidlertid, at 2000 mg svineinsulin i et udbytte på 92% omdannes til desalanin-svineinsulin, som derpå udsættes for 200 mg trypsin, dvs. at ensymet findes i en mængde på over 10% i forhold til desalanin-B30-svineinsulin (i Deres skrivelse anfører De ikke i forhold til hvad, trypsinets %-indhold beregnes, men der menes formentlig desalanin-insulinproduket). Ifølge eksempel 2 anvendes 0,6 g trypsin til 66,3 g udgangsprodukt, dvs. ca. 1 vægtprocent trypsin. Ifølge eksemplerne i ansøgning nr.1556/80 anvendes pr. 100 mg desalanin-B30-insulinprodukt 4 mg, ca. 80 mg og 3,35 mg enzym. Det, der kan udledes om de anvendte enzymmængder, ses således ikke at være afgørende forskelligt i de to tilfælde.

3)Reaktionstiden er ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen højst 30 minutter. Af ref. 3, side 375 fremgår det imidlertid, at udbyttet ved kobling af Thr-OMe og DAI (de i foreliggende eksempler anvendte reaktanter) har maximum efter 30 minutter og derefter falder.

Det må derfor fastholdes, at det i ansøgningen omhandlede ikke adskiller sig væsentligt fra den i skrivelse herfra af 15.november 1983 fremdragne kendte teknik. Ansøgningen skønnes derfor vedblivende ikke at omhandle en patenterbar opfindelse.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 19. februar 1985 indbragt for Patentankenævnet.

I skrivelse af 21. juni 1985 har klageren nedlagt påstand om, at den påklagede afgørelse omstødes, således at ansøgnigen optages til fortsat behandling på grundlag af kravene af 7. september 1984, dog således at krav 1 får følgende formulering

»Fremgangsmåde til fremstilling af humant insulin, ved hvilken et svineinsulinprodukt behandles med carboxypeptidase A eller et tilsvarende enzym til dannelse af et desalanin-B30-insulinprodukt, som derpå kondenseres med en L-threoninalkylester i nærværelse af trypsin eller et dermed beslægtet enzym og et organisk coopløsningemiddel, hvorpå den dannede insulinester hydrolyseres til dannelse af humant insulin, k e n d e t e g n e t ved, at desalanin-B30-insulinproduktet suspenderes i en lavere alkanol, hvorpå suspensionen blandes med en opløsning af L-threoninalkylesteren og trypsin eller et dermed beslægtet enzym i vand indstillet på en pH-værdi i området fra ca. 5,5 til ca. 7,5 uden tilsætning af en puffer.«

Klageren har med henvisning til patentdirektoratets udtalelse i den påklagede afgørelse om, at der først sker en reatkion, når desalanin-B30-insulinproduktet og enzymet bringes sammen og om betydningen af rækkefølgen af de øvrige procestrin anført

»Det forholder sig imidlertid således, at man ved den specifikke tilsætningsrækkefølge for reaktanterne og enzymet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen opnår væsentligt bedre udbytter af humant insulin, end det er tilfældet ved den fra den modholdte beskrivelse til dansk patentansøgning nr. 1556/80 kendte fremgangsmåde. Ifølge eksempel 1 og 2 i beskrivelsen til den foreliggende ansøgning (Bilag F) opnås således udbytter på henholdsvis 80% og 87% (side 8, linie 22 og side 10, linie 16), hvorimod der i eksempel 1 og 2 i den modholdte beskrivelse til dansk patentansøgning nr. 1556/80 (Bilag B) opnås udbytter på henholdsvis 75% og 80%. Det i eksempel 2 i beskrivelsen til den foreliggende ansøgning opnåede udbytte på 87% er særlig bemærkelsesværdigt, da den i eksempel 2 beskrevne fremgangsmåde er gennemført i halvindustriel målestok. Eksemplerne i beskrivelsen til den modholdte danske patentansøgning nr. 1556/80 er derimod udført i laboratoriemålestok. Det er klart, at fremgangsmåden ifølge opfindelsen har væsentlig betydning som industriel anvendelig fremgangsmåde til fremstilling af humant insulin.

I de konkrete eksempler i de tre modholdte litteratursteder anvendes i samtlige tilfælde dimethylformamid (DMF) eller en blanding af dimethylformamid og ethanol som opløsningsmiddel, jf. Bilag B, side 8, linie 8-9, side 9, linie 32 og side 10, linie 29-30, Bilag C, side 120, linie 15 samt Bilag D, side 273, linie 6 fn. Det fremgår endvidere af tabel 3 på side 376 i Bilag D, at dimethylformamid, butandiol-1,4, ethylenglycol og dimethylsulfoxid har gunstig indflydelse på udbyttet af den der beskrevne trypsinkatalyserede kobling, hvorimod isopropanol, som er den eneste anførte lavalkanol i tabel 3, giver et ringe udbytte. På denne baggrund må det betragtes som overraskende, at man ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen, hvor der som opløsningsmiddel anvendes en lavalkanol og vand, opnås særdeles høje udbytter af humant insulin i stor renhed.«

Sagen har været behandlet i nævnets møde den 13. oktober 1986.

Klageren havde ikke ønsket at give møde.

Nævnet udtaler

Idet den i ansøgningen omhandlede fremgangsmåde kun findes at frembyde en for fagmanden nærliggende optimering af en kendt kemisk proces, og da der ikke herved ses at være opnået nogen signifikant teknisk virkning i form af overraskende højere udbytte af humant insulin, tiltrædes det og iøvrigt af de af patentdirektoratet anførte grunde, at ansøgningen er afslået,

Herefter

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

J. Beyer. Grønning-Nielsen. P.F. Jensen. F. Niordson. Ansgar Sørensen.

Ingen

Ansøgning om patent på »fremgangsmåde til fremstilling af et insulinderivat« blev afslået af Patentdirektoratet p.g.a. manglende opfindelseshøjde. Afgørelsen stadfæstet af Patentankenævnet.