Brancheforeningers optagelsesbetingelser
Statutory Text (2 Articles)
Brancheforeningers optagelsesbetingelser
År 1986, den 16. juni, blev i sagen j.nr. 48/85, Foreningen af Yngre Tandlæger ctr. monopoltilsynet, afsagt sålydende
KENDELSE
I skrivelse af 13. oktober 1985 har Foreningen af Yngre Tandlæger klaget over, at monopoltilsynet har accepteret et af Dansk Tandlægeforening indført skærpet betalingskrav over for tandlæger, der efter udmeldelse af foreningen på ny ønsker at indtræde i samme.
Klagerne har nedlagt påstand om, at den omhandlede skærpelse af Dansk Tandlægeforenings genindmeldelsesregler skal anses for stridende mod monopolloven.
Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Sagen har været behandlet på nævnets møde den 12. maj og 13. juni 1986. Parterne har ikke ønsket mundtlig forhandling af sagen for nævnet.
Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 10. oktober 1985 fra monopoltilsynet til klagerne
»I forbindelse med foreningens klage over, at Dansk Tandlægeforening i sine vedtægters § 10, stk. 3, har indført en bestemmelse om tandlægers betaling af fuldt medlemskontingent i udmeldelsesperioden ved genindmeldelse i foreningen har monopoltilsynet i henhold til monopollovens § 11 haft en forhandling med Dansk Tandlægeforening om sagen.
Dansk Tandlægeforening har derefter ved skrivelse af 23. august 1985 fremsat forslag til en ændring af vedtægternes § 10, stk. 3, således at en tandlæge ved genindmeldelse skal betale halvt medlemskontingent for hvert år, den pågældende har været udmeldt af foreningen, dog med en åremålsbegrænsning på 5 år. Der skal ikke betales fondsbidrag i perioden. Hvad angår genindmeldelsesgebyret på 1.000 kr. vil dette gebyr kun blive opkrævet i de tilfælde, hvor tandlægeforeningen giver dispensation fra kravet om betaling af halvt medlemskontingent.
Foreningen af Yngre Tandlæger har i skrivelser af 3. juli og 11. august 1985 fremsat bemærkninger til forslaget.
I denne anledning skal man meddele, at sagen har været behandlet i monopolrådets møde den 9. oktober 1985.
Monopoltilsynet finder herefter på det foreliggende grundlag at kunne tage Dansk Tandlægeforenings forslag til efterretning. Ved afgørelsen blev der navnlig lagt vægt på denne forenings interesse i at kunne begrænse omfanget af kortvarige ud- og indmeldelser. Det blev videre henset til, at der herefter er tale om et mindre indmeldelsesbeløb set i forhold til indtjeningen inden for erhvervet.
Om grundlaget i øvrigt for rådets afgørelse henvises til uddrag af direktoratets referat af sagen til rådsmødet den 9. oktober 1985, som vedlægges. Direktoratets indstilling er udeladt.
Opmærksomheden henledes på, at tilsynets afgørelse kan indklages for monopol-ankenævnet i henhold til monopollovens § 18. I praksis sker dette ved skriftlig begæring til tilsynet om sagens videresendelse.«
Om sagens baggrund er der i referat til rådsmødet den 29. maj 1985 bl.a. oplyst følgende
Dansk Tandlægeforening har ca. 5.500 medlemmer. Heraf er ca. 3.000 private tandlæger, der praktiserer for sygesikringen, medens ca. 1.600 er ansat i den offentlige sektor fortrinsvis inden for den kommunale børnetandpleje. Resten af medlemmerne er ansat på undervisningsområdet eller er arbejdsløse.
De seneste års faldende børnetal i Danmark har medført en faldende beskæftigelse blandt børnetandlægerne, som derfor ønsker den offentlige tandplejeordning udvidet til også at omfatte bl.a. ældretandplejen.
Disse betræbelser er stødt på modstand hos de privatpraktiserende tandlæger, som føler deres arbejdsområde truet af en sådan ordning. Det har afstedkommet en intern strid i Dansk Tandlægeforening, hvilket bl.a. har medført udskiftninger i foreningens bestyrelse, og over 100 tandlæger ansat under den kommunale børnetandplejeordning har meldt sig ud af foreningen.
Det er primært for at standse denne strøm af udmeldelser, at Dansk Tandlægeforening på sin generalforsamling i november 1984 indførte den omstridte § 10, stk. 3, i foreningens love. Forud for generalforsamlingen gjorde Foreningen af Yngre Tandlæger indsigelse mod denne ændring af lovene.
Dansk Tandlægeforening har over for monopoltilsynet gjort gældende, at udmeldte medlemmer principielt ved genindmelding i foreningen må betale en andel af de omkostninger, der er forbundet med at opretholde foreningens aktiviteter i den periode, tandlægen har stået udenfor. Foreningen har til stadighed en væsentlig del af sine indtægter fra medlemskontingenter bundet i faste udgifter, medens de øvrige udgifter vedrører kursusvirksomhed, foreningens forhandlingsfunktioner m. v. For at bibeholde sit høje stade og sin forhandlingsposition over for sygesikringen, må foreningen sikre sig, at tandlæger ved genindmeldelse bærer en andel af udgifterne hertil.
Klagerne har bl. a. anført, at det er Foreningen af Yngre Tandlægers grundlæggende opfattelse, at de stramninger, som Dansk Tandlægeforenings ordinære generalforsamling den 24. - 25. november 1984 indførte for så vidt angår genindmeldelse, ikke er begrundet i saglige hensyn, men derimod i de dybtgående fagpolitiske uoverensstemmelser, som allerede på daværende tidspunkt kunne konstateres i Dansk Tandlægeforening.
På det tidspunkt, hvor Dansk Tandlægeforening gennemførte de nævnte stramninger havde den interne fagpolitiske diskussion - som væsentligst blev ført mellem privatpraktiserende tandlæger og offentligt ansatte børnetandlæger - nået sin foreløbige kulmination. Allerede på dette tidspunkt havde de offentligt ansatte børnetandlæger truet med at udmelde sig af Dansk Tandlægeforening med henblik på at omdanne deres egen faglige forening til en egentlig forhandlingsberettiget organisation.
Foreningen af Yngre Tandlæger kunne ikke og kan fortsat ikke betragte vedtagelsen af mere byrdefulde vilkår for genindmeldelse i Dansk Tandlægeforening som andet end et forståeligt forsøg på at kvæle dette oprør, endnu før det brød ud.
Siden monopoltilsynets afgørelse af 10. oktober 1985 har en betydelig del af de offentligt ansatte børnetandlæger imidlertid effektueret denne trussel. På en ekstraordinær generalforsamling i Dansk Børnetandlægeforening den 28. september 1985, hvorunder blandt andet foreningens navn ændredes til Tandlægernes Nye Landsforening, blev der truffet principbeslutning om at søge foreningen omdannet til en forhandlingsberettiget organisation samt i konsekvens heraf foretaget væsentlige ændringer i foreningens vedtægter. Tandlægernes Nye Landsforening arbejder for nærværende intensivt på at opnå godkendelse som forhandlingsberettiget organisation for de offentligt ansatte børnetandlæger.
Den egentlige årsag til opretholdelsen af de meget byrdefulde vilkår for genindmeldelse i Dansk Tandlægeforening må efter Foreningen af Yngre Tandlægers opfattelse søges i Dansk Tandlægeforenings åbenbare interesse i at forsøge at kvæle den nye og konkurrerende organisation. Det er i denne forbindelse Foreningen af Yngre Tandlægers opfattelse, at man fra Dansk Tandlægeforenings side forsøger at inspirere de udmeldte medlemmer, som nu er medlemmer af Tandlægernes Nye Landsforening, til igen at indmelde sig i Dansk Tandlægeforening, inden det bliver for dyrt.
Sammenfattende anføres det således, at det er Foreningen af Yngre Tandlægers opfattelse, at reglen om betaling af fuldt (nu halvt) kontingent ved genindmeldelse i Dansk Tandlægeforening snarere skal ses som et led i den rivalisering, der nu pågår mellem Dansk Tandlægeforening og Tandlægernes Nye Landsforening, end som et i snævrere forstand rimeligt og sagligt begrundet forsøg på at undgå hyppige ind- og udmeldelser. Hvis en offentlig myndighed havde anvendt en tilsvarende fremgangsmåde, ville det nærmest kunne karakteriseres som magtfordrejning.
Monopoltilsynet har i sin afgørelse af 10. oktober 1985 tilsyneladende lagt vægt på Dansk Tandlægeforenings udtalelse om, at selv udmeldte tandlæger har en klar interesse i, at foreningen til stadighed opretholder et højt niveau på forhandlingsområderne, eftersom de pågældende, uanset udmeldelse, fungerer under de aftaler og overenskomster, som foreningen har indgået. Det fremgår endvidere af denne udtalelse, at siden de administrative driftsomkostninger udgør godt og vel halvdelen af Dansk Tandlægeforenings udgifter, er det rimeligt at afkræve et genindmeldt medlem halvdelen af det kontingent, som skulle have været betalt under fortsat medlemskab.
Hvad angår monopoltilsynets bemærkning om, at der er tale om et mindre indmeldelsesbeløb, set i forhold til indtjeningen inden for erhvervet, skal Foreningen af Yngre Tandlæger bemærke, at det i sagen omhandlede genindmeldelsesgebyr i sagens natur er mere aktuelt for yngre tandlæger end for ældre. Dette skyldes, at yngre tandlæger i højere grad end ældre skifter erhverv, for eksempel fra ansættelse som assistent i privat praksis til ansættelse i kommunal børnetandpleje og muligvis tilbage til ansættelse i privat praksis. Dette skift i ansættelsesform gør det med den nye foreningsstruktur aktuelt for de yngre tandlæger at indmelde sig, udmelde sig og genindmelde sig i de to foreninger, alt efter deres aktuelle ansættelsesforhold.
Monopoltilsynet henviser til støtte for sin påstand til det i den indankede afgørelse anførte. Der henvises endvidere bl. a. til ovennævnte referat til rådsmødet den 29. maj 1985, hvori monopoltilsynet bemærker, at det kan forekomme betænkeligt, at Dansk Tandlægeforening ved at indføre en betaling, der har en vis pønal karakter, på denne måde binder medlemmerne til foreningen, idet det efter en udmeldelse kan koste en tandlæge en mindre formue at genindtræde.
Medlemskab er en betingelse for at kunne praktisere for sygesikringen. Der ligger heri en mulighed for begrænsning af konkurrencen i erhvervet. Dansk Tandlægeforening kan på denne måde udnytte overenskomsten med sygesikringen til at fremme rent foreningspolitiske formål. Medlemmer kan derved blive stillet i en vanskelig erhvervsmæssig situation. Foreningen har direkte udtalt, at bestemmelsen om genindmeldelse alene har betydning for tandlæger med sygesikringspraksis. På den anden side er det et erklæret formål med bestemmelsen tillige at hindre tandlæger ansat i den kommunale børnetandpleje i at udmelde sig af foreningen.
Tandlægeforeningen har henvist til en række økonomiske forpligtelser for foreningen, og det kan ikke udelukkes, at et vist mindre bidrag til foreningens løbende aktiviteter kan være rimeligt. Hvis der er særlige problemer ved at sikre, at de pågældende opfylder specielt krav med hensyn til efteruddannelse eller lignende kvalifikationsbetingelser, må disse tilgodeses konkret ud fra omkostningen herved. Der kan derved blive tale om et mindre administrationsgebyr til dækning af de særlige omkostninger.
Foreningen har selvsagt en interesse i en stor og stabil medlemsprocent blandt tandlægerne. Det vil kunne styrke branchen i dens forhandlingsposition og formentlig også i øvrigt omkostningsmæssigt være en fordel. Foreningens interesse gælder især på lang sigt. Kortvarige udsving i antallet af medlemmer afhængige af mere eller mindre øjeblikkelige fordele og ulemper bør ud fra disse synspunkter undgås. På den anden side må tilsynet have for øje, at der her er tale om en privat regulering af erhvervsforhold og ikke om f. eks. løn og arbejdsforhold, der falder uden for monopolloven, og at det må sætte snævre grænser for, hvor langt foreningen i kraft af sin stærke konkurrencemæssige position kan gå.
Der bør endvidere ikke lægges vægt på nøje afstemmelse med f. eks. nyuddannedes, arbejdsløses eller udstationeredes genindmeldelser, men der må være en vis ligevægt.
Tilsynet har indhentet en udtalelse fra sygesikringen om sagen, hvorunder det blev oplyst, at sygesikringen ikke kontrollerer love og vedtægter hos de organisationer, som sygesikringen har indgået overenskomst med.
Tilsynet har undersøgt, i hvilket omfang andre liberale erhverv har en tilsvarende regel om genindmeldelse, og det har vist sig, at den overvejende del af disse erhverv alene har regler om betaling af skyldig ydelse samt et mindre gebyr ved genindtrædelse i foreningen.
Tilsynet bemærker i øvrigt, at man ved liberalisering af organisationens vedtægter vedrørende betingelser for genindmeldelse må vise forståelse for organisationens interesse i, at medlemmer ikke i f. eks. akutte situationer uden videre kan foretage ind- og udmeldelse.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale
Ankenævnet finder ikke, at Dansk Tandlægeforening som vilkår for genindmeldelse af et tidligere medlem bør kunne kræve betaling af et beløb, der væsentligt overstiger de administrationsudgifter som ud- og indmeldelser giver anledning til. Nævnet finder herefter, at genindmeldelse ikke bør kunne betinges af betaling af kontingent for en periode, der overstiger et år før genindmeldelsen.
Herefter bestemmes
Dansk Tandlægeforening er ikke berettiget til at betinge genindmeldelse af betaling af kontingent for en periode, der overstiger et år før genindmeldelsen.
Foreningen af Yngre Tandlæger klagede til Monopol-ankenævnet over, at Monopoltilsynet havde accepteret et forslag fra Dansk Tandlægeforening om at ændre foreningens genoptagelsesbetingelser til, at medlemmet i stedet for fuldt kontingent i udmeldelsesperioden skulle betale halvt kontingent med et maksimum på 5 år. Nævnet tog klagen til følge, idet man fandt, at genindmeldelse ikke bør kunne betinges af betaling af kontingent for mere end et år før genindmeldelse.