Legislator Case Law & Legislation
W19865130425 DK

Detailsalg/engrossalg i relation til prismærkningsloven (* 1) (* 2)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1986 51304 Valid

Detailsalg/engrossalg i relation til prismærkningsloven (* 1) (* 2)

De danske Handelsforeningers Fællesorganisation ctr. monopoltilsynet

År 1986, den 11. april, blev i sagen j.nr. 12/85, De danske Handelsforeningers Fællesorganisation ctr. monopoltilsynet, afsagt sålydende

KENDELSE

I skrivelse af 28. januar 1985 har højesteretssagfører E. Groth- Andersen som advokat for De danske Handelsforeningers Fællesorganisation klaget over en af monopoltilsynet truffet afgørelse, hvorved tilsynet har fundet, at Metro Selvbetjenings Engros-Lager K/S (Metro) ikke er omfattet af prismærkningslovens § 1.

Klagerne har nedlagt påstand om, at monopoltilsynet tilpligtes at anerkende, at Metro og de til selskabet knyttede forretningssteder er omfattet af prismærkningslovens § 1.

Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Metro er ved advokat Jan-Erik Svensson indtrådt i sagen til støtte for monopoltilsynet og har udtalt sig for nævnet.

Sagen har været behandlet på nævnets møder den 25. marts og 10. april 1986. På det første møde var parterne repræsenteret og udtalte sig.

Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 20. november 1984 fra monopoltilsynet til De danske Handelsforeningers Fællesorganisation: Ved skrivelse af 1. maj 1984 har organisationen på vegne af Danmarks Isenkræmmerforening gjort gældende, at Metro Selvbetjenings Engros Lager K/S overtræder bestemmelserne i § 1 i prismærkningsloven af 8. juni 1977. Ifølge denne bestemmelse skal varer, udbudt i detailsalg, mærkes eller skiltes med pris inklusive moms. Det er organisationens opfattelse, at der fra Metros forretningssteder reelt foregår detailsalg, hvorfor den af selskabet benyttede mærkning og skiltning med pris eksklusive moms er i strid med lovens § 1.

I denne anledning skal man meddele, at spørgsmålet har været behandlet i monopolrådets møde den 14. november 1984. Rådet fandt, at Metro Selvbetjenings Engros Lager K/S ikke kan anses for omfattet af prismærkningslovens § 1. Vedrørende grundlaget for rådets afgørlse henvises til vedlagte af direktoratet udarbejdede referat af 8. november 1984. I referatet er i overensstemmelse med praksis udeladt direktoratets indstilling. Endvidere er oplysninger om omsætning og kundetal slettet.

Det bemærkes, at klage over monopoltilsynets afgørelser behandles af monopol-ankenævnet, jf. monpolovens § 18. Fremgangsmåden er, at klage indsendes til tilsynet, der videresender klagen til ankenævnet.

Formålet med Metros virksomhed er efter det af selskabet oplyste at drive selvbetjeningssalg til erhvervskunder d.v.s. forretninger inden for alle detailbrancher samt en række servicefag, for så vidt angår varer til videresalg og forarbejdning i kundens virksomhed. Der mærkes i den forbindelse med priser eksklusive moms, således som det er sædvanligt, hvor varer udstilles for erhvervskunder med ledsagende prisoplysninger. Man sigter på at være et alternativ til den traditionelle grossist, især for supplerende mindre indkøb. Med hensyn til lokaleindretning, betjeningsform og varesortiment svarer Metros forretninger stort set til velassorterede supermarkeder i detailhandelen, bortset fra forekomsten af enkelte varetyper uden brugsværdi for den private forbruger. Metro har iværksat kontrolforanstaltninger for at sikre, at Metro-forretninger kun benyttes af erhvervskunder som led i deres forretningsvirksomhed. For at kunne handle i Metro skal kunderne således være i besiddelse af et Metropas, som kun udstedes til momsregistrerede virksomheder inden for handel og industri samt enkelte storkunder .

Af flere grunder ønsker Metro ikke at mærke og skilte varerne inklusive moms. Metros kunder er som erhvervsvirksomheder vant til at få oplyst indkøbspriser eksklusive moms. Metro finder det påkrævet for kunderne at kunne gå ud fra denne pris, når de foretager orienterende kalkulationer i forbindelse med indkøbene. Desuden påføres Metro urimelige meromkostninger, hvis der skal skiltes med pris såvel inklusive som eksklusive moms, idet det nuværende prismærkningsudstyr i så fald skal kasseres.

Selskabet anser sig i det hele ikke omfattet af prismærkningsloven og har derfor ikke villet søge dispensation efter prismærkningslovens § 3, stk. 3, da selskabet mener, at det ikke er omfattet af lovens § 1.

Klagerne har til støtte for deres påstand anført

Klagerne finde det bl.a. ved højesretsdom af 27. juni 1977 (UfR 1977/670) og Østre Landsrets dom af 22. juni 1983 godtgjort, at Metro udøver detailsalg (salg til privat forbrug). Det primære spørgsmål under disse sager var, hvorvidt Metro driver detailhandel og dermed er omfattet af lukkelovgivningen. I Østre Landsret dom hedder det i præmisserne, at det er godtgjort, at der såvel i som uden for den almindelige butikstid på Metropas til næringsdrivende og storforbrugere er solgt i ikke ubetydeligt omfang til privat forbrug, herunder endeligt brug i den virksomhed, køber repræsenterede .

Klagerne finder ikke belæg for, at begrebet detailsalg skal forstås forskelligt i henholdsvis lukkeloven (nu. lov om butikstid) og prismærkningsloven. De to love er kommet med kun godt 1 års mellemrum. En eventuel sondring skulle i givet fald fremgå af selve lovteksten.

Efter klagernes opfattelse har forholdene ikke ændret sig siden disse dommes afsigelse. Der foregår stadig tilsigtet salg til privatforbrug i Metro. Klagerne henviser til støtte herfor bl.a. til de brochurer, der udsendes til tusinder af landbrugere. Brochurerne bærer efter klagernes opfattelse tydeligt præg af, at kundernes behov for privat indkøb også dækkes ud fra Metros klare hensigt herom. I en brochure udsendt til Metros kunder udtaler f.eks. en landmandsfamilie følgende: Vi har handlet i over 3 år her hos vores lokale Metro - og køber stort set alle vore dagligvarer hos dem.

Vi synes de er vældig flinke og hjælpsomme.

Man fået et Hej - og et venligt smil - siger Herdis Jakobsen.

Som landbofamile sætter man pris på at kunne supplere med kvalitetsvarer til den rigtige pris.

Ud fra de nævnte domme, samt i øvrigt Metros almindelige markedsføring og prismærkningslovens forarbejder, må det efter klagernes opfattelse anses for godtgjort, at der finder detailsalg sted, således at prismærkningsloven skal finde anvendelse.

Af motiverne til prismærkningsloven fremgår, at sigtet med loven er at fastsætte et obligatorisk prismærknings- og skiltningsprincip for varer i detailsalg med undtagelser og dispensationsmuligheder. Prismærkningslovens undtagelsesbestemmelser i § 3, stk. 1 og 2, er ikke aktuelle i det foreliggende tilfælde, ligesom dispensationsreglen i § 3, stk. 3, ikke er bragt i anvendelse. Efter klagernes opfattelse bør dispensation heller ikke gives, da det ikke vil frembyde store vanskeligheder at prismærke incl. moms, og da der ikke er tale om et ubetydeligt detailsalg.

Klagerne konkluderer, at der efter alt foreliggende handles både en gros og en detail i betydeligt omfang i Metro, og at detailsalget sker i direkte konkurrence med den øvrige detailhandel, hvorfor prismærkningen også må følge de almindlige regler for den samlede detailhandel. Kravene i prismærkningslovens § 1 er ikke mere byrdefulde for Metro end for andre, der udbyder varer i detailsalg, og prismærkning som fastlagt i lovens § 1 har relevans for Metros målgruppe, der includerer kunder, der foretager indkøb af varer til privat brug.

Monopoltilsynet har til støtte for deres påstand anført

Tilsynet har ikke taget stilling til en eventuel adgang til dispensation efter prismærkningslovens § 3, stk. 3, men alene, om prismærkningslovens § 1 finder anvendelse på den foreliggende virksomhed.

Tilsynet mener ikke, at der er tale om detailsalg under henvisning til de kontrolforanstaltninger Metro håndhæver for at undgå misbrug - udstedelse af Metropas udelukkende til momsregistrerede virksomheder.

Til påstanden om, at anvendelsesområdet for lukkeloven/lov om butikstid må være identisk med prismærkningslovens i relation til afgrænsning af detailsalg, anfører tilsynet, at de to love varetager forskellige formål. Butiksloven sigter på at afveje erhvervsmæssige hensyn over for personalehensyn m.v., mens sigtet med prismærkningsloven alene er forbrugerbeskyttelse. Det er ikke relevant at varetage dette forbrugerbeskyttelseshensyn i det foreliggende tilfælde, dels mangler prisoplysningerne i Metro relevans for prismærkningslovens målgruppe, den almindelige private forbruger , og dels må prisoplysninger i overensstemmelse med bestemmelserne i prismærkningsloven anses for urimeligt byrdefulde for virksomhederne.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale

Metro mener at have tilrettelagt sin virksomhed alene som engrosforretning, og Metro forsøger at sikre, at der kun købes til erhvervsmæssigt formål i forretningen ved kontrolforanstaltninger. Metro har derfor ikke søgt om dispensation fra prismærkningslovens § 1, der ifølge bemærkningerne til loven bl.a. kan gives, når krav om prismærkning ikke står i rimeligt forhold til de byrder en mærkning vil påføre erhvervslivet, eller når virksomhedens butiksomsætning kun i ubetydeligt omfang vedrører detailhandel med forbrugere, medens hovedvægten ligger på engroshandel eller handel med andre erhvervsdrivende.

Ved de tidligere nævnte domme er det lagt til grund, at Metro i et ikke uvæsentligt omfang har solgt til privat forbrug. Det for ankenævnet fremlagte markedsføringsmateriale lader sig endvidere meget vanskeligt forstå på anden måde, end at virksomheden tillige tilsigter salg af varer til anvendelse i de indkøbendes private forbug.

Som følge af det anførte finder ankenævnet, at Metro er omfattet af prismærkningsloven.

Herefter bestemmes

Monopoltilsynet bør behandle klagen fra De danske Handelsforeningers Fællesorganisation ud fra den forudsætning, at Metro er omfattet af prismærkningsloven.

Endelig adm. afgørelse 1986 51304 Valid

De Danske Handelsforeningers Fællesorganisation klagede over, at Monopoltilsynet ikke havde fundet, at Metro var omfattet af prismærkningsloven og derfor ikke var forpligtet til at prismærke virksomhedens varer inkl. moms. Monopolankenævnet tog klagen til følge og omgjorde Monopoltilsynets beslutning

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →