Kontanthjælp - tildeling - udenlandsk statsborger - opholdstilladelse af ubegrænset varighed - manglende opfyldelse af forsørgelseserklæring (* 1) (* 3)
Statutory Text (2 Articles)
Kontanthjælp - tildeling - udenlandsk statsborger - opholdstilladelse af ubegrænset varighed - manglende opfyldelse af forsørgelseserklæring (* 1) (* 3)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En udenlandsk statsborger S havde haft ophold her i landet siden oktober 1976. Indtil begyndelsen af marts 1985 boede hun hos sin datter og svigersøn i A kommune. Datteren havde i april 1979 overfor tilsynet med udlændinge afgivet erklæring om at ville forsørge S.
I oktober 1981 fik S opholdstilladelse af ubegrænset varighed.
På grund af uoverensstemmelse med datteren og svigersønnen tog S i begyndelsen af marts 1985 ophold på et kvindehjem i B kommune, og hun blev herefter ikke længere forsørget af datteren og svigersønnen.
Det sociale udvalg i A kommune fandt ikke S berettiget til hjælp efter bistandsloven, idet der efter udvalgets opfattelse ikke var sket en ændring i hendes forhold, der var omfattet af bistandsloven.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet pålagde socialudvalget at yde hjælp til ansøgeren efter bistandslovens § 43, idet nævnet lagde vægt på, at S ikke længere blev forsørget af sin datter og svigersøn.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Det sociale udvalg i A kommune anførte bl.a., at forsørgelsen af S påhvilede hendes familie, der skriftligt havde erklæret sig indforstået hermed. Såfremt underholdsforpligtelsen efterfølgende bristede, var der efter udvalgets opfattelse ikke længere grundlag for meddelelse af opholdstilladelse, og der var ikke tale om nogen socialretlig vurdering i medfør af bistandsloven, men alene om en fremmedretlig vurdering, som henhørte under Justitsministeriets sagsområde.
LOVGRUNDLAG
Lov om social bistand, § 2, § 4, § 37 og § 43.
Udlændingelov, § 18, stk. 1 og 2.
Socialministeriets cirkulære af 6. januar 1976 om hjælp til udlændinge efter forsorgslovgivningen og bistandsloven, pkt. 26.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Under hensyn til at S har haft ophold her i landet siden oktober 1976 og har haft opholdstilladelse af ubegrænset varighed siden oktober 1981, finder Ankestyrelsen, at S opfyldte betingelserne for at få hjælp efter § 37 og § 43 i bistandsloven fra marts 1985, da hendes datter og svigersøn ophørte med at forsørge hende.
Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.
Ankestyrelsen skal samtidig henlede socialudvalgets opmærksomhed på muligheden for at anlægge sag mod datteren med henblik på hendes opfyldelse af forpligtelsen ifølge den erklæring, som hun i april 1979 har afgivet til tilsynet med udlændinge.
En udenlandsk statsborger S søgte kontanthjælp efter bistandsloven i marts 1985, idet hendes datter på grund af uoverensstemmelse med S ikke længere opfyldte sin forpligtelse ifølge en tidligere afgivet erklæring om at forsørge S. Da S havde haft ophold her i landet siden oktober 1976 og havde haft opholdstilladelse af ubegrænset varighed siden oktober 1981, fandtes hun at opfylde betingelserne for at få hjælp efter bistandslovens § 37 og § 43 fra det tidspunkt, da hendes datter ophørte med at forsørge hende.
Ankestyrelsen henledte samtidig det sociale udvalgs opmærksomhed på muligheden for at anlægge sag mod datteren med henblik på hendes opfyldelse af den afgivne forsørgelseserklæring.