Opholdskommunerefusion i forbindelse med sygehusophold udenfor bopælskommune - flyttehjælp fra bopælskommunen (* 1) (* 2)

Opholdskommunerefusion i forbindelse med sygehusophold udenfor bopælskommune - flyttehjælp fra bopælskommunen (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

K, der boede i byen S i A kommune, var efter samlivsophævelse i 1984 alene med to børn på 5 og 2 1/2 år. Den tidligere samlever var voldelig over for hende, men nært knyttet til børnene.

I februar 1985 blev K indlagt på psykiatrisk hospital i B kommune.

Børnene blev imens anbragt på døgninstitution. Indlæggelsen varede til den 13. juli 1985, hvorefter K overgik til daghospital - de første 4 måneder med ambulant behandling 1 time 2 gange om ugen og herefter 1 gang hver 14. dag.

Den 15. juli 1985 flyttede B ind i en lejlighed i B kommune, og børnene flyttede hjem kort efter.

K havde ikke ønsket at flytte tilbage til S, som hun ikke længere havde tilknytning til, men ville gerne blive boende i B kommune. Hospitalet havde støttet K heri, idet man fandt det hensigtsmæssigt, at K flyttede til en anden by end S.

I maj 1985 havde hospitalets socialrådgiver indkaldt A kommune til et orienterende møde om K's fremtidige bolig- og arbejdssituation.

I juni 1985 var hospitalets socialrådgiver K behjælpelig med at søge

A kommune om hjælp i forbindelse med flytningen.

A kommune afslog i første omgang at bevilge flyttehjælp. Begrundelsen var, at kommunen efter børnenes hjemgivelse den 1. august 1985 ikke længere mente sig forpligtet, idet K af egen drift ville flytte til B kommune.

Efter fornyet overvejelse fandt A kommune dog, at K's trivselsmuligheder i S var formindsket, og besluttede den 22. juli 1985 at bevilge flyttehjælp i henhold til bistandslovens § 47, på trods af manglende accept fra B kommune.

A kommune anerkendte som følge heraf refusionspligt i 2 år i medfør af bistandslovens § 47, stk. 2.

Afgørelsen blev anket af B kommune, der med henvisning til, at etableringen i B kommune efter dennes opfattelse var sket i samarbejde mellem A kommune og hospitalet, ønskede refusion efter bistandslovens § 11.

A kommune mente sig derimod ikke forpligtet i henhold til § 11 efter udskrivningen fra sygehuset. A kommune henviste til, at det var K's eget ønske at flytte til B kommune og ikke en behandlingsplan lagt af psykiatrisk afdeling. Sygehuset havde støttet K i hendes bestræbelser og skønnet bopæl i B kommune hensigtsmæssig som følge af manglende familiemæssige relationer i S.

Amtsankenævnet indhentede en vejledende udtalelse fra Socialministeriet. Det udtaltes heri bl.a., at indlæggelse på sygehus er omfattet af § 11, nr. 2, mens dette ikke er tilfældet for ambulante behandlinger.

Den situation, at et institutionsophold afsluttes med, at pågældende får selvstændig bolig under medvirken af institutionen, kunne efter Socialministeriets opfattelse opstå i forbindelse med »udslusning« fra »andre« offentlige institutioner, fx sygehuse. Om opholdskommunen kan kræve refusion beror derfor på en konkret bedømmelse af, om flytningen skyldes medvirken fra institutionen eller den tidligere opholdskommune som et led i udslusningen, eller beror på pågældendes eget initiativ.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt, at A kommune var K's opholdskommune, da hun blev indlagt på sygehuset, og at hendes flytning til egen bolig var sket under medvirken fra sygehuset. K's ophold i B kommune skyldtes fortsat hendes indlæggelse på sygehus. Der henvistes til § 11, nr. 2, og cirkulære om almindelige bestemmelser pkt. 20 a.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

A kommune ønskede sagen forelagt for Ankestyrelsen på grund af tvivl om omfanget af anvendelsesområdet for § 11, nr. 2, og om den udvidelse af § 11, der er nedfældet i cirkulærets pkt. 20 a, gælder både for en § 11, nr. 1, og nr. 2-situation.

A kommune bemærkede i anken i øvrigt, at der ikke var tvivl om, at A kommune ville være refusionspligtig i henhold til § 11, nr. 2, under indlæggelsen, men at denne refusionspligt ophørte, når pågældende fandt en bolig i B kommune, uanset sygehusets medvirken.

A kommune mente, at § 47 fandt anvendelse. Pkt. 20 a var således kun anvendelig, hvor pågældende under medvirken af en kommune eller offentlig myndighed havde været anbragt i institution eller pleje i den nye opholdskommune. Her var ikke tale om anbringelse.

Fandt Ankestyrelsen imidlertid, at udvidelsen i pkt. 20 a skulle anvendes i denne § 11, nr. 2-situation, ønskedes stillingtagen til den tidsmæssige udstrækning af refusionspligten.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 11 og § 47.

Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser, pkt. 20.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at reglerne i bistandslovens § 47, stk. 2, i det foreliggende tilfælde bør finde anvendelse, idet A kommune ikke, forinden flyttehjælp blev ydet, havde indhentet samtykke hertil.

Ankestyrelsen finder således ikke reglerne i bistandslovens § 11 anvendelige i denne situation.

Ankestyrelsen ændrer hermed amtsankenævnets afgørelse.

A kommune ydede K hjælp til flytning til B kommune, hvor hun var indlagt på psykiatrisk hospital, uden at anmode B kommune om samtykke, jf. bistandslovens § 47, stk. 2.

K havde ikke længere tilknytning til byen S i A kommune, hvor hun havde boet, og ønskede ikke at vende tilbage dertil. Hospitalet støttede K heri, idet man fandt det hensigtsmæssigt, at K flyttede til en anden by end S.

B kommune ønskede refusionstilsagn i henhold til bistandslovens § 11, idet etableringen i B kommune efter dennes opfattelse var sket i samarbejde mellem A kommune og hospitalet.

Ankestyrelsen fandt, at reglerne i bistandslovens § 47, stk. 2, burde finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, idet A kommune ikke, forinden flyttehjælp blev ydet, havde indhentet samtykke hertil.

Ankestyrelsen fandt ikke reglerne i bistandslovens § 11 anvendelige i denne situation.