Uddannelseshjælp - transportudgifter mellem hjem og uddannelsessted kontering - påvirkning af personfradrag - amtsankenævnets og ankestyrelsens kompetence (* 1) (* 3)

Uddannelseshjælp - transportudgifter mellem hjem og uddannelsessted kontering - påvirkning af personfradrag - amtsankenævnets og ankestyrelsens kompetence (* 1) (* 3)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En ansøger fik i 1982 af sociale årsager bevilget uddannelseshjælp efter bistandslovens § 42 til gennemførelse af HF med henblik på en efterfølgende socialrådgiveruddannelse.

Hjælpen udmåltes efter bistandslovens § 37, stk. 2, svarende til underhold til en enlig samt godkendte faste udgifter. Endvidere blev der ydet støtte til transportomkostninger.

Ansøgeren modtog herefter hjælp med et samlet beløb på 5.336 kr., hvoraf 300 kr. var henført til transportudgifter, der bragte hendes niveau over dagpengemaximum.

Det sociale udvalg konterede transportudgifterne som almindelig hjælp efter bistandsloven, således at udgiften påvirkede personfradraget.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet tilsidesatte det sociale udvalgs afgørelse om kontering af hjælp til transportudgifter og fastsatte, at de udgifter, der medgik til uddannelsen, ikke skulle påvirke det skattemæssige personfradrag.

Nævnet lagde herved vægt på, at disse udgifter ikke kunne betragtes som hjælp til underhold i relation til bestemmelserne i bistandslovens & 42.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sagen blev anket af det sociale udvalg, der var af den opfattelse, at amtsankenævnet ikke var berettiget til at træffe afgørelse i skattemæssige spørgsmål.

Det sociale udvalg var videre af den opfattelse, at udgifterne til den daglige transport skulle konteres som almindelig hjælp efter bistandsloven, således at udgifterne påvirkede personfradraget.

Det sociale udvalg henviste bl.a. til ligningsvejledningens afsn. E 1, 2.1, »offentlige ydelser«, hvoraf fremgår, at udgifter ved uddannelse i forbindelse med et handicap ikke påvirker personfradraget, fx udgifter til særlig transport nødvendiggjort af pågældendes handicap, og udgifter i forbindelse med uddannelse - hen- og hjemrejse.

Der var således efter det sociale udvalgs opfattelse ikke baggrund for at henføre daglig transport som en ydelse, der ikke påvirker personfradraget.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Ankestyrelsen anmodede socialministeriet om en udtalelse om, hvorvidt ankestyrelsen var kompetent til at træffe afgørelse i sager, der vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt hjælp efter bistandsloven skulle påvirke personfradraget.

Socialministeriet henholdt sig til en indhentet udtalelse fra socialstyrelsen, hvoraf fremgik, at det er socialstyrelsens opfattelse, at fortolkning af reglerne om, hvilke indkomster der nedsætter personfradraget i forbindelse med ydelser efter bistandslovens kapitler 9 og 10, henhører under skattedepartementet, idet reglerne herom findes i kildeskatteloven.

De sociale myndigheder kan dog efter socialstyrelsens opfattelse afprøve, om der i den konkrete sag er udgifter, der er affødt af den pågældendes uddannelse, herunder særlige transportudgifter til og fra uddannelsesstedet, som falder uden for almindelig daglig transport, og som derfor kan henføres under udgifter, der ikke reducerer personfradraget.

Skattedepartementet, der ligeledes har afgivet en udtalelse, er af den opfattelse, at de sociale myndigheder har kompetence til at træffe afgørelse som kontering af ydelser efter bistandsloven.

Skattedepartementet har samtidig bemærket, at kompetencespørgsmålet efter bistandsloven ikke anfægter ligningsmyndighedernes adgang til at træffe afgørelse efter kildeskattelovens § 37 C, hvilken bestemmelse sammen med cirkulære nr. 18 af 26. januar 1977 om skattefrihed for trangsbestemte sociale ydelser, jfr. statsskattedirektoratets ligningsvejledning afsn. E 1.2.1, må danne grundlag for afgørelsen af det skattemæssige spørgsmål.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 42.

Kildeskattelovens § 37 C.

Skattedepartementets cirkulære nr. 18 af 26. januar 1977 om skattefrihed for trangsbestemte sociale ydelser.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at amtsankenævnet har haft kompetence til at træffe afgørelse i spørgsmålet om, hvorvidt den efter bistandslovens § 42 ydede hjælp til dækning af udgifter til daglig transport mellem hjem og uddannelsessted kan betragtes som hjælp til udgifter, der er affødt af uddannelsen eller af den pågældendes handicap.

Ankestyrelsen finder endvidere, at udgifterne til daglig transport mellem hjem og uddannelsessted må betragtes som udgifter, der er affødt af uddannelsen, og ikke som udgifter, der skal dækkes af den ydede underholdshjælp.

Den til dækning af disse udgifter ydede hjælp skal derfor ikke påvirke det skattemæssige personfradrag.

Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen fandt i en sag om uddannelseshjælp efter bistandslovens § 42, at amtsankenævnet og ankestyrelsen har kompetence til at træffe afgørelse i spørgsmålet om, hvorvidt hjælp ydet til dækning af udgifter til daglig transport mellem hjem og uddannelsessted kan betragtes som en hjælp til udgifter, der er affødt af uddannelsen eller af den pågældendes handicap.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at udgifter til daglig transport må betragtes som udgifter, der er affødt af uddannelsen, og ikke som udgifter, der skal dækkes af den ydede underholdshjælp.

Hjælp ydet til dækning af disse udgifter skal derfor ikke påvirke det skattemæssige personfradrag.