Legislator Case Law & Legislation
W19861938725 DK

Førtidspension - tildeling - nedsættelse af erhvervsevnen - helbredsmæssige forhold - bedømmelsesgrundlag - socialt betinget supplerende selverhverv - varigt forsørgelsesbehov - udelukkelsesgrænse - tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag - opgørelse af forsørgelsesgrundlag - formuetillæg - uændrede forhold (* 2) (* 5)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1986 19387 Historic

Førtidspension - tildeling - nedsættelse af erhvervsevnen - helbredsmæssige forhold - bedømmelsesgrundlag - socialt betinget supplerende selverhverv - varigt forsørgelsesbehov - udelukkelsesgrænse - tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag - opgørelse af forsørgelsesgrundlag - formuetillæg - uændrede forhold (* 2) (* 5)

REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER

1.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift kvinde søgte førtidspension i marts 1984 som 62-årig. Hun havde ikke haft arbejde uden for hjemmet siden 1944, og hun havde ingen helbredsklager.

Ansøgerens ægtefælle var selvstændig murermester og havde tillige modtaget folkepension siden maj 1983. Overskuddet ved hans virksomhed var i årene fra 1980 til 1983 henholdsvis 129.631 kr., 162.705 kr., 121.035 kr. og 88.945 kr., og der var i samme periode en årlig formueindtægt på ca. 12.000 kr.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Ved sin afgørelse i juli 1984 anslog revaliderings- og pensionsnævnet de fremtidige indtægter til ca. 86.000 kr. årlig, bestående af overskud af virksomhed 45.000 kr., folkepension 34.000 kr. og formueindtægt 7.000 kr. Nævnet fandt, at disse indtægter udgjorde et passende forsørgelsesgrundlag, og gav derfor afslag på førtidspension.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen var indanket af ansøgeren.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Overskuddet ved virksomheden udgjorde 32.246 kr. i 1984 og 32.961 kr. i 1985. I 1985 var den samlede nettoformue 550.286 kr., og den samlede formueindtægt var 9.706 kr. Der var et formuetillæg på 5.020 kr.

Efter fornyet ansøgning tilkendte revaliderings- og pensionsnævnet ansøgeren pension efter § 14, stk. 3, nr. 3, i lov om social pension, med virkning fra den 1. maj 1986.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at ansøgerens og ægtefællens forsørgelsesgrundlag, bestående af indtægt ved selvstændig virksomhed, folkepension, formueindtægter og formuetillæg, har været tilstrækkeligt frem til den 1. maj 1986.

Ankestyrelsen tiltræder derfor revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af juli 1984.

2.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift kvinde søgte førtidspension i december 1983 som 61-årig. Hun og hendes ægtefælle havde drevet en landbrugsejendom siden 1946. Ægtefællen blev syg omkring 1971, og herefter stod ansøgeren for størstedelen af arbejdet på ejendommen, indtil dyrene blev solgt og jorden bortforpagtet i 1978. Ejendommen blev solgt i 1982, og ægtefællerne købte et parcelhus.

Ansøgerens ægtefælle havde modtaget højeste førtidspension, men overgik til folkepension den 1. maj 1984. Han var tilkendt bestandstillæg.

På ansøgningstidspunktet bestod indtægterne af højeste førtidspension og renteindtægter. Fra den 1. maj 1984 var det forventede fremtidige forsørgelsesgrundlag 99.216 kr. om året, bestående af folkepension 36.156 kr., renteindtægt 57.680 kr. og formuetillæg 5.380 kr. Den årlige renteudgift var 48.700 kr. ..BI.-Om ansøgerens helbredstilstand var det oplyst, at hun var meget belastet af ægtefællens sygdom og var medicinmisbruger, men der var ikke tale om en egentlig psykisk lidelse.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Revaliderings- og pensionsnævnet fandt efter en samlet vurdering af de helbredsmæssige og sociale forhold, at ansøgeren opfyldte betingelserne for tilkendelse af pension efter lov om invalidepension og førtidspension m.v. § 3, stk. 3, nr. 2, med virkning fra 1. januar 1984. Et medlem af nævnet fandt ikke betingelserne for at tilkende pension opfyldt.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen var indanket af det sociale udvalg. Udvalget henviste navnlig til, at der ved opgørelsen af forsørgelsesgrundlaget ikke kunne tages hensyn til ægtefællernes renteudgift, og at der herefter ikke var grundlag for at tilkende behovsbestemt førtidspension.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Efter at ansøgerens ægtefælle havde fået ophold på plejehjem, ophørte udbetalingen af hans folkepension den 1. april 1985.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at ansøgerens erhvervsevne ikke kan anses for nedsat med mindst halvdelen, jfr. lov om invalidepension og førtidspension m.v. § 3, stk. 3, nr. 1.

Ankestyrelsen bemærker, at i perioden fra 1. januar til 30. april 1984 har forsørgelsesgrundlaget, bestående af højeste førtidspension, renteindtægt og formuetillæg, udelukket tilkendelse af pension efter lovens § 3, stk. 3, nr. 2, og § 3, stk. 4.

Ankestyrelsen finder endvidere, at forsørgelsesgrundlaget fra 1. maj 1984 til 31. marts 1985, bestående af folkepension, renteindtægt og formuetillæg, har været tilstrækkeligt.

Ankestyrelsen finder således, at betingelserne for at tilkende pension ikke har været opfyldt fra den 1. januar 1984 til den 31. marts 1985. Der skal dog ikke ske tilbagebetaling af den pension, der er udbetalt i denne periode i henhold til revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

3.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift mand søgte førtidspension i april 1984 som 60-årig. Han havde drevet en landbrugsejendom på 43 tdr. land, men jorden havde været bortforpagtet siden 1977, og i 1982 var han ophørt med dyrehold. Han havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge frem til april 1984 og derefter supplerende hjælp efter bistandsloven.

I regnskabsåret 1983/84 havde ansøgeren modtaget en forpagtningsafgift på 66.154 kr. og arbejdsløshedsdagpenge med 55.980 kr., og der havde endvidere været en renteindtægt på 1.801 kr.

Ansøgerens ægtefælle havde deltids rengørindsarbejde, og indtægten herved havde i regnskabsåret 1983/84 været 25.156 kr.

Ved regnskabsårets afslutning var aktiverne 1.160.748 kr., hovedsagelig ejendommens værdi, og passiverne var 729.988 kr. Efter formuenedslag var den skattepligtige formue 187.246 kr.

Ansøgeren havde ingen helbredsmæssige klager.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension. Nævnet fandt ikke ansøgerens erhvervsevne nedsat med mindst halvdelen, og hans muligheder for at opnå en arbejdsindtægt, der ville udelukke tilkendelse af pension, fandtes ikke at være udtømte.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen var indanket af ansøgeren.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

I regnskabsåret 1984/85 havde ansøgeren en indtægt hidrørende fra forpagtningsafgiften på 76.419 kr., en lønindtægt på 765 kr. og en renteindtægt på 4.818 kr. Ægtefællens indtægt var 50.134 kr., og den samlede indtægt udgjorde således 132.176 kr. Den samlede renteudgift var 91.847 kr.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Da ansøgerens og ægtefællens indtægt overstiger den i socialministeriets bekendtgørelse fastsatte udelukkelsesgrænse, kan der ikke tilkendes behovsbestemt førtidspension.

Ankestyrelsen bemærker herved, at da ansøgeren ikke driver landbruget, men alene har indtægt i form af forpagtningsafgift, findes der ikke grundlag for at foretage fradrag for driftsmæssige omkostninger.

Ankestyrelsen skal endvidere bemærke, at der ved opgørelsen af forsørgelsesgrundlaget ikke foretages fradrag for renteudgifter.

Ankestyrelsen tiltræder således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

4.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En kvinde søgte førtidspension i august 1984 som 61-årig, efter at hendes ægtefælle var afgået ved døden.

Ansøgeren og ægtefællen havde drevet en landbrugsejendom på 38 tdr. land, de seneste år som frilandsgartneri. Overskuddet havde i årene 1981 - 1984 været på 80.-90.000 kr.

Efter ægtefællens død havde ansøgeren bortforpagtet jorden bortset fra 1 td. land med jordbær. Hendes årlige indtægter var herefter en forpagtningsafgift på 57.420 kr. og anslået indtægt ved salg fra haven på 5.000 kr.

Nettoformuen var i 1984 810.369 kr. overvejende bestående af ejendommens værdi.

Ansøgeren havde ingen helbredsklager af betydning.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension. Nævnet fandt, at ansøgerens helbredsmæssige og sociale forhold ikke medførte en nedsættelse af erhvervsevnen med mindst halvdelen, og at de sociale forhold ikke talte for at tilkende pension.

Et medlem af nævnet gik ind for tilkendelse af pension under henvisning til de sociale og helbredsmæssige forhold.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen var indanket af ansøgeren.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Det var til ankestyrelsen oplyst, at forpagtningsafgiften var faldet til 56.300 kr. om året, og at ansøgeren var ophørt med salg fra haven. Hun havde en overgang i 1985 modtaget hjælp efter bistandslovens § 37, ialt 6.725 kr.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at indtægten i form af forpagtningsafgiften udgør et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag.

Ankestyrelsen bemærker herved, at da ansøgeren ikke driver landbruget, men alene har indtægt i form af forpagtningsafgift, findes der ikke grundlag for at foretage fradrag for driftsmæssige omkostninger.

Ankestyrelsen tiltræder således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

5.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift mand søgte førtidspension i september 1984 som 62-årig. Han havde siden 1945 drevet en landbrugsejendom på nu 52 tdr. land. Tidligere havde han haft såvel kvæg som svin, men af helbredsmæssige grunde havde han nedtrappet dyreholdet siden 1976. Virksomhedens overskud var i 1983 ca. 78.000 kr. og i 1984 ca. 68.000 kr.

Ansøgeren klagede over hyppig hoste og smerter i ryg, skuldre, arme og ben. Endvidere var han platfodet. Hans læge fandt, at klagerne i betydelig grad var psykisk betinget.

Ansøgerens ægtefælle søgte ligeledes førtidspension, og hun fik den 1. oktober 1984 tilkendt pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, i lov om social pension.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension. På baggrund af sagens lægelige oplysninger fandt nævnet, at ansøgerens arbejdsevne ikke var nedsat i et sådant omfang, at han af helbredsmæssige årsager var berettiget til pension. Nævnet fandt heller ikke, at der forelå sociale omstændigheder, der kunne begrunde tilkendelse af pension.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen var indanket af ansøgeren, der fandt sin erhvervsevne nedsat med mindst halvdelen af helbredsmæssige grunde. Han anførte, at det var gået væsentligt bedre med helbredet i den tid, han havde modtaget forskud på pension og ikke havde haft det store arbejde med dyr. Besætningen var nu stort set afhændet.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Umiddelbart efter afslaget på pension blev ansøgeren sygemeldt på halv tid og modtog herefter sygedagpenge med 613 kr. om ugen.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Efter det oplyste om ansøgerens helbredsforhold finder ankestyrelsen, at hans erhvervsevne ikke er nedsat med mindst halvdelen af helbredsmæssige grunde.

Ankestyrelsen finder heller ikke, at sociale forhold taler for tilkendelse af pension. Ankestyrelsen har lagt vægt på, at der ikke ses at være sket nogen væsentlig forringelse af ansøgerens og ægtefællens samlede ingtægter.

Ankestyrelsen tiltræder således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

6.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En enlig mand søgte førtidspension i januar 1985 som 60-årig. Han var uddannet som planteskolegartner og havde siden 1949 arbejdet på en landbrugsejendom på 10 ha., som han overtog i 1962.

Ansøgeren drev ejendommen alene. Han oplyste i forbindelse med ansøgningen, at besætningen bestod af 6 malkekøer samt kalve og kvier. Jorden blev dyrket med korn, roer, raps og græs. Der var maskinstation til sprøjtning, presning af halm, noget af tærskearbejdet, udkørsel af gødning og optagning af roer.

Virksomhedens overskud lå i årene fra 1980 til 1985 mellem 31.280 kr. og 41.791 kr. Ansøgeren havde endvidere haft renteindtægter på mellem 2.000 kr. og 4.000 kr. årlig. Renteudgifterne var i regnskabsåret 1984/85 27.700 kr.

Om ansøgerens helbredsmæssige forhold var det oplyst, at han havde gigtsmerter i skuldrene og tendens til »døde« fingre ved kuldepåvirkning.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension. Nævnet lagde specielt vægt på, at der ikke var helbredsmæssige forhold til støtte for ansøgningen, sammenholdt med, at hverken sociale eller erhvervsmæssige forhold talte for tilkendelse af pension.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen var indanket af ansøgerens landboforening på hans vegne. Det var i anken anført, at der de sidste 4 år ikke havde været indtægter fra bedriften til opretholdelse af et beskedent privatforbrug, når den skattepligtige indkomst blev sammenholdt med det tilsvarende års konsolideringsbeløb, beregnet på grundlag af driftsøkonomiske retningslinier.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder efter det oplyste om helbredsforholdene at ansøgerens erhvervsevne ikke er nedsat med mindst halvdelen.

Under hensyn til, at overskuddet af ansøgerens landbrugsejendom, som han fortsat driver, ikke er ændret væsentligt de senere år, finder ankestyrelsen endvidere, at heller ikke sociale forhold taler for at tilkende pension.

Ankestyrelsen tiltræder således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

7.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift kvinde søgte førtidspension i januar 1984 som 52-årig. Hun og hendes ægtefælle havde drevet en landbrugsejendom på 10 ha. siden 1952. Jorden blev dyrket med korn og græs til halmproduktion, og der var maskinstation til mejetærskning. Der var endvidere svineavl med 5 - 6 søer.

Ansøgeren havde stået for en væsentlig del af arbejdet i stald og på mark, da hendes ægtefælle havde en ryglidelse. Han fik i 1974 tilkendt mellemste invalidepension.

Virksomheden gav i 1981 et overskud på 13.508 kr. I 1982 og 1983 var der et helt ubetydeligt overskud, og i 1984 var der et underskud på 9.984 kr.

Nettoformuen var i 1984 563.746 kr. hovedsagelig bestående af en ejendomsværdi på 510.000 kr. Prioritetsgælden var 42.604 kr. Der var et formuetillæg til socialindkomsten på 6.680 kr.

Ansøgeren havde ingen helbredsmæssige klager.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension. Efter det om ansøgerens forhold oplyste fandt nævnet, at der ikke forlå et varigt behov for forsørgelse. Nævnet lagde herved til grund, at ansøgeren skulle være i stand til at påtage sig arbejde i ikke uvæsentligt omfang til supplering af ægtefællens pension.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen var indanket af ansøgeren. Hun henviste navnlig til, at det ikke havde været muligt for hende at finde beskæftigelse, da hun havde været borte fra arbejdsmarkedet i 35 år, boede og arbejdede på landbrugsejendommen og var bundet til at passe den syge ægtefælle.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

I 1985 var overskuddet ved virksomheden 7.757 kr.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at der ikke er et sådant varigt forsørgelsesbehov, som er en betingelse for tildeling af pension. Navnlig under hensyn til ansøgerens alder er ankestyrelsen enig med revaliderings- og pensionsnævnet i, at hun skulle kunne påtage sig indtægtsgivende arbejde til supplering af ægtefællens pension.

Ankestyrelsen tiltræder således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

8.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift kvinde havde søgt førtidig pension i oktober 1983 som 63- årig. Hun og hendes ægtefælle havde dervet en landbrugsejendom på 23 tdr. land siden 1954. Jorden blev dyrket med korn, og der var svineavl med 15 - 20 søer plus smågrise. Virksomhedens overskud havde i årene fra 1980 til 1984 ligget mellem 33.739 kr. og 55.905 kr.

Ansøgeren havde været hjemmearbejdende husmor indtil 1966 og havde herefter haft rengøringsarbejde indtil 1974, hvor hun blev sygemeldt på grund af en stofskiftelidelse, der blev behandlet medicinsk. Fra 1976 til 1983 havde hun deltaget i alt forefaldende arbejde på landbrugsejendommen.

Ansøgeren led af åreknuder på højre ben med åreknudeeksem, i de senere år havde der endvidere været tilbagevendende tilfælde med lumbago.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Revaliderings- og pensiosnævnet vurderede ansøgerens erhvervsmæssige invaliditet i forhold til hendes helbredsmæssige muligheder for at udføre et deltidsarbejde og det huslige arbejde i eget hjem. Nævnet skønnede, at hun trods helbredsklagerne skulle kunne deltage i driften af landbruget, og nævnet fandt ikke andre grunde, der talte for pension.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen var indanket af ansøgeren.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Landbrugets overskud var i 1985 75.060 kr.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder ikke, at helbredsmæssige eller andre forhold har talt for at tilkende førtidig folkepension.

Ankestyrelsen finder, at erhvervsevnenedsættelsen skal bedømmes i forhold til erhvervsmæssig beskæftigelse i et vist omfang tillige med husligt arbejde i hjemmet. Ankestyrelsen finder imidlertid efter det oplyste om helbredsforholdene ikke, at erhvervsevnen kan anses for nedsat med mindst halvdelen efter lov om invalidepension og førtidspension m.v. § 3, stk. 3, nr. 1 eller 2.

Ankestyrelsen finder heller ikke, at sociale forhold taler for tilkendelse af pension. Der er herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle fortsat driver landbrugsejendommen, samt på oplysningerne om ejendommens driftsresultat.

Ankestyrelsen tiltræder således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

9.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift kvinde søgte førtidspension i oktober 1984 som 57-årig. Hendes ægtefælle drev selvstændig virksomhed som TV-reparatør og havde herved et overskud på 45.124 kr. i 1981, 54.548 kr. i 1982, 45.659 kr. i 1983 og 36.012 kr. i 1984. Der var i 1984 endvidere en renteindtægt på 4.574 kr.

Ansøgeren havde ikke haft arbejde uden for hjemmet siden 1963, og hun havde ikke hjulpet med i ægtefællens virksomhed. Hun led af slidgigt og svær discusdegeneration i halshvirvelsøjlen, frossen skulder i begge sider, ledsmerter og hyppige migræneanfald. Der var betydelig nedsættelse af bevægeligheden i halshvirvelsøjlen og venstre skulder.

Ansøgerens ægtefælle søgte ligeledes pension, og han fik tilkendt mellemste førtidspension fra den 1. november 1984.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension. Nævnet fandt på grundlag af de lægelige oplysninger, at ansøgerens erhvervsevne ved husligt arbejde i eget hjem ikke var nedsat i en sådan grad, at pension kunne tilkendes af den grund. Nævnet fandt heller ikke andre grunde, der talte for pension.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Overskuddet ved ægtefællens virksomhed var i 1985 16.492 kr., og der var tillige en renteindtægt på 3.602 kr.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at ansøgerens erhvervsevne er nedsat med halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes helbredsmæssige forhold. Hun er derfor berettiget til pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, i lov om social pension, fra ansøgningstidspunktet.

Ankestyrelsen har bedømt ansøgerens erhvervsevne i forhold til, at hun hidtil har haft husligt arbejde i hjemmet, men at et vist erhvervsarbejde skønnes påkrævet for at skaffe et supplement til ægtefællens indtægter i form af mellemste førtidspension, overskud af virksomhed og renteindtægt.

Ved denne erhvervsevnevurdering har ankestyrelsen navnlig lagt vægt på oplysningerne om lidelsen i venstre skulder, der har medført betydelig bevægelsesindskrænkning.

Ankestyrelsen har endvidere fundet, at ægtefællens indtægter i form af mellemste førtidspension, overskud af virksomhed og renteindtægt ikke udgør et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag.

10.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift kvinde søgte førtidspension i december 1985 som 65-årig. Hendes ægtefælle drev en landbrugsejendom på 20 tdr. land, og hun havde klaret gårdens momsrengskab, men havde ikke i øvrigt deltaget i arbejdet på ejendommen.

Overskuddet ved landbrugsbedriften havde i årene 1981 - 1984 svinget mellem 71.510 kr. og 89.678 kr., og der havde i samme periode været en renteindtægt, der var faldet fra 5.836 kr. til 2.002 kr. om året. Ægtefællen havde endvidere suppleret indkomsten ved forskelligt arbejde, men var ophørt hermed i 1983. Hans lønindtægt i 1983 havde været 10.500 kr.

Ansøgeren havde ingen helbredsklager af betydning.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension under henvisning til, at ansøgerens og ægtefællens indtægter på ca. 79.000 kr. årligt udgjorde et passende forsørgelsesgrundlag.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen var indanket af ansøgeren. Hun anførte navnlig, at den skattepligtige indkomst var faldet fra 44.430 kr. i 1982 til 31.270 kr. i 1984, at den skattepligtige formue i samme periode var faldet fra 344.996 kr. til 230.089 kr., og at 75% af kreditforeningsrenterne på i alt 40.400 kr. vedrørte virksomhedens drift.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Skatteforvaltningen oplyste, at der for året 1985 var selvangivet et overskud ved landbrugsvirksomheden på 98.108 kr. og en renteindtægt på 1.568 kr. Renteudgiften var selvangivet til 47.602 kr.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen er med revaliderings- og pensionsnævnet enig i, at indtægterne bestående af overskuddet ved landbrugsejendommens drift og renteindtægten udgør et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag.

Ankestyrelsen skal bemærke, at der ved opgørelsen af forsørgelsesgrundlaget ikke foretages fradrag for renteudgifter.

Ankestyrelsen tiltræder således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

11.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En kvinde søgte førtidspension i februar 1984 som 61-årig. Hun var blevet gift i 1952 og havde siden deltaget i arbejdet på ægtefællens landbrugsejendom, der i årene 1981 - 1984 havde givet et overskud mellem ca. 120.000 og 140.000 kr.

Ansøgeren klagede over mavekartar samt smerter i lænderyg og knæ.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension. Nævnet skønnede, at ansøgerens helbredsklager ikke nedsatte erhvervsevnen, vurderet i forhold til supplerende erhverv, samt at der ikke forelå et varigt forsørgelsesbehov, fordi ægtefællen drev egen virksomhed. Nævnet fandt heller ikke andre grunde, der talte for pension.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen var indanket af ansøgeren. Hun anførte, at hendes ægtefælle fra den 1. juni 1985 var tilkendt helbredsbetinget almindelig førtidspension. På grund af helbredet måtte han ophøre med kreaturhold og havde megen hjælp fra maskinstation til markarbejdet.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at ansøgerens erhvervsevne ikke af helbredsmæssige grunde kan anses for nedsat med mindst halvdelen.

Ankestyrelsen finder heller ikke, at de sociale forhold taler for pension. Ankestyrelsen har lagt vægt på, at der ikke foreligger et varigt forsørgelsesbehov.

Ankestyrelsen tiltræder således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

12.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift mand søgte førtidspension i november 1984 som 59-årig. Han drev sammen med sin ægtefælle en landbrugsejendom på 17 tdr. land, siden 1970 med ægproduktion som den vigtigste indtægtskilde. Produktionen blev i 1982 - 1984 ramt af en række uheld, hvorefter ansøgeren havde indskrænket hønsebestanden.

Overskuddet af virksomheden var 63.232 kr. i 1982, 63.316 kr. i 1983, 25.739 kr. i 1984 og 33.566 kr i 1985. Efter fradrag af renteudgifter var den skattepligtige indtægt i 1985 22.393 kr. Ansøgerens ægtefælle havde endvidere haft en årlig indtægt på 6.000 kr. ved børnepasning.

Om ansøgerens helbredstilstand var det oplyst, at han led af rygsmerter, smerter og nedsat bevægelighed i højre skulder samt smerter i bækken og hofteregion.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension. Nævnet skønnede, at ansøgeren ud fra de foreliggende lægelige oplysninger skulle kunne påtage sig beskæftigelse som hidtil, og nævnet fandt ikke begrundelse for tilkendelse af behovsbestemt førtidspension.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen var indanket af ansøgerens landboforening på hans vegne. Foreningen anførte, at ansøgerens muligheder for at udføre arbejde var væsentligt nedsat af helbredsgrunde.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Det var i oktober 1986 til ankestyrelsen oplyst, at ansøgeren havde bortforpagtet 5 tdr. land for 4.000 kr. om året. Resten af jorden dyrkedes med korn, hovedsagelig til opfodring af ca. 400 høns. Der var nu indrettet minkavl på gården, og ansøgeren regnede med et salg af ca. 675 minkhvalpe i 1986 med en nettofortjeneste på ca. 60 kr. pr. stk. Ansøgeren og ægtefællen udførte alt arbejde på gården, også markarbejdet. Ægtefællen havde ikke længere indtægt ved børnepasning.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder efter det oplyste om helbredsforholdene, at ansøgerens erhvervsevne ikke er nedsat med mindst halvdelen.

Ankestyrelsen finder endvidere, at heller ikke sociale forhold taler for tilkendelse af pension. Ankestyrelsen har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren fortsat driver virksomheden i et ikke ubetydeligt omfang.

Ankestyrelsen tiltræder således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1986 19387 Historic

Sagerne vedrører navnlig tildeling af førtidspension til ansøgere, der selv driver eller hvis ægtefælle driver selvstændig virksomhed.

Ankestyrelsen har ved opgørelsen af forsørgelsesgrundlaget taget udgangspunkt i overskuddet af virksomheden, uden fradrag for renteudgifter.

Der er givet afslag på førtidspension i tilfælde, hvor virksomheden har været i drift i uændret eller ikke ubetydeligt omfang.

I sagerne 1 og 2 er socialindkomstens formuetillæg medtaget ved vurderingen af, om der foreligger et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag.

I sagerne 3 og 4, hvor der ikke var tale om en virksomhed i drift, men alene om indtægt i form af forpagtningsafgift, fandtes ikke grundlag for at fradrage driftsmæssige omkostninger ved opgørelsen af forsørgelsesgrundlaget. (* 1)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →