Dagpenge - refusion - uarbejdsdygtighed - opløsningsmiddelforgiftning - særlige forhold på arbejdspladsen (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Dagpenge - refusion - uarbejdsdygtighed - opløsningsmiddelforgiftning - særlige forhold på arbejdspladsen (* 1) (* 2)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En trykker blev sygemeldt den 16. juni 1983 på grund af akut opløsningsmiddelforgiftning. Arbejdsgiveren, der udbetalte løn under sygefraværet, anmodede den 7. november 1983 socialforvaltningen om refusion af dagpenge fra udløbet af arbejdsgiverperioden den 15. september 1983.
Socialforvaltningen indhentede en erklæring fra arbejdsmedicinsk klinik, hvortil sikrede havde været henvist til undersøgelse. I erklæringen udtaltes det, at sikrede ikke var fuldt uarbejdsdygtig, men at han ikke måtte udsættes for organiske opløsningsmidler. Varigheden var angivet til »måneder«, og det oplystes supplerende, at pågældende måtte være sygemeldt, indtil arbejdsforholdene på arbejdspladsen var gjort tilstrækkeligt sikre.
Arbejdstilsynet havde oplyst, at arbejdsgiveren havde fået pålæg om at ændre udluftningsforholdene på arbejdspladsen.
Socialforvaltningen gav afslag på refusion af dagpenge, idet forvaltningen efter de indhentede lægelige oplysninger fandt, at sikrede ikke var fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, idet han ville være i stand til at genoptage sit arbejde, hvis arbejdspladsen blev sikret således, at han ikke blev udsat for organiske opløsningsmidler.
Sikrede fik den 2. januar 1984 ansættelse hos en anden arbejdsgiver.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet pålagde socialforvaltningen at yde refusion af dagpenge, idet nævnet fandt, at sikrede havde været fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, indtil han tiltrådte sit nye arbejde den 2. januar 1984. Nævnet lagde vægt på, at sikredes lidelse efter de lægelige oplysninger havde medført sådanne skånehensyn i relation til arbejdspladsen, at der fandtes at foreligge fuld uarbejdsdygtighed.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Sagen blev anket af socialforvaltningen, der fandt, at nævnets fortolkning af uarbejdsdygtighedsbegrebet var for vidtgående.
LOVGRUNDLAG
Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, § 17 og § 27.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen finder, at spørgsmålet om, hvorvidt sikrede har kunnet anses for uarbejdsdygtig i dagpengelovens forstand i en rimelig periode - også udover arbejdsgiverperioden - må vurderes på grundlag af hans normale erhvervsmæssige arbejde og derved hans helbredsmæssige muligheder for at genoptage sit tidligere arbejde eller tilsvarende arbejde på en anden arbejdsplads.
Efter de foreliggende oplysninger, herunder om at sikrede den 2. januar 1984 fik nyt arbejde indenfor sit fagområde, finder ankestyrelsen, at han har måttet anses for fuldt uarbejdsdygtig indtil sidstnævnte dato.
Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.
Ankestyrelsen har ikke herved taget stilling til, hvilken betydning det kunne tillægges, at arbejdsgiverens fraværsanmeldelse og anmodning om refusion fremkom efter udløbet af den gældende anmeldelsesfrist.
En trykker, der var blevet sygemeldt i juni 1983 på grund af akut opløsningsmiddelforgiftning, fandtes at måtte anses for fuldt uarbejdsdygtig i dagpengelovens forstand, indtil han den 2. januar 1984 påbegyndte andet arbejde indenfor sit fagområde. Spørgsmålet om sikredes uarbejdsdygtighed måtte vurderes på grundlag af hans normale erhvervsmæssige arbejde og derved hans helbredsmæssige muligheder for at genoptage sit tidligere arbejde eller tilsvarende arbejde på en anden arbejdsplads.