Legislator Case Law & Legislation
W19861926425 DK

Dagpenge - barseldagpenge - kortvarig genoptagelse af arbejde (* 1) (* 3)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1986 19264 Historic

Dagpenge - barseldagpenge - kortvarig genoptagelse af arbejde (* 1) (* 3)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En sikret havde været ansat som kontorvikar indtil sommeren 1984, hvor hun blev afskediget. Hun modtog herefter arbejdsløshedsdagpenge og efter fødsel i oktober 1984 barseldagpenge.

Efter henvendelse fra sikredes tidligere arbejdsgiver assisterede sikrede i arbejdsgiverens firma den 11. januar 1985, idet firmaet ellers ville have været uden personale denne ene dag.

Den 30. januar 1985 meddelte sikrede socialforvaltningen, at hun havde haft een dags arbejde den 11. januar 1985, hvorned hun havde tjent 475 kr. brutto. Sikrede regnede med fortsat at kunne få barseldagpenge.

Socialforvaltningen besluttede at standse udbetalingen af dagpenge fra den 10. januar 1985 med den begrundelse, at dagpengeloven ikke giver mulighed for at fortsætte udbetalingen, når arbejdet genoptages inden for orlovsperioden.

Overfor amtsankenævnet anførte sikredes advokat, at sikrede havde opfyldt sin oplysningspligt over for socialforvaltningen, og at hun i god tro havde hjulpet sin tidligere arbejdsgiver. Det anførtes endvidere, at der ikke var tale om genoptagelse af arbejde, idet sikrede var arbejdsløs inden barselperioden og kun skulle arbejde een dag. På grund af afgørelsens urimelige konsekvenser fandt advokaten, at der burde være mulighed for at dispensere fra de temmelig snævre regler i dagpengeloven.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet ændrede socialforvaltningens afgørelse. Nævnet fandt, at en enkelt dags arbejde ikke skulle betragtes som en genoptagelse af et arbejde, hvorfor sikrede fortsat måtte være berettiget til barseldagpenge efter den 10. januar 1985.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Socialforvaltningen henviste til en tidligere afgørelse truffet af ankestyrelsen og udsendt som SM D-003-84, hvorefter genoptagelse af bibeskæftigelse 2 timer ugentlig medførte tab af dagpengeret. Forvaltningen ønskede at få afklaret, om der gjaldt andre bestemmelser for retten til genoptagelse af dagpengeudbetaling, når en kvinde under barselorlov havde påtaget sig arbejde på fuld tid, men af kort varighed.

Forvaltningen henviste i denne forbindelse til sikringsstyrelsens cirkulære af 25. september 1980 om ændringer i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, afsnit 1. pkt. 6.

LOVGRUNDLAG

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, § 33, stk. 1.

Sikringsstyrelsens cirkulære af 25. september 1980 om ændringer i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, afsnit 1. Sikringsstyrelsens vejledning af 18. december 1985 om dagpenge ved barsel og adoption m.v., pkt. 12.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at sikrede ved at påtage sig een dags arbejde den 11. januar 1985 har afbrudt sit fravær fra arbejdet, jfr. dagpengelovens § 33, stk. 1, med den virkning, at hun herefter ikke længere har været berettiget til barseldagpenge.

Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.

Den ændrede afgørelse medfører ikke, at sikrede skal tilbagebetale de dagpenge, der er udbetalt til hende i overensstemmelse med amtsankenævnets afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1986 19264 Historic

En sikret, der under barselorlov påtog sig een dags arbejde hos en tidligere arbejdsgiver, fandtes at have afbrudt sit fravær fra arbejdet med den virkning, at hun herefter ikke længere var berettiget til barseldagpenge.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →