Legislator Case Law & Legislation
W19861925525 DK

Arbejdsskadeforsikring - antaget til arbejde - taksator (* 1) (* 2)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1986 19255 Historic

Arbejdsskadeforsikring - antaget til arbejde - taksator (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En selvstændig landmand, der tillige havde arbejdet som taksator for et forsikringsselskab, afgik ved døden den 19. februar 1981. Pågældende havde den 8. januar 1981 været udsat for et ulykkestilfælde under sit arbejde som taksator.

I januar 1983 traf ankestyrelsen afgørelse om, at dødsfaldet måtte anses for at være en følge af det anmeldte ulykkestilfælde, jfr. arbejdsskadeforsikringslovens § 13. Ankestyrelsen hjemviste samtidig sagen til fornyet behandling i sikringsstyrelsen med henblik på, om tilfældet iøvrigt måtte være omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, jfr. lovens § 1.

Om afdødes arbejdsmæssige forhold var det oplyst, at pågældende var selvstændig landmand, og at han herudover arbejdede som taksator for et forsikringsselskab. Af de foreliggende regnskaber for 1979 og 1980 fremgik, at der på gården bl.a. var en betydelig kvægbesætning, og at der havde været udgifter til fremmed arbejdskraft. Indtægterne ved arbejde for forsikringsselskabet var bortset fra de sidste 2 år, afdøde levede, af beskedent omfang.

Forsikringsselskabet havde bl.a. oplyst, at afdøde var tilknyttet selskabet som repræsentantskabsmedlem og taksator. Afdøde blev i sin egenskab af landbrugskyndig bl.a. benyttet som taksator ved skader på landbrugsejendomme samt ved driftstabserstatninger inden for landbruget. Afdøde havde sit eget distrikt, men virkede også uden for dette. Han blev aflønnet med et fast honorar pr. takseret skade undtagen ved meget arbejdskrævende opgaver, hvor pågældende fik udbetalt timeløn. Indtægten var beskattet som A-indkomst. Afdøde havde ikke modtaget feriegodtgørelse. Endelig var det oplyst, at afdøde havde haft tilladelse fra forsikringsselskabet til også at påtage sig opgaver for et andet selskab.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Sikringsstyrelsen fandt, at afdøde som repræsentantskabsmedlem og taksator for forsikringsselskabet ikke kunne anses for at være antaget til arbejde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand, jfr. lovens § 1. Ulykkestilfældet og dets følger begrundede derfor ikke krav på ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sagen blev anket af afdødes enke.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Sikringsstyrelsen udtalte over for ankestyrelsen, at vurderingsmænd o.lign. normalt ikke anses for at stå i tjenesteforhold til den pågældende virksomhed. Sikringsstyrelsen havde ikke fundet grundlag for at fravige denne hovedregel i den foreliggende sag.

LOVGRUNDLAG

Lov om arbejdsskadeforsikring, § 1.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at afdøde efter en konkret vurdering af pågældendes arbejds- og aflønningsforhold for forsikringsselskabet må anses for omfattet af personkredsen i § 1 i arbejdsskadeforsikringsloven.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at forsikringsselskabets direktion i princippet var frit stillet over for de af afdøde udarbejdede overslag over skaderne, og på at et ansættelsesforhold som afdødes ikke på forhånd kunne anses for at falde uden for de i lov om ferie givne bestemmelser om feriegodtgørelse til lønmodtagere. I ankestyrelsens overvejelser er endvidere indgået, at afdøde ikke betalte moms af de indtægter, han havde fra forsikringsselskabet, men at indtægterne blev beskattet som A- indkomst.

ankestyrelsen hjemviser derfor sagen til sikringsstyrelsen til behandling i henhold til §§ 30 - 33 i arbejdsskadeforsikringsloven.

Endelig adm. afgørelse 1986 19255 Historic

En selvstændig landmand, der tillige havde arbejdet som taksator for et forsikringsselskab, fandtes efter oplysningerne om pågældendes ansættelses- og aflønningsforhold at være omfattet af personkredsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 1.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →