Legislator Case Law & Legislation
W19861924025 DK

Arbejdsskadeforsikring - erhvervssygdom - anerkendelse - lungelidelse (byssinosis) - bomuldsstøv (* 1) (* 2)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1986 19240 Historic

Arbejdsskadeforsikring - erhvervssygdom - anerkendelse - lungelidelse (byssinosis) - bomuldsstøv (* 1) (* 2)

REDEGØRELSEN FOR SAGEN

En skadelidt, der havde arbejdet i et bomuldsspinderi i en længere årrække indgav i 1980 anmeldelse til sikringsstyrelsen om en lungelidelse, som mentes forårsaget af hans arbejde i bomuldsspinderiet. Skadelidte var sygemeldt i august 1980 på grund af kroniske lungesymptomer, og han havde ikke siden genoptaget arbejdet.

Om skadelidtes arbejdsmæssige forhold var det oplyst, at han havde arbejdet i 31 år i et bomuldsspinderi, dels som textilarbejder og dels som arbejdsleder. Skadelidte havde umiddelbart fra ansættelsen haft stadig tiltagende lungegener.

Om skadelidtes tobaksforbrug var det oplyst, at han fra 16 års alderen havde røget 10-15 cigaretter daglig. I forbindelse med overgang til natarbejde fra 1968 steg forbruget til 20 cigaretter i døgnet. Fra januar 1980 havde skadelidte røget ca. 10 cigaretter daglig. Oplysningerne om tobaksforbruget i perioden 1968 - 1980 var efterfølgende ændret til 10-12 cigaretter daglig. Variationer i rygevanerne havde angivelig ikke haft indflydelse på skadelidtes symptomer.

Lægeligt var det oplyst, at der ved de foretagne undersøgelser af skadelidte ikke var påvist allergisk reaktion over for bomuld eller andre stoffer. Det fandtes umuligt at bevise, om skadelidtes kroniske stationære tilstand med tegn på obstruktiv lungelidelse og emphysem skyldtes forholdene på arbejdspladsen.

Sikringsstyrelsen traf den 12. juni 1981 afgørelse om, at den anmeldte lidelse ikke gav ret til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, da det måtte anses for overvejende sandsynligt, at lidelsen skyldtes tobaksforbruget, og ikke de erhvervsmæssige forhold, jfr. arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2. Byssinose var ikke optaget som erhvervssygdom i bekendtgørelse af 17.december 1982. Denne afgørelse blev tiltrådt af ankestyrelsen den 13. august 1982.

I januar 1984 anmodede skadelidtes faglige organisation sikringsstyrelsen om genoptagelse af sagen. Foreningen henvist til en erklæring fra en speciallæge i arbejdsmedicin, hvorefter diagnosen var byssinosis forårsaget af skadelidtes mangeårige udsættelse for bomuldsstøv.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Sikringsstyrelsen fastholdt den 12. december 1984 efter forelæggelse for § 11 udvalget, at der fortsat ikke var grundlag for at antage, at skadelidtes luftvejslidelse var erhvervsbetinget. Sikringsstyrelsen henviste til, at der forelå overbevisende holdepunkter for, at skadelidtes lidelse var en almindelig bronchitis, samt at denne lidelse med overvejende sandsynlighed skyldtes pågældendes tobaksforbrug.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Skadelidtes faglige organisation henviste til de foreliggende lægelige udtalelser, hvorefter skadelidtes sygehistorie svarede til et kronisk byssinosisforløb. Skadelidtes tobaksforbrug var ikke hovedårsag til hans lungelidelse, men havde betydet en forværring af den bomuldsbetingede lungelidelse.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Ankestyrelsen modtog en lægeerklæring fra et arbejdsmedicinsk ambulatorium, hvoraf fremgik, at skadelidte i begyndelsen af sin ansættelsesperiode på bomuldsspinderiet havde haft symptomer i form af akut indsættende feber, utilpashed og åndenød, når var på arbejde. Senere optrådte perioder med svedeture, åndenød, host og hudkløe, værst efter fridage. I de senere år havde skadelidte udviklet symptomer på kronisk obstruktiv lungelidelse.

Retslægerådet udtalte over for ankestyrelsen, at skadelidtes sygdomsforløb var karakteristisk for byssinosis forårsaget af en langvarig udsættelse for bomuldsstøv. Rådet udtalte endvidere, at skadelidtes årelange og betydelige tobaksforbrug meget vel kunne have forværret pågældendes lungelidelse og kunne i øvrigt i sig selv have medført en kronisk obstruktiv lungelidelse af samme sværhedsgrad som hos skadelidte, men dog uden de for byssinose karakteristiske forstadier, som var beskrevet hos skadelidt. Rådet konkluderede, at skadelidtes lungelidelse måtte anses for at være en byssinose forårsaget af en udsættelse for bomuldsstøv gennem hans arbejde i 31 år i et bomuldsspinderi. Lungelidelsen kunne meget vel være forværret af skadelidtes langvarig og betydelige tobaksforbrug.

LOVGRUNDLAG

Lov om arbejdsskadeforsikring, § 10.

Sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 685 af 28. december 1984 om fortegnelse over erhvervssygdomme i medfør af lovgivning om arbejdsskadeforsikring, § 1, C, pkt. 6 c. Sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 276 af 23. maj 1986 om fortegnelse over erhvervssygdomme i medfør af lovgivning om arbejdsskadeforsikring, § 1, C, pkt. 6 c.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

På grundlag af den af Retslægerådet afgivne udtalelse finder ankestyrelsen, at skadelidtes lungelidelse må anses for at være byssinose forårsaget af udsættelse for bomuldsstøv gennem pågældendes arbejde i 31 år i et bomuldsspinderi. Tilfældet findes derfor at måtte anerkendes som omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven efter bestemmelsen i § 1, C, pkt. 6 c, i sikringsstyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme.

Lungelidelsen kan dog efter det oplyste meget vel være forværret af skadelidtes langvarige og betydelige tobaksforbrug.

Sagen hjemvises til sikringsstyrelsen til afgørelse af, hvilke ydelse der herefter tilkommer skadelidte efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Endelig adm. afgørelse 1986 19240 Historic

En lungelidelse hos en tidligere textilarbejder og arbejdsleder i et bomuldsspinderi fandtes at måtte anses for at være byssinosis forårsaget af udsættelse for bomuldsstøv. Lidelsen måtte derfor anerkendes som omfattet af § 1, C, pkt. 6 c, i sikringsstyrelsens bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme i medfør af lovgivning om arbejdsskadeforsikring.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →