Dagpenge - barseldagpenge - kursusdeltagelse i orlovsperioden (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Dagpenge - barseldagpenge - kursusdeltagelse i orlovsperioden (* 1) (* 2)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En sikret havde påbegyndt en uddannelse på et sundhedsplejerskekursus den 1. september 1983. Sikrede var på dette tidspunkt gravid og forventede nedkomst i slutningen af december 1983.
I november 1983 meddelte sikredes ægtefælle socialforvaltningen, at sikrede havde fået arbejde. På dette grundlag besluttede det sociale udvalg at udbetale dagpenge, da sikrede den 3. december 1983 påbegyndte sin orlov. Samtidig meddelte udvalget, at dagpenge efter overstået fødsel kun ville kunne udbetales for tidsrum, hvor der forelå erklæring fra Sygeplejerskehøjskolen om, at pågældende var fritaget for undervisning.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet fandt, at deltagelse i et sundhedsplejerskekursus på en sygeplejerskehøjskole ikke var til hinder for udbetaling af dagpenge under barselorlov. Nævnet lagde vægt på, at der ikke kræves uarbejdsdygtighed for at få dagpenge under barselorlov efter overstået fødsel, hvorfor der intet var til hinder for, at dagpenge kunne udbetales, selvom sikrede gik på skole eller deltog i en uddannelse i denne periode. Nævnet bemærkede endvidere, at der dog ikke måtte ydes løn herfor, og hvis sikrede tog lønnet arbejde, måtte dagpengene standses. Nævnet hjemviste herefter sagen til det sociale udvalg til fornyet vurdering af, hvorvidt sikrede ud over de allerede modtagne barseldagpenge, måtte være berettiget til yderligere dagpenge i orlovsperioden efter overstået fødsel.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Det sociale udvalg anførte, at sikredes indtægtstab efter den 30. januar 1984, hvor hun genoptog undervisningen, ikke skyldtes fødslen, men deltagelse i en kompetencegivende uddannelse, der afsluttedes med eksamen. Udvalget fandt, at fortsat udbetaling af barseldagpenge ville virke som indirekte studiestøtte i stedet for at sikre moderens samvær med barnet.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN
Sygeplejerskehøjskolen oplyste, at sundhedsplejerskeuddannelsen, der varer ca. 9 måneder, betragtes som en fuldtidsuddannelse, idet der udover den skemalagte undervisning på 22 timer ugentlig skal deltages i 20 dages praktik, hvortil kommer institutionsbesøg og gruppearbejde i forbindelse med opgaver og øvelser.
LOVGRUNDLAG
Dagpengeloven, § 33.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Efter oplysningerne om omfanget af sundhedsplejerskeuddannelsen finder ankestyrelsen, at deltagelse i undervisningen er uforeneligt med barselorlovens formål. Sikrede er derfor ikke berettiget til dagpenge efter lovens § 33 ved deltagelse i undervisningen.
Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.
En sikret, der under barselorlov genoptog en uddannelse til sundhedsplejerske, fandtes ikke berettiget til barseldagpenge efter genoptagelsen af uddannelsen. Under hensyn til uddannelsens omfang fandtes deltagelse heri uforeneligt med barselorlovens formål.