Kontanthjælp - faste udgifter/enkeltudgifter - huslejerestance (* 1) (* 3)

Kontanthjælp - faste udgifter/enkeltudgifter - huslejerestance (* 1) (* 3)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift ansøger, der havde arbejdet som selvstændig malermester indtil januar 1982, fik den 20. januar 1982 bevilget hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 2, til husleje, el, varme, licens, telefon og underhold til 2 voksne og 2 børn, således at hjælpen maksimalt kunne udgøre 5.554 kr. månedlig. Huslejen, der var oplyst at være 464 kr. månedlig for ansøgerens privatbolig og 153 kr. månedlig for et værksted/kælderrum, skulle dokumenteres overfor socialforvaltningen. På bevillingstidspunktet den 20. januar 1982 havde ansøgeren ikke betalt husleje siden september 1980.

I februar 1983 overgik ansøgeren til at modtage hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 4.

Den 13. februar 1984 var der i socialforvaltningens journal noteret følgende:...'ansøgeren har ikke betalt husleje siden august 1980 - der foreligger nu en opgørelse fra udlejeren. Der er opsparet her. Da det ikke er noget, der haster, og på grund af tidnød aftales det, at jeg ser på opgørelsen i næste måned. Sagen i SST til den 12. marts 1984 ...'

Ifølge udlejerens opgørelse, der var dateret den 1. januar 1984, skyldte ansøgeren på dette tidspunkt 10.295 kr. i varme og husleje for perioden 1. september 1980 - 31. december 1983, idet værdien af et malerarbejde, som ansøgeren havde udført for udlejeren, var fratrukket med et beløb på 16.509 kr. Det sociale udvalg besluttede at yde hjælp til husleje fra 1. juni 1984, men gav afslag på hjælp til betaling af huslejerestancen. Udvalget begrundede sin afgørelse med, at betaling af 40 måneders huslejerestance ikke kunne anses for at være en rimelig udgift i henhold til bistandsloven.

Overfor amtsankenævnet anførte ansøgeren bl.a., at huslejerestancen for perioden før ansøgeren fik kontanthjælp var betalt. Ansøgeren forstod derfor ikke, at den pr. 20. januar 1982 bevilgede huslejehjælp ikke kunne udbetales nu. Ansøgeren anførte endvidere, at han flere gange havde anmodet socialforvaltningen om at få restancen ordnet, da der efterhånden var opsparet et ret stort beløb til husleje.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet tiltrådte socialudvalgets afgørelse med udvalgets begrundelse.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Ansøgeren henviste i sin klage til, at han den 20. januar 1982 fik bevilget hjælp til husleje, og at han derfor ikke kunne se nogen begrundelse for det nu meddelte afslag.

LOVGRUNDLAG

Bistandsloven, § 37, stk. 1 og stk. 2 samt stk. 4, § 40, stk. 1.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Den i januar 1982 givne bevilling i henhold til bistandslovens § 37 til hjælp til husleje ses ikke på noget tidspunkt at være trukket tilbage af socialforvaltningen, og kravet om dokumentation for huslejens størrelse ses ikke i den forløbne periode at være fulgt op af forvaltningen. Ankestyrelsen finder derfor, at den i januar 1982 bevilgede huslejehjælp må ydes ansøgeren efter bistandslovens § 37 for perioden 1. januar 1982 - 31. maj 1984.

Ankestyrelsen finder således ikke, at der har været grundlag for at vurdere sagen efter bistandslovens § 40, stk. 1.

Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.

Et socialudvalg havde i januar 1982 i forbindelse med ydelse af kontanthjælp efter bistandslovens § 37 givet tilsagn om hjælp til husleje, når ansøgeren fremkom med dokumentation for huslejens størrelse. I februar 1984 afleverede ansøgeren en opgørelse, hvorefter huslejerestancen vedrørende perioden 1. september 1980 -31.

december 1983 udgjorde 10.295 kr. Ansøgeren fik afslag på hjælp til huslejerestancen, da der ikke fandtes at være tale om en rimelig udgift.

Ankestyrelsen lagde til grund, at den i januar 1982 givne bevilling i henhold til bistandslovens § 37 til hjælp til husleje ikke på noget tidspunkt var trukket tilbage af socialforvaltningen, og at kravet om dokumentation for huslejens størrelse ikke i den forløbne periode var fulgt op af forvaltningen. Ankestyrelsen fandt derfor, at den i januar 1982 bevilgede huslejehjælp måtte ydes efter bistandslovens § 37 for perioden 1. januar 1982 - 31. maj 1984. Der fandtes ikke at have været grundlag for at vurdere sagen efter bistandslovens § 40, stk. 1.