Legislator Case Law & Legislation
W19861912925 DK

Kontanthjælp - forbigående hjælp - suspension/afbrydelse af 9 måneders perioden - overskydende skat - sygedagpenge (* 1) (* 4)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1986 19129 Historic

Kontanthjælp - forbigående hjælp - suspension/afbrydelse af 9 måneders perioden - overskydende skat - sygedagpenge (* 1) (* 4)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift ansøger havde på grund af arbejdsløshed modtaget supplerende kontanthjælp til ægtefællens lønindtægt fra november 1980.

I 1982 fik ansøgeren udbetalt kontanthjælp i perioden 1. januar - 3. september og igen fra 2. december.

I 1983 fik ansøgeren supplerende hjælp hele året, bortset fra perioden 24. februar - 1. april, hvor ansøgerens ægtefælle fik udbetalt overskydende skat for indkomståret 1982 med et beløb på 6.593 kr., som blev modregnet i den beregnede hjælp for ovennævnte periode, og bortset fra perioden 7. oktober - 20 oktober, hvor ansøgeren modtog sygedagpenge. Ansøgeren havde fået arbejde den 26. september 1983, men måtte sygemeldes allerede den 27. september 1983. Sygedagpenge var udbetalt for sygeperioden 27. september - 9. oktober 1983.

Den 16. september 1983 besluttede socialforvaltningen, at ansøgeren skulle overgå til at modtage hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 4.

Den 15. februar 1984 fik ansøgerens ægtefælle udbetalt overskydende skat for indkomståret 1983 med et beløb 12.966 kr. Af denne grund standsede socialforvaltningen udbetalingen ved kontanthjælp i perioden 15. februar - 16. juni 1984, idet den overskydende skat blev modregnet i den beregnede kontanthjælp for denne periode.

I maj 1984 anmodede ansøgeren om, at hjælpen fra den 16. juni 1984 måtte blive udmålt efter bistandslovens § 37, stk. 2, i en ny 9 måneders periode.

Det sociale udvalg afviste dette med henvisning til, at dette automatisk ville medføre, at det offentlige indirekte havde financieret perioden uden supplerende støtte.

Overfor amtsankenævnet anførte det sociale udvalg bl.a., at udvalget fandt, at perioden i oktober måned 1983, hvor ansøgeren fik udbetalt sygedagpenge, ikke havde haft et sådant omfang, at det berettige til en ny 9 måneders periode med udmåling af hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 2. Vedrørerende den overskydende skatteudbetaling anførte udvalget, at udvalget indirekte havde været med til at financiere denne, idet ægtefællens nettoløn året igennem ville have været større, hvis skatten havde været beregnet korrekt, og den supplerende hjælp i henhold til bistandslovens § 37, stk. 2, og senere § 37, stk. 4, ville dermed have været mindre.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt, at betingelserne for at overføre ansøgeren til kontanthjælp efter reglerne i bistandslovens § 37, stk. 4, ikke havde været til stede den 16. september 1983, hvorfor ansøgeren også efter denne dato var berettiget til hjælp, udmålt i henhold til bistandslovens § 37, stk. 2. Nævnet henviste til, at der ikke var foretaget udbetaling af hjælp til ansøgeren for perioden 24. februar - 1. april 1983. Nævnet henviste videre til, at da der ikke var udbetalt hjælp for perioden 7. oktober til 20. oktober 1983 samt for perioden 15. februar til 16. juni 1984, havde der på intet tidspunkt været tale om en sammenhængende perioden på 9 måneder. Ansøgeren var derfor efter den 16. juni 1984 fortsat berettiget til at få udmålt hjælp efter principper i bistandslovens § 37, stk. 2.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sagen blev anket af det sociale udvalg.

LOVGRUNDLAG

Bistandsloven, § 37, stk. 4.

Socialministeriets cirkulære af 22. december 1982 om kontanthjælp efter bistandsloven, pkt. 9.

Socialministeriets cirkulære af 19. december 1983 om ændring af socialministeriets cirkulære af 22. december 1982 om kontanthjælp efter bistandsloven, pkt. 7.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Når ansøgeren i perioderne fra 24. februar til 1. april 1983 og fra 15. februar til 16. juni 1984 har kunnet klare sig uden kontanthjælp, skyldes det, at ægtefællen i disse tidsrum har fået udbetalt overskydende skat, d.v.s. en opsparing fra en forudgående periode gennem for høj skattebetaling ( samt iøvrigt har bevirket, at den udbetalte kontanthjælp i de forudgående perioder har været forholdsmæssig højere).

Da dette ikke har været udtryk for, at familien ved egen indsats er blevet i stand til at forsørge sig selv, bør udbetalingen af den overskydende skat ikke medføre, at 9 måneders perioden i bistandslovens § 37, stk. 4, afbrydes, men alene at den suspenderes. Heraf følger, at ansøgeren har været berettiget til kontanthjælp efter bistandslovens § 37, stk. 2, også efter den 16. september 1983, idet den første 9 måneders periode først er udløbet den 6. oktober 1983.

Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse om, at 9 måneders perioden i forbindelse med udbetaling af overskydende skat.

Derimod tiltræder ankestyrelsen amtsankenævnets afgørelse om, at 9 måneders perioden må anses for afbrudt den 7. oktober 1983, hvorefter ansøgeren har klaret sig uden kontanthjælp og levet af sygedagpenge.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har modtaget kontanthjælp, men forsørget sig selv ved hjælp af sygedagpenge, som trådte i stedet for for løn.

Dette betyder, at en ny 9 måneders periode således startede den 20. oktober 1983 og at den - i overensstemmelse med, hvad der er anført ovenfor - blev suspenderet i perioden fra den 15. februar til den 16. juni 1984, hvor ægtefællen fik udbetalt overskydende skat, således at denne sidste 9 måneders periode først udløb den 20. november 1984.

Ankestyrelsens afgørelse medfører ikke pligt for ansøgeren til at tilbagebetale hjælp, der er ydet i overensstemmelse med amtsankenævnets afgørelse. Eventuel fremtidig kontanthjælp skal imidlertid beregnes i overensstemmelse med de angivne principper.

Endelig adm. afgørelse 1986 19129 Historic

Udbetaling af overskydende skat kunne ikke bevirke en afbrydelse af 9 måneders perioden i bistandslovens § 37, stk. 4, men alene af den blev suspenderet. Derimod ansås 9 måneders perioden perioden for at være afbrudt fra det tidspunkt, hvor ansøgeren havde klaret sig uden kontanthjælp og levet af sygedagpenge.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →