Registerindsigt
Statutory Text (3 Articles)
Registerindsigt
En person klagede til Registertilsynet over, at Indenrigsministeriet havde afslået at imødekomme en telefonisk anmodning om registerindsigt i Det centrale Personregister (CPR). Det fremgik af sagen, at Indenrigsministeriet ikke imødekommer telefoniske begæringer om registerindsigt, men henviser til, at anmodningen skal fremsættes skriftligt eller, at den pågældende møder personligt op, hvorefter den pågældende forelægges en standardbegæring til vedkommendes underskrift.
Registertilsynet udtalte i den forbindelse over for Indenrigsministeriet, at det af bemærkningerne til forslaget til lov om offentlige myndigheders registre § 13 fremgår, at der ikke stilles særlige formkrav til en begæring om registerindsigt. Denne kan således fremsættes mundtligt såvel som skriftligt. Registertilsynet henviste endvidere til tilsynets vejledning af 23. juli 1980 om registerindsigt i henhold til kapitel 4 i lov om offentlige myndigheders registre (medtaget i Registertilsynets årsberetning for 1980) pkt. 2.2., hvorefter den registeransvarlige myndighed i de tilfælde, hvor begæringen ikke fremsættes skriftligt, vil være berettiget til at forlange, at den pågældende underskriver en blanket om registerindsigt. Fremsættes den mundtlige begæring telefonisk, vil myndigheden eventuelt kunne fremsende blanketten med henblik på at opnå vedkommendes underskrift herpå.Registertilsynet henstillede på den baggrund over for Indenrigsministeriet, at man fremtidigt ikke afviser telefoniske anmodninger om registerindsigt, men at man i disse situationer fremsender standardblanketten vedrørende registerindsigt til den registrerede med henblik på at opnå vedkommendes underskrift. Standardblankettens øvrige rubrikker bør i forvejen så vidt muligt udfyldes af Indenrigsministeriet på grundlag af den registreredes telefoniske oplysninger.
Indenrigsministeriet har efterfølgende meddelt, at telefoniske anmodninger om registerindsigt for fremtiden vil blive efterkommet i overensstemmelse hermed.
Registertilsynets årsberetning 1986 s. 34.
Henstillet overfor Indenrigsministeriet, at man fremtidigt ikke afviser telefoniske anmodninger om registerindsigt, idet der ikke må stilles særlige formkrav til en begæring om registerindsigt efter lov om offentlige myndigheders registre § 13.