Registerindsigt
Statutory Text (3 Articles)
Registerindsigt
Ved en inspektion i Statsskattedirektoratet behandledes bl.a. direktoratets procedure for imødekommelse af anmodninger om registerindsigt, herunder anvendelse af Statsskattedirektoratets centrale registerindsigtssystem, der har til formål at lette direktoratets administration af anmodninger om registerindsigt.
I forbindelse med inspektionen anmodede en af Registertilsynets medarbejdere om registerindsigt i de af Statsskattedirektoratet førte skatteregistre. Anmodningen er efterfølgende efterkommet ved, at meddelelse om de registrerede oplysninger er tilsendt den registrerede i perioden 20. januar 1986 - 31. juli 1986.
Registertilsynet udtalte i den anledning over for Statsskattedirektoratet med henvisning til lov om offentlige myndigheders registre § 13, stk. 1, og forarbejderne til bestemmelsen, at » Statsskattedirektoratets ekspeditionstid i forbindelse med anmodningen om registerindsigt ikke har været i overensstemmelse med lovens bestemmelser herom«.
Under inspektionen fik Registertilsynet udleveret Statsskattedirektoratets blanket D666, hvorpå det ved afkrydsning skal markeres, hvilke registre der ønskes registerindsigt i. Det viste sig, at blanketten ikke indeholder en komplet fortegnelse over de registre, Statsskattedirektoratet fører.
Registertilsynet udtalte i den forbindelse bl.a., at »det af Registertilsynets vejledning af 23. juli 1980 om registerindsigt, pkt. 2.1., fremgår, at den registeransvarlige myndighed ikke kan stille krav om, at den, der begærer registerindsigt, på forhånd kan identificere de registre, vedkommende ønsker indsigt i. Det følger af det almindelige forvaltningsretlige princip om myndigheders vejledningspligt over for borgere, at den registeransvarlige myndighed bør vejlede den registrerede om, i hvilke registre vedkommende kan være optaget«.
Registertilsynet konkluderede på den baggrund, at » Statsskattedirektoratet ikke har givet den fornødne vejledning om, hvilke registre Statsskattedirektoratet fører. Den ovenfor nævnte vejledning om, hvilke registre Statsskattedirektoratet fører, bør efter Registertilsynets opfattelse også omfatte registre, for hvilke der ifølge registerforskrifterne ikke er registerindsigt, med oplysning herom«.
Registertilsynets årsberetning 1986 s. 36-37.
Udtalt, at Statsskattedirektoratets ekspeditionstid i forbindelse med anmodning om registerindsigt ikke var i overensstemmelse med lovens bestemmelser herom, idet oplysningerne blev tilsendt den registrerede over en periode på seks måneder, ligesom man udtalte, at den registeransvarlige myndighed ikke kan stille krav om, at den, der begærer registerindsigt, på forhånd kan identificere de registre, vedkommende ønsker indsigt i.